Lars Løkke Rasmussen er uansvarlig og uærlig over for vælgerne, mener Anders Samuelsen.

Venstreformand Lars Løkke Rasmussen bliver nu angrebet af sine egne venner i blå blok, der påpeger, at Løkkes plan for skattelettelser ikke hænger sammen.

Løkke er direkte »uansvarlig«, når han fastholder, at man både kan give skattelettelser for 13 milliarder kroner og samtidig have råd til en vækst i det offentlige forbrug på 0,8 procent frem mod 2020, lyder den usædvanlig hårde kritik fra Liberal Alliances partileder, Anders Samuelsen.

»Det er ren hokuspokus at blive ved med at skabe et billede af, at det kan lade sig gøre at holde en vækst på 0,8 procent og samtidig give skattelettelser for 13 milliarder. Det lader sig ikke gøre,« siger Anders Samuelsen, der dermed bakker op om landets førende uafhængige økonomer, der den seneste tid har påpeget, at pengene ikke passer i Løkkes skatteplan.

Direkte økonomisk uansvarlig

LA-formanden går så langt som til at stemple sin egen statsministerkandidat som økonomisk uansvarlig, når Løkke insisterer på at holde den samme vækstrate i det offentlige forbrug, som SRSF-regeringen lægger op til.

»Vi kører med et kæmpemæssigt underskud, arbejdspladserne fosser ud af landet, vores konkurrenceevne er ikke blevet rettet op, og derfor er det uansvarligt ikke at tage fat på problemerne. Det svarer til, at en familiefar bilder konen og børnene ind, at man stadig kan tage på en fire uger lang udlandsrejse hvert år, selv om familiens indkomst falder og falder. Det er et illusionsnummer, det er ikke i orden, og jeg mener, at det er uansvarligt,« siger Samuelsen.

Han erkender, at han selv står med et problem, når han beskylder sin foretrukne statsministerkandidat for at føre en »uansvarlig« politik.

Lars Løkke Ramussen er yderst fåmælt om Samuelsens kritik. »Det siger jeg ikke noget til,« siger Løkke, der fortsat afviser, at han bruger pengene to gange, som uafhængige førende økonomer ellers påpeger.

Er du enig med Anders Samuelsen i, at Løkke er økonomisk uansvarlig?

Deltag i debatten under artiklen