Borgmester Lene Kjelgaard Jensen i Thisted Kommune blev den store taber, da hun i oktober sidste år tabte kampen om at blive borgmesterkandidat ved efterårets kommunalvalg.

Den 59-årige nu tidligere Venstre-borgmester har haft tid til at tænke over nederlaget, og hun smækker eftertrykkeligt med døren på vej ud.

Torsdag aften meldte hun sig således ud af Venstre og ind hos De Konservative. Ifølge hende selv har hun ikke længere en fremtid i det liberale parti.

»Hvis jeg gerne vil arbejde med lokalpolitik fremadrettet, så bliver jeg nødt til at skifte parti. Jeg har ingen fremtid i Venstre,« fortæller Lene Kjeldgaard til TV Midt Vest.

Lene Kjelgaard Jensen måtte i oktober erkende nederlaget til Niels Jørgen Pedersen, da hun ved en intern afstemning kæmpede om, hvem der skulle være Venstres borgmesterkandidat ved det forestående kommunalvalg til november.

Den 59-årige kvinde føler ikke, hun bliver en ny politiker, blot fordi hun skifter parti. De Konservatives værdipolitik, tiltaler hende, og derfor var valget let, fortæller hun.

Lene Kjelgaard Jensen fortsætter som Thisted-borgmester indtil årsskiftet, hvor en nyvalgt borgmester tager over. Hun har endnu ikke gjort op med sig selv, om hun vil stille op til kommunalvalget for sit nye parti.