Regeringen er ikke nået langt med sine sociale 2020-mål, viser en gennemgang. Det er helt uanstændigt overhovedet at kalde dem mål, mener Venstre.

Det er forkert overhovedet at betegne regeringens sociale 2020-mål som mål.

Sådan lyder det fra Venstres socialordfører, Karen Ellemann (V), efter at Jyllands-Posten mandag skriver, at en status på de sociale mål viser, at Socialministeriet på flere områder overhovedet ikke har et overblik over, om udviklingen går i den rigtige eller den forkerte retning.

»Naturligvis tager det tid at forbedre en tilstand i samfundet. Det her handler ikke om at være uenig i, at vilkårene og indsatserne skal virke, fordi det skal de. Men min kritik retter sig på, at man ikke bare kan lave en række mål uden overhovedet at vide, hvordan man måler dem. Det er uanstændigt,« siger Karen Ellemann.

Regeringen lancerede de sociale 2020-mål for et år siden, og her lød målsætningerne blandt andet, at flere udsatte unge skal gennemføre en ungdomsuddannelse, og at der skal være færre hjemløse på gaderne.

Men på seks ud af de ni hovedpunkter har Socialministeriet ikke tal for, hvordan situationen så ud i 2013, da målene blev fremlagt - tallene er i flere tilfælde nogle år gamle. I andre tilfælde er målene ikke konkretiseret endnu, selvom det er et år siden, de blev præsenteret.

Og det er meget problematisk, mener Karen Ellemann, der selv har været indenrigs- og socialminister.

»For mig er en af socialområdets væsentligste udfordringer, at der er mangel på viden om, hvordan indsatserne gør den bedste forskel. For de udsattes skyld skal vi vide, hvad der virker. Og hvis ikke indsatsen virker, har vi da en forpligtelse til at finde ud af, hvad det så er, vi kan gøre bedre. Det her med bare at lave »feel good«-overskrifter. Det rykker ikke på noget,« fastslår hun.

Socialminister Manu Sareen (R) forklarer til Jyllands-Posten, at mange af 2020-målene er blevet udsat på grund af de mange skift på socialministerposten.

Men den undskyldning giver Karen Ellemann ikke meget for.

»Det kan jeg overhovedet ikke bruge til noget. Og jeg synes, det vidner om, at det måske bare er et politisk skønmaleri, hvor man sætter sig ned og skriver de her pæne hensigter på et papir, men at man fuldstændig forsømmer at få hele ens embedsapparat og alle kommunerne, der arbejder med det her hver eneste dag, med på dagsordenen,« siger V-ordføreren, der opfordrer regeringen til at sætte sig ned og formulere nogle konkrete mål så hurtigt som muligt.