Regeringens beslutning om at skære syv procent i landbrugsstøtten fra 2016 svækker de danske landmænds konkurrenceevne, mener Venstre.

Regeringens beslutning om at gradvist at flytte syv procent fra landbrugsstøtten til en grøn omstilling, kan i sidste ende koste danske job hos både slagterier og landbrug.

Det frygter man hos Venstre, hvor partiets landbrug- og fødevareordfører Erling Bonnesen (V) mener, at regeringen i højere grad skulle have kigget mod de konkurrerende lande omkring os.

»Det er vigtigt, at vi skeler til de lande, vi konkurrerer med. Og Holland, Tyskland og Frankrig har alle sammen skåret med betragteligt mindre. Det svækker de danske landmænds konkurrenceevne,« mener ordføreren.

Han frygter, at det i sidste ende kan koste job og tabte eksportindtægter.

»Det er et erhverv, der i forvejen er hårdt presset på konkurrencedygtigheden og på indtjeningen. Det er ingen hemmelighed, at landbruget eksporterer for milliarder hvert år, men vi risikerer at miste job på det her,« siger Erling Bonnesen.

EU har gjort det muligt for medlemslandene at flytte op til 15 procent fra landbrugsstøtten om til initiativer, der kan stimulere en grøn omstilling. Men selvom Venstre også gerne ser en grøn omstilling af det danske landbrug, mener Erling Bonnesen, at det går for stærkt lige nu.

»Vi er i forvejen langt fremme med den grønne omstilling, og det her risikerer at skade os og flytte arbejdspladser ud af landet,« siger Erling Bonnesen.

Regeringen har besluttet af fjerne fem procent af landbrugsstøtten i 2015, seks procent i 2016 og derefter syv procent om året frem til 2020. I alt mister de danske landmænd 2,1 milliarder kroner i støtte frem til 2020.