Dansk Folkeparti har haft en enorm fremgang siden sidste valg og siden formandsskiftet. DF har været større end Socialdemokraterne og på størrelse med Venstre.

Men nu er loftet måske nået for Kristian Thulesen Dahl. En nærmere undersøgelse af vælgervandringerne nede i undertallene af meningsmålingerne viser f.eks., at 50.000 vælgere, der var gået fra Socialdemokratene til DF, nu er vendt tilbage til S.

Siden marts måned, hvor Dansk Folkeparti nåede deres foreløbige klimaks i Gallups målinger med 21,8 procent af vælgerne, er det gået lidt ned igen for partiet. Det er nemlig på et halvt år lykkedes Socialdemokratiet at generobre 50.000 af de i alt ca. 90.000 vælgere, som de stod til at have tabt til Dansk Folkeparti. Det viser Gallups vælgervandringsanalyser ifølge Berlingske Barometer. Så selvom S må ærgre sig over at have afleveret netto 40.000 vælgere til Dansk Folkeparti siden valget, så kan de være tilfredse med den seneste udvikling.

Kilder i DF vurderer også, at nogle tidligere Venstre-vælgere er vendt tilbage til Venstre efter et ophold hos DF - bl.a. fordi Venstre med Inger Støjberg i front har lanceret en hårdere udlændingepolitik, som minder om DF’s.

- Det er et klart eksempel på, at det er en god ide at bevare fødderne på jorden, siger DF’s gruppeformad Peter Skaarup.

- Kristian går jo rundt med en artikel i lommen fra 2009, hvor SF var på størrelse med Venstre. Det skal minde om, hvor hurtigt, det kan gå op og ned i politik. Vi har jo aldrig regnet med, at vi ville få et resultat, der svarer til det tidspunkt, hvor vi lå højest i meningsmålingerne, siger Peter Skaarup.

Mærkeligt nok viser de samme målinger, at 20.000 vælgere er gået den anden vej - fra de Radikale til DF, skriver b.dk.

Dansk Folkeparti holder landsmøde i Herning i weekenden i højt humør.

- Vi har fået vokseværk, sagde Kristian Thulesen Dahl, da han kiggede ud over messecenterets store sal ved mødets åbning. Årsmødet har flere tilmeldte og gæster end nogensinde - 1.127 delegerede og gæster, hvilket størrelsesmæssigt svarer til, når Venstre holder landsmøde.

Partiet har 14.757 medlemmer - en fremgang på 2.693 siden sidste år.

Det er partiets 19. årsmøde under temaet ’Tryghed og tilid’.

Tryghed skal forstås bredt, altså både i forhold til velfærd, dagpenge, kriminalitet og truslen om terror.

Landsmødet blev åbnet med billeder af Dybbøl Mølle og sangen ’Åbent landskab’ af Ulf Lundell, og det gik rent ind hos nye og gamle medlemmer.