De økonomiske vismænd foreslår en trappemodel i dagpengesatsen, hvor den er høj i begyndelsen og falder de resterende måneder af ledighedsperioden. Flere partier er positive, men vælgerne er skeptiske.

Vismændene har foreslået en såkaldt »trappemodel« på dagpengeområdet, hvor satsen er højere i begyndelsen af ledighedsperioden, men falder de resterende måneder. Men vælgerne på begge fløje er skeptiske, skriver altinget.dk

Og når modstanden findes i begge politiske lejre, så tyder det på, at holdningen til spørgsmålet ikke er ideologisk betinget, men handler om frygten for egen arbejdssituation, siger forsker.

»Folk afviser især modellen på grund af den nuværende lavkonjunktur. Den gør, at mange frygter selv at havne i længerevarende arbejdsløshed. Her skal de holde de tre måneder med en højere sats op imod de 21 efterfølgende måneder med en lavere sats. Hvis man frygter at ende i langtidsledighed, kan man hurtigt se, at det er en dårlig deal,« siger Asbjørn Sonne Nørgaard, der er professor i statskundskab ved Syddansk Universitet, til altinget.dk.

Vismændenes forsalg fremgår af Det Økonomiske Råds efterårsrapport, hvor de konkret foreslår, at øge dagspengesatsen med 25 procent i dagpengeperiodens første tre måneder, hvorefter den så skal skæres ned med ti procent i de resterende måneder.

Men altinget.dk har spurgt vælgerne, og de er ikke begejstrede. Ifølge en meningsmåling som A&B Analyse har lavet for netmediet, er 48 procent af vælgerne imod forslaget, men kun 31 procent støtter det.

Og det gælder også Venstres vælgere, selvom partiet er positivt indstillet overfor ideen.

»Hvis man havde spurgt om det samme i 2007, da vi havde en bragende højkonjunktur, havde mange formentlig svaret anderledes. Dengang ville de unge jo ikke engang melde sig ind i en a-kasse, fordi de ikke kunne se formålet med det. De kunne jo altid få et nyt job, hvis de blev arbejdsløse,« siger Asbjørn Sonne Nørgaard til altinget.dk.

De mest positivt indstillede vælgere finder man hos Liberal Alliance og Radikale Venstre.

»Når Radikale og Liberal Alliance har de mest højtlønnede vælgere, så er det helt naturligt, at opbakningen er størst hos disse partiers vælgere. De højtlønnede har som regel den største jobsikkerhed. Selvom højtlønnede mister deres job nu og da, har de ofte langt bedre mulighed for at finde et nyt job end de lavtlønnede,« siger Asbjørn Sonne Nørgaard.

Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti er skeptiske, men vil ikke afvise at et trappesystem på dagpengeområdet kan være interessant.