Et arbejdspapir viser, at Venstre vil stramme udlændingepolitikken betydeligt. Dansk Folkeparti ønsker yderligere stramninger og frygter løndumping, mens Socialdemokraterne kalder idéerne i arbejdspapiret grundlovsstridige.

Venstre ønsker at oprette en helt ny kvote for udlændinge, så det bliver sværere for eksempelvis kinesere og pakistanere at komme til Danmark, mens udlændinge fra eksempelvis USA eller Israel får nemmere adgang.

Der vokser både tidsler og roser på Venstres arbejdsbord, mener Dansk Folkeparti.

I dag kan udlændinge komme til Danmark, hvis de har fået et job med en løn på 375.000 kroner årligt. Men Venstre arbejder på en model, hvor udlændinge fra for eksempel Kina, Thailand eller Pakistan skal have sikret sig et job, der giver 400.000 kroner årligt, for at få lov at flytte til Danmark. Og den del bakker Dansk Folkeparti op om - dog vil man gerne gå endnu længere.

»Det er en nødvendig stramning som vi har efterlyst i et stykke tid, og det er vi glade for. Dog vil vi gå ind og stramme yderligere, så det bliver endnu sværere for indvandrere fra ikke-vestlige lande at komme til Danmark, og det vil vi gøre ved at hæve grænsen yderligere,« lyder det i en skriftlig kommentar fra Martin Henriksen.

Venstre forestiller sig også, at kravene til udlændinge fra en lang række vestlige lande skal slækkes. Her lyder et af Venstres forslag, at de blot skal have et arbejde med en årsløn på 200.000 kroner for at komme til Danmark. Og det møder ikke opbakning hos Dansk Folkeparti.

»Vi nærmer os mindstelønnen, og det vil presse lønningerne på arbejdsmarkedet, ligesom det vil kunne fastholde nogle af de herboende ikke-vestlige indvandrere på kontanthjælp. Og det er både taktisk og indholdsmæssigt uklogt af Venstre at foreslå,« mener Martin Henriksen, der understreger, at Dansk Folkeparti på dét punkt vil forsøge at trække Venstre i en anden retning.

Socialdemokraternes retsordfører, Trine Bramsen (S), beskylder ifølge dr.dk Venstre for direkte at ville opfordre til løndumping med den lave beløbsgrænse og for at ville gøre forskel på forskellige landes borgere i modstrid med princippet om, at alle står lige for loven. Forslaget vil være grundlovsstridigt, mener hun.

»Og vi vil ikke støtte hverken social dumping, eller at man vælger at behandle folk så forskelligt, som man gør i Venstres udspil her. Det er noget, vi tager massiv afstand fra,« siger hun ifølge dr.dk.

Venstres politiske ordfører, Inger Støjberg (V), understreger, at Venstres udlændingeudspil endnu ikke er færdigt, og at det først skal drøftes på Venstres sommergruppemøde i næste uge.

»Men det er rigtigt, at vi arbejder med en måde, hvor man kan åbne op for, at der kan komme flere hertil og arbejde fra nogle af de lande, der ligner Danmark mest - altså det, man nogle gange kalder de vestlige lande,« siger hun.