Regeringen er ikke mange dage gammel. Alligevel har den allerede kastet sig ud i et voldsomt slagsmål med kommunerne.

Finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) forhandler i disse dage med Kommunernes Landsforening (KL, red.) om, hvor mange penge der skal være at gøre godt med i det kommende år. Men parterne står langt fra hinanden - meget langt.

Tidligere på ugen udsendte borgmestrene i landets fire største kommuner, København, Odense, Aalborg og Aarhus, en fælles udtalelse, hvori de gjorde det klart, at regeringens planer ville betyde ganske betydelige besparelser i den kommunale service, som kommer til at ramme kernevelfærden.

Læs også:

Men nu kommer kritikken også fra egne rækker - nemlig fra Venstres egne borgmestre i kommunerne.

»Det vil være ren massakre på velfærden,« siger Jørn Pedersen, der repræsenterer Venstre som borgmester i Kolding Kommune, til DR.

Striden står om et såkaldt omprioriteringsbidrag, der betyder, at kommunerne skal finde en procent i deres budgetter hvert år ved at spare eller effektivisere.

Læs også:

Det vil give besparelser på op til to og en halv milliarder kroner årligt - penge, som regeringen altså vil tage ud af kommunernes kasser.

»Hvis man gør det på den her måde, så er det noget, der lugter af løftebrud,« siger Venstres borgmester i Norddjurs Kommune, Claus Wistoft, til DR.

»Det vil ramme sundhed, ældre, børn og unge, skole,« siger han med henvisning til KL’s udregning af, at besparelserne svarer til 42 minutters mindre hjemmehjælp om ugen eller 5.000 færre lærere i folkeskolen.

Læs også:

Venstre gik til valg på såkaldt nulvækst, men med en besparelse på en procent om året er der reelt tale om minusvækst.

Omvendt krævede et af de partier, der agerer parlamentarisk grundlag for regeringen, nemlig Dansk Folkeparti, flere penge til den offentlige service. Hos partiet afviser man da også forslaget fra Venstre.

»Vi ønsker ikke at der skal spares i kommunerne. Så vi ønsker ikke den øvelse, som finansministeren går ud med,« siger Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, til DR.

Uden Dansk Folkepartis opbakning skal regeringen finde flertal for forslaget blandt partierne i rød blok.