Ifølge Venstres integrationsordfører, Marcus Knuth, er stramningerne på asylområdet blandt andet sket, fordi vælgerne ønsker det. Han er derfor ikke overrasket over, at danskerne mener, at vi har modtaget for mange flygtninge.

Venstres integrationsordfører, Marcus Knuth (V), er ikke overrasket over resultatet af den nye Megafon-måling, der viser, at en stor del af danskerne synes, at vi har modtaget for mange flygtninge.

Helt nøjagtig svarer 44 procent i målingen, som er foretaget for TV 2 og Politiken, at de synes, at antallet af flygtninge, der har fået asyl i Danmark, er for højt.

»Jamen, det er jo den samme problematik, som vi har kendt til længe, og vi ser det som et levn fra den tidligere regerings meget, meget lempelige asylpolitik,« siger Marcus Knuth til Berlingske Nyhedsbureau.

Venstre-ordføreren mener til gengæld, at den nye regerings asylpolitik stemmer mere overens med danskernes ønske om, at vi ikke bør øge antallet af flygtninge i Danmark.

»Vi lytter jo til vælgerne, og det var også derfor, at vi både fra Venstres side, men også fra en samlet blå bloks side gik til valg på en stram asylpolitik. Og det er jo så også en samlet blå blok, der står bag det straksindgreb, som vi kom med her lige inden sommerferien,« siger Marcus Knuth med henvisning til indførelsen af en ny integrationsydelse på SU-niveau, der skal gøre det mindre attraktivt for flygtninge at søge mod Danmark.

Regeringen har derudover bebudet at indrykke annoncer i udenlandske aviser målrettet menneskesmuglere og flygtninge, der skal gøre dem opmærksomme på, at de danske ydelser er blevet sat ned.

Flygtningespørgsmålet var et af de helt centrale temaer i den netop overståede valgkamp. Også i de øvrige europæiske lande presser spørgsmålet sig på, efter et rekordhøjt antal flygtninge fra Mellemøsten og Afrika i disse dage forsøger at nå til Europa.

Danskernes holdning til flygtninge er dog ikke ny. Tilbage i maj svarede 47 procent af danskerne i en lignende Megafon-måling, at de mente, at der er for mange flygtninge, der får asyl i Danmark.