Venstres forebyggelsesordfører, Jane Heitmann, forlanger en klar handlingsplan, når det drejer sig om en indsats for at forhindre og behandle rygsmerter.

Venstre vil have Sundhedsministeriet på banen i forhold til en større sundhedsindsats på rygområdet.

Kravet kommer efter en artikel i Politiken, der omtaler Verdenssundhedsorganisationens, WHO, »Sygdomsbyrdeberegning 2013«. Rapporten viser, at den klart største sygdomsbyrde i Danmark er lændesmerter. Tal fra Statens Institut for Folkesundhed viser derudover, at det danske samfund årligt mister 7,3 milliarder kroner alene i danskernes fravær fra arbejdsmarked på grund af rygsmerter.

Venstres forebyggelsesordfører, Jane Heitmann (V), efterlyser tiltag fra Sundhedsminister Nick Hækkerup (S).

»Det undrer mig, at sundhedsministeren tilsyneladende ikke har tænkt sig at reagere på den melding, der er kommet nu i forhold til de mange mennesker, der lever med en ryglidelse i hverdagen,« siger Jane Heitmann til Berlingske Nyhedsbureau og fortsætter:

»Jeg vil spørge ministeren, hvilke tiltag han har tænkt sig at komme på banen med, for baseret på regeringens syv nationale målsætninger for danskernes sundhed frem mod 2020 så nævnes ryglidelser overhovedet ikke,« siger hun.

Sundhedsministeriet har over for Politiken ikke ønsket at kommentere på en national sundhedsindsats på rygområdet, men flere eksperter påpeger, at der er behov for både mere og fornyet viden på området.

Jane Heitmann peger på, at landets sundhedspersonale skal være fuldstændig opdateret på, hvordan man bedst muligt forebygger og behandler ryglidelser,

»Det er væsentligt at sikre os, at de privatpraktiserende læger er fuldstændig skarpe på de retningslinjer, der ligger i forhold til behandling af ryglidelser. De praktiserende læger er i forreste linje af vores sundhedsvæsen, og det er oftest dem, der tager mod patienterne først,« siger Jane Heitmann.