I et nyt udspil mobning ønsker Venstre, at forældre, der ikke griber ind, når deres barn mobber, skal kunne trækkes i børnepenge.

Forældre, der lader deres barn mobbe andre, skal kunne trækkes i børnepenge. Sådan lyder det fra Venstre, der fredag præsenterer et nyt udspil, som skal styrke kampen mod mobning blandt børn og unge.

»I dag kan man allerede trække forældre i børnechecken, hvis de ikke lever op til forældrerollen. Det skal også være muligt, hvis forældre har et barn, som mobber, men som ikke vil gøre noget ved problemet,« siger politisk ordfører Inger Støjberg (V).

Læs også:

Udspillet fra Venstre indeholder blandt andet forslag om at tydeliggøre mobning i lovgivningen. I dag er mobning ikke specifikt nævnt i lovgivningen.

»Der er alt for mange børn, som mobbes. Det er rædselsfuldt, at der er børn, der ikke synes, det er sjovt og rart at gå i skole. Mobning er noget, der sætter sit præg på resten af ens liv. Jeg tror, at vi alle kender en, som ikke tager til 20 års jubilæum, når klassen fra folkeskolen fejrer det,« siger Inger Støjberg.

Skolerne spiller også en væsentlig rolle i kampen mod mobning, og her skal hammeren falde, hvis de lader stå til.

»I de tilfælde, hvor der ikke strammes op, skal man kunne gå ind fra kommunalbestyrelsens side og sige, at den her skole har et problem, og det skal der følges op på,« siger Inger Støjberg.

Mobning på sociale medier som Facebook er et stort problem, og derfor opfordrer V-ordføreren branchen til at udarbejde et kodeks for, hvad der er acceptabel adfærd på de sociale medier.

»Da jeg var barn, kunne man tage hjem fra mobning. Det kan man ikke længere, fordi de sociale medier er et sted, hvor der sker rigtig meget mobning.«

Inger Støjberg erkender, at man ikke kan fjerne al mobning ved hjælp af lovgivning.

»Jeg er godt klar over, at man ikke bare lige lovgiver, og så er alt klaret med et snuptag. Omvendt skal vi som politikere, debattører og voksne tage det her emne alvorligt, ellers fortsætter det bare. Derfor er jeg klar til, at vi fra politisk hold gør, hvad vi overhovedet kan«.

Se også: Datter blev mobbet på sociale medier: Far tog sagen i egen hånd: