Den tidligere politichef Bettina Jensen, som nu er idømt otte måneders fængsel for bestikkelse, skal levere 1,4 millioner kroner tilbage, som hun fik i fratrædelse fra Rigspolitiet. 

Det kræver en række retsordførere på Christiansborg. 

»De penge skal vi selvfølgelig have tilbage, hvis der er mulighed for det. Der er faldet en landsretsdom, som klart viser, at forudsætningerne for det gyldne håndtryk var forkerte,« siger Venstres retsordfører, Preben Bang Henriksen.

Bettina Jensen blev i 2017 fyret af Rigspolitiet i kølvandet på B.T.s afdækning af sagen. 

På fyringstidspunktet benægtede Bettina Jensen hårdnakket, at hun havde private relationer til sin konsulentveninde Mariann Færø.

»Myndighederne skal undersøge, hvad mulighederne er. Det er klart, at Bettina Jensen aldrig havde fået sådan et håndtryk, såfremt man havde kendt sagens rette sammenhæng dengang,« siger Preben Bang Henriksen.

Han er meget glad for, at både Bettina Jensen og Mariann Færø nu begge er dømt i Østre Landsret. 

Torsdag blev Bettina Jensen og Mariann Færø idømt henholdsvis otte og seks måneders fængsel i en af de mest spektakulære bestikkelsessager i årtier i Danmark. Bettina Jensen skal afsone to af månederne. 

Hun arbejdede som afdelingschef i Rigspolitiet, hvor hun gav sin veninde Mariann Færø konsulentopgaver for cirka 10,5 millioner kroner. 

Omvendt modtog Bettina Jensen 790.250 kroner fra Mariann Færø. Ifølge Bettina Jensen arbejdede hun for pengene, men hun kunne kun i meget begrænset omfang fremlægge dokumentation for opgaverne. 

Dansk Folkeparti vil nu spørge justitsminister Peter Hummelgaard til, hvad mulighederne er for at kræve det gyldne håndtryk tilbage fra Bettina Jensen.

»Bettina Jensen skal naturligvis af med de penge,« siger retsordfører Peter Kofod (DF).

»Det er gudskelov en sjælden sag, som jo viser alt det modsatte af, hvad dansk politi normalt står for. Derfor er det også helt, helt uacceptabelt, og hun skal ikke have mulighed for at beholde de penge,« siger Kofod. 

SF bakker op.

»Det skal undersøges, om de penge kan kræves retur. Det er jo helt urimeligt, at man får 1,4 millioner kroner i gyldent håndtryk, når man i virkeligheden burde være fyret på gråt papir,« siger retsordfører Karina Lorentzen. 

Også De Konservative er enige i, at pengene skal tilbage i statskassen.

»Umiddelbart ville det være helt naturligt. Jeg synes, at Rigspolitiet skal gå så langt som muligt,« siger retsordfører Mai Mercado (K). 

Bettina Jensens forsvarsadvokat har ingen kommentarer til politikernes krav. 

B.T. har spurgt Rigspolitiet, om det vil forfølge muligheden for at få de 1,4 millioner kroner tilbage. I 2020 stævnede Rigspolitiet faktisk Bettina Jensen med netop det formål. 

Det er ikke lykkedes at få en kommentar fra Rigspolitiet endnu, som dog oplyser, at man er ved at undersøge sagen.

Hør, hvordan B.T. afdækkede sagen. Lyt til podcasten Politichefens Hemmelighed: