Det har været en dramatisk weekend for digteren og folketingskandidaten fra Nationalpartiet, Yahya Hassan.

I weekenden røg han i klammeri med nogle unge på værtshuset Under Masken i Aarhus og blev senere anholdt af politiet. Natten til mandag blev han angiveligt truet på livet.

Yahya Hassan fortæller til Jyllands-Posten, at en bil med to mandlige passagerer forsøgte at køre ham ved Rådhuspladsen.

Digteren forsøgte at undslippe, men ifølge ham selv, kom det til klammeri mellem ham og de to mænd.

»De truede med, at de ville dræbe mig og tæske mig,« siger Yahya Hassan til Jyllands-Posten.

Han fik efterfølgende hjælp af en ansat i en 7-Eleven-butik, hvor en medarbejder ringede til politiet. Yahya Hassan gik derefter ud til de to mænd.

Politiet nåede senere frem til Rådhuspladsen, men historien melder ikke noget om, hvorvidt mændene blev fanget. Yahya Hassan fortæller til Jyllands-Posten, at ordensmagten besøgte ham omkring klokken 01.00 natten til mandag for at få mere at vide om optrinnet.

Politiet har ingen kommentarer til sagen.