Lige knap to millioner danskere har været inde og så deres årsopgørelse hos Skat, siden skat.dk fredag åbnede for muligheden. 

Det oplyser Jan Møller Mikkelsen, der er fagdirektør hos Skattestyrelsen. 

»Det er lidt lavere end de andre år,« siger han.

Når du siger, at det er lidt lavere end sidste år, hvad er så årsagen til det?

»Det er en testweekend, vi åbner i. De tal vi har på de to millioner logins, der er lidt færre end de andre år, det er, fordi vi i år og ligesom andre år tester og trimmer systemet, og derfor varierer logins hen over årene,« siger han. 

'Som Storebæltsbroen'
I alt kan 4,8 millioner nu se deres årsopgørelse for 2023, så det er lige under halvedelen, der har gjort det allerede i weekenden, inden den formelle åbning mandag. 

»Man kan sige, at det jo lidt er ligesom Storebæltsbroen, når vi alle sammen får sommerferie. Så er der kø ved broen, og det er der selvfølgelig også for at se ens årsopgørelse,« siger han. 

Sidste år fik 3,8 millioner borgere 25,5 milliarder kroner tilbage, fordi de havde betalt for meget i skat.  

Det svarer til cirka 6.600 kroner per borger.

Jan Møller Mikkelsen kan endnu ikke sige, hvad det præcise beløb, der betales tilbage fra Skat, bliver i år. 

Han vurderer dog, at beløbet bliver tæt på det samme som sidste år. 

»Det for tidligt at sige præcist, men vi forventer ikke, der er større ændringer,« siger han.