Hop på flyet og sig farvel til grå skyer og god dag til skinnende sol.  

Knap halvedelen af de danskere, der rejser i påskeferien, vælger at flyve til deres feriedestination. Men strejker, aflysninger og forsinkelser kan lægge en dæmper på feriestemningen.

Benedikte Bolvig Lund er advokat og leder af Flyhjælps lawsuitafdeling og ved, at det er vigtigt, at flypassagerer kender deres rettigheder, hvis deres fly bliver forsinket eller aflyst.

»Flyselskaberne er for det meste klar over, om de skal refundere penge eller ej i det øjeblik, de aflyser et fly. Flyselskaberne skal naturligvis oplyse passagererne om deres rettigheder, men det gør de oftest ikke, ikke før de bliver spurgt,« siger hun.

Netop i påskeferien, der for mange starter fredag, er det højaktuelt at se på rettighederne, hvis du skal på vingerne. 

45 procent af danskerne, der rejser i påsken, flyver til deres feriedestination, viser en undersøgelse af Kanter Media for Europæiske ERV. 

I Københavns Lufthavn forventer man omkring 1,5 millioner rejsende i løbet af påskeugerne. 

Det er mange rejsende, derfor er det en god idé at orientere sig i sine rettigheder på forhånd, forklarer Benedikte Bolvig Lund.

»Mange flyrejsende kender ikke deres rettigheder. For eksempel er mange ikke klar over, at de selv kan købe en billet i tilfælde af en flyaflysning og så få flyselskabet til at refundere omkostningerne til den nye billet, hvis selskabet ikke tilbyder et alternativ,« siger hun.

Flyhjælp, der blev stiftet i 2014 og i 2021 blev opkøbt af Flightright, har hjulpet flere end 400.000 flypassagerer, som i alt har fået mere end 400 millioner kroner i kompensation fra flyselskaberne.

Her er den nye B.T.-podcast 'Spar kassen':