Selv om store bededag ikke længere er en helligdag, holder rigtig mange danskere alligevel fri fra arbejde og tager ud at rejse.  

Det oplyser to rejseselskaber til B.T.

»Mange danskere holder stadig fri store bededag, og vælger at rejse afsted til mere sol og varme end foråret herhjemme pt. byder på,« siger Sofie Folden Lund, der er pressechef hos Spies. 

Hun tilføjer: 

»Vores charterrejser er 99 procent bookede hen over store bededag, hvor vi sender fly afsted både fra Bornholm, Sjælland og Jylland, og vi kan se, at der også er god efterspørgsel på storby-pakkerejser.«

Spies ser en stor forskel på pakkerejserne med afgang torsdag og fredag i den her uge sammenlignet med de seneste uger. 

»Derudover ser vi en stigning på hele 65 procent på pakkerejser med rutefly torsdag og fredag den her uge sammenlignet med de tre sidste uger – så vi kan godt bekræfte, at store bededag bestemt ikke er død i ferierejseøjemed,« siger Sofie Folden Lund. 

Sunweb Danmark oplyser, at omkring 95 procent af rejserne omkring store bededag er solgt.

»Afskaffelsen af store bededag har vakt stor debat, men noget tyder på, at danskerne beholder fridagen,« siger Jan Lockhart, som er Country Manager hos Sunweb Danmark.

Han uddyber: 

»Vi kan se i vores tal og statistikker, at efterspørgslen på rejser i weekenden omkring store bededag er rekordhøj og væsentlig højere end en almindelig forårsweekend.«

Sognepræst opfordrede til pjæk på store bededag. 

Læs reaktionerne på opfordringen HER.

Boligejere landet over venter utålmodigt på, at renterne begynder at falde. Hvad skal der til for, at det sker, og er der en udvej, hvis renterne forbliver høje? Få svarene i denne episode af B.T.-podcasten 'Spar Kassen'.