Onsdag formiddag smed Amazon en bombe på det danske tv- og streamingmarked.

Det skete, da man meddelte danskerne, at de fremover også skal have Prime Video for at kunne se alle kampe fra Premier League.

Prime Video har nemlig købt 38 livekampe fra den bedste engelske række pr sæson i de kommende fire år, og dermed bevæger streamingtjenesten sig ud i ukendt farvand, når det handler om Danmark.

Det konstaterer redaktionschef på B.T. Penge, Niels Philip Kjeldsen, ovenpå dagens nyhed.

»Det er et kæmpestort skridt ind på det danske marked for Amazon Prime Video,« siger han.

»Premier League er en af de stærkeste sportsrettigheder i Danmark, hvor betalingsvilligheden hos dem, der ser det, er meget stor. Så det er et markant skridt for Amazon,« forklarer Niels Philip Kjeldsen.

Han pointerer, at Amazon Prime-konceptet i andre lande er langt mere vidtrækkende, end det er tilfældet i Danmark indtil nu.

I eksempelvis USA indebærer det, at man i sit abonnement har adgang til en længere række af fordele, eksempelvis hurtigere levering af varer købt hos Amazons netshop.

»Sammenlignet med andre lande har Amazon Prime Video lidt været en sovende kæmpe i Danmark gennem mange år nu, fordi danskerne ikke har adgang til hele Prime-konceptet med levering,« siger Niels Philip Kjeldsen.

»I Danmark er Amazon Prime hovedsageligt en streamingtjeneste,« tilføjer han.

Og nu forventer han, at den offensiv over for danske kunder, som blev startet, da man købte ni tv-serier fra Viaplay i februar, vil fortsætte:

»Jeg tror, det her kan blive startskuddet til, at Amazon involverer sig noget dybere i det danske marked,« siger Niels Philip Kjeldsen.

»Helt generelt har der længe været snak i krogene om, at de her udenlandske kæmper – Apple Tv+, Amazon Prime Video eller DAZN – ville gøre noget på det danske sportsmarked.«

Han peger på, at eksempelvis DAZN var med i opløbet, da Viaplay og TV2 endte med at købe superligarettighederne fra denne sommer.

»Nu er Amazon så gået ind i Premier League-rettighederne. Det bliver interessant at se, hvordan det udvikler sig herfra,« siger Niels Philip Kjeldsen.

Har du hørt B.T.s nye podcast 'Spar Kassen', hvor vi hver uge ser på, hvordan du konkret kan spare penge?