Hold øje med slutafregningen. Og husk at tjekke om du skulle have penge til gode.

Opfordringen direkte til de danske forbrugere kommer nu fra Forsyningstilsynet efter en stikprøvekontrol hos i alt ti elleverandører.

For den gjorde det klart, at reglerne ikke nødvendigvis automatisk bliver fulgt, når en kunde skifter elselskab.

»Tilsynet viste, at halvdelen af de ti selskaber ikke havde levet op til lovgivningens regler for slutafregning,« siger Forsyningstilsynets direktør Carsten Smidt:

»Det er for mange og dermed også grunden til, at vi nu henvender os direkte til forbrugerne med information om reglerne og en opfordring til at holde ekstra øje.«

Forsyningstilsynet gennemførte undersøgelsen på baggrund af både henvendelser fra forbrugere og på grund af kritiske omtale i medier af elselskaber.

Alt sammen i et forsøg på at få et overblik over, hvordan kunder er stillet i forbindelse med et skift af elleverandør.

Ikke mindst økonomisk i forhold til at få udbetalt eventuelle tilgodehavender.

»Vi kommer i lyset af blandt andet resultaterne fra vores første stikprøvekontrol til at fastholde et skærpet fokus på det her område, da korrekte slutafregninger er afgørende for, at forbrugerne kan føle sig trygge, når de skifter elleverandør,« siger Carsten Smidt fra Forsyningstilsynet i en pressemeddelelse.

Fem af de ti elselskaber fik påbud, påtaler eller begge dele.

Sådan er dine rettigheder som elkunde:

  • Man har altid mulighed for at skifte elleverandør.
  • Højst seks uger efter et skifte af elleverandør skal man have en korrekt slutafregning med oplysninger om tilgodehavender.