I forbindelse med en konkurrence om flybilletter til Milano modtog vi på rejseredaktionen et hav af tips til storbyer rundt om i hele verden fra jer læsere. Vi bringer her et uddrag af dem.

1. München

»Besøg den olympiske by i München og slut af med en svømmetur i det olympiske bassin i Olympiahalle.«

Ole Rebien

2. Rom

Rom.
Rom. Foto: Iris
Vis mere

»Rom er en fantastisk by, men især vil jeg anbefale Trastevere området. Der er så hyggeligt. «

»Vi fandt en lille restaurant, som ikke så ud af så meget, men det var virkelig velsmagende italiensk mad. Vi kommer der gerne igen. Stedet hedder Monzu Vladi.«

Anna Klausen

3. Porto

»Vinologia på Rua de Joao 28-30 er en lille lokal vinbar med et højt kvalificeret personale, der ved alt om de mange flasker portvin, de havde på hylderne. Alle flasker er fra lokale producenter og der er til stadighed mere end 200 åbne flasker, der sælges glasvis.«

»Vi tog en guidet smagning og smagte super portvine, som vi vil huske meget længe - og så lige et stjerneglas til sidst. Meget dejlig oplevelse, og som et ekstra kuriosum har de en nabo i porten ved siden af, som elsker at danse. «

»Der står en skøn gammel dame med forklædet på, gang i ghettoblasteren og hofterne med sydamerikanske rytmer og så danser hun bare derudad med kæmpe livsglæde.«

Mariann Melhedegaard

4. Brasilia

»Selv om den ligger mere isoleret i forhold til storbyerne São Paulo og Rio, har Brasilia mindst ligeså meget at byde på, både i form af shopping, mad og kultur. «

»Brasilia har et fantastisk gademarked ved TV-tårnet, derudover er den bedste restaurant i Brasilia drevet af en dansker (restauranten Aquavit).«

Rachel Ellebye

5. Berlin

Berlin.
Berlin. Foto: Iris
Vis mere

»Som Berlin-fanatiker kan jeg anbefale min yndlingsrestaurant i Berlin. Restauranten hedder Ständige Vertretung og ligger Schiffbauerdamm 8. På stedet er der både udendørs og indendørs servering.«

»Den udendørs servering foregår langs med Spree og der er således direkte udsigt til Spree. Stedet fungerede frem til Murens fald som repræsentationslokaler for Østtyskland, og restaurantens vægge er rigt dekoreret med historiske fotos fra tiden fra 1945 til Murens fald. «

»Der er en hyggelig og afslappet stemning, og maden er god.«

Vibeke Sestrup

6. Budapest

»Budapest er en storby på godt og ondt med masser af mennesker og »turistfælder«. Men bliver man træt i hovedet af alt den leben, er der et lille tehus i en baggård til et af hovedstrøgene.«

»Indgangen til baggården er klemt inde mellem køkkenindgangen til en restaurant og (endnu) en taskeforretning. Straks man træder ind, er tempoet og stressniveauet sænket helt enormt.«

»Personalet er unge mennesker, der i den grad ved, hvad de sælger, og brænder for sagen. Betjeningen foregår på gebrokkent engelsk, men man får et udførligt menukort over alle stedet mange forskelligartede slags te – i ALLE afskygninger, varm, lunken, kølig eller kold – de har det hele.«

»Stedet hedder 1000 tea.«

Henrik Falkenfleth

7. Boston

»Mange ved ikke, der ligger en masse små øer lige uden for havnen i Boston, hvor der bl.a. er bådture ud for at se på hvaler. «

»Ude på øerne er der også ganske gode strande, som man har næsten helt for sig selv om sommeren.«

Heidi Rasmussen

8. Firenze

JT caffe på Piazza Pitti.
JT caffe på Piazza Pitti. Foto: Privatfoto
Vis mere

»Min mand og jeg har været utallige gange i Firenze gennem 40 år. Denne sommer opdagede vi JT caffe på Piazza Pitti, som åbnede 1.september 2014. Caféens motto er: Livet begynder efter kaffen.«

»Atmosfæren er skøn og afslappet. Æstetikken er i højsædet. Det indre af bistroen er indrettet oven på en antik gade, som kan ses gennem en glasplade i gulvet. Min mand bestilte roastbeef og jeg tartar. «

»Har stadig svært ved at beskrive, hvor delikat det smagte, ligesom vores tiramisu kunne ikke smage bedre. Maden blev serveret af et venligt og kompetent personale.«

Vibeke Knap

9. Madrid

»Rejser man til Madrid, kan det varmt anbefales at bruge lidt tid på at finde den lille sherrybar, La Venencia. Den ligger i en lille sidegade og kan være lidt svær at finde, da den udefra ikke ser ud af noget særligt.«

»Men indenfor gemmer sig smagfuld sherry, bl.a. Fino, Manzanilla, Amontilado og Olorosa. Hertil kan nydes et udvalg af lette tapas.«

»Baren er noget for sig. Der er spindelvæv i loftet, støv på de gamle sherryflasker, der ligger på hylderne, jordnøddeskaller på gulvet, der er overstrøet med sand, og stole og borde er gamle solide træmøbler.«

Kirsten Nielsen

10. Warszawa

Warszawa.
Warszawa. Foto: Iris
Vis mere

»Efter en lang varm dag med sightseeing i storbyen Warszawa er det perfekt at dyppe tæerne i de smukke springvand. Det er god stemning, nogle gange musik, og artister der optræder omkring, super velfungerende for børnefamilier, der har brug for en pause.«

Denis Jarzabek

11. New York

»Mit tip til en oplevelse i en storby er baren »Please don’t tell« i New York. Som navnet indikerer, er det en hemmelig bar. Den ligger i det trendy East Village, og indgangen til baren er via en lille hotdog restaurant.«

»I hotdog restauranten findes en telefonboks, og løfter man røret og melder sin ankomst, åbner en dør bag boksen, og man træder ind på den skønneste lille cocktail-bar.«

Nina Wiberg Møller

12. Milano

Duomoen på Piazza del Duomo i Milan.
Duomoen på Piazza del Duomo i Milan. Foto: Iris
Vis mere

»I Duomoen (katedralen) på Piazza del Duomo gik vi på taget af katedralen, som man enten kan komme op til med elevator eller trapper. Der er en fantastisk smuk udsigt, hvor man i klart vejr også kan se bjerge i klart vejr.«

Vivi Heron Hansen