Går turen til USA, bør man ikke snyde sig selv for at besøge små perler, herlige strøg og imponerende templer i afdelingen for amerikansk rockhistorie.

Nostalgien går i spænd med nutiden, når rockturisten besøger de amerikanske storbyer og søger legendariske spillesteder, guitarbutikker, musikgader og museer.

Har man blot en lille svaghed for den rytmiske musiks fortid, og samtidig gerne vil opleve andet end støvede arkiver eller kommercielle nostalgifiduser, er der adskillige gode bud på både vingesus og nutidigt spræl. Tag med til en stribe udvalgte hot spots og få også en top ti-liste til rockturistens USA-trip.

01: Austin - levende musik overalt


Texas’ hovedstad Austin kalder sig med klædelig ubeskedenhed for »The Live Music Capitol of The World«. Med god grund.

Austin er en moderne by med hightech-industri, stort universitet og orden i gaderne. En liberal oase og med på listen over amerikanske byer, der har succes med at tiltrække den kreative klasse.

Trumfkortet er den levende musik. Rock, blues, country, folk, pop, soul og meget mere har i årtier væltet ud af enhver bar, klub og restaurant. Ude ved The Auditorium Shores ved bredden af Coloradofloden står en statue af bluesguitaristen Stevie Ray Vaughan. Han døde for 20 år siden, men er om nogen blevet symbolet på musikbyen Austin. Byen, der kalder sig selv for »The Live Music Capitol of The World«, og som har noget at have det i.

Centralnerven hedder 6th Street i centrum af Austin. I modsætning til mange andre byer i Texas, og USA i øvrigt, har Austin nemlig et centrum. 6th Street er Jomfru Anegade gange 100. Et veritabelt tivoliland for underholdning og livemusik. Stort set alle barer og restauranter har bands på plakaten, og interiøret dufter af autenticitet, råt træ og fest i døgndrift. 

Austin har op mod hundrede spillesteder, og flere af dem med en lang historie. For eksempel Antone’s, hvor netop Stevie Ray Vaughan spillede sig op til stjernestatus, og hvor en lang række store bluesnavne har optrådt siden klubbens start i 1975.

Et andet legendarisk sted er Threadgill’s lidt uden for centrum, der har eksisteret siden 1933. Det var her, Janis Joplin begyndte sin karriere. Threadgill’s er restaurant og spillested, denne særlige og herlige amerikanske kombination, og især den country-orienterede musik stortrives her.

For slet ikke at tale om The Continental Club, der åbnede i 1957. I dag et musiksted med høj kvalitet og en herlig lokal stemning. Stedet var i øvrigt den første i byen til at præsentere »burlesque«-show i 60erne.

Hvert år i marts er Austin hjemsted for verdens største musikbranchefestival, »South By Southwest«, der kan fejre 25 års jubilæum i 2011. Her kan man opleve helt nye upcoming bands, og de giver alt, hvad de har i sig, for der befinder sig helt givet vigtige branchefolk blandt publikum. Man kan pludselig være til koncert med et stjernenavn, der dukker op på scenen, eller man kan opleve navne som Muse, Metallica og Iggy Pop på et mindre spillested.

Næste: Seatle - rockmuseum for de legesyge