Ferie i den stockholmske skærgård er svensk idyl, når det er mest idyllisk. Fra de livlige havne på de større øer til fuldkommen ro på de meget små. Rejseliv guider til fire forskellige øer, som man kan færgehoppe mellem på bare et par få timer.
24.000 øer. 30.000 øer. 40.000 øer.
Helt præcist hvor mange øer, rev og klippeskær, der er i den stockholmske skærgård afhænger lidt af, hvem man spørger. Det samme gælder spørgsmålet om, hvor mange af dem, der er beboede. Her er svaret alt mellem 200 og 2.000, afhængig om man tæller de øer med, som kun lægger klippe til et enkelt privatejet sommerhus.
Men faktum er, at selv om der kun bor cirka 10.000 mennesker fast i den stockholmske skærgård, er den stor. Så stor, at mange turister i Stockholm, der også lige vil se skærgården, nu de er her, aldrig når længere ud end til de øer, der ligger tættest på fastlandet.
Og det er synd, for i virkeligheden er der kun nogle timers sejlads til de yderste øer, og selv om det kan virke som lang tid at sidde og blomstre på en båd, er selve sejlturen ind imellem og forbi de mange klippeøer også en fin oplevelse.
Den stockholmske skærgård har fungeret som feriested for den svenske hovedstads indbyggere helt tilbage fra 1930erne. Først for de velhavende stockholmere, senere begyndte bystyret i Stockholm at købe jord på øerne til såkaldt rekreative områder. Formålet var at sørge for, at også almindelige mennesker kom ud og fik søluft i lungerne.
I dag har tusindvis af både stockholmere og svenskere fra andre dele af landet enten egen sommerbolig i skærgården eller holder ferie her.
Og med god grund – uanset om man er til feststemning og masser af mennesker, eller om man gerne vil holde ferie i et ensomt rødt træhus kun i selskab med bølgeskvulp og tavse træer, kan det lade sig gøre.
Her er ingen designerhoteller og michelinrestauranter – omend man kan både bo og spise guddommeligt – og uprætentiøst er kodeordet for de fleste af øerne. Naturen er allestedsnærværende, i form af bølgende græsenge, forrevne klipper, ranke fyrretræer og ikke mindst havet rundt om og imellem det hele.
Og så er det faktisk ikke ret svært eller tager ret lang tid at besøge flere øer på samme tur.
Vi har taget en rundtur til fire forskellige øer – plus to, hvor overnatningen er omdrejningspunktet.
Den livlige
VaxholmSpørger man øboerne længere ude i skærgården, er Vaxholm (som egentlig hedder Vaxön) ikke »rigtigt« skærgården – fordi øen er forbundet med fastlandet via bro og modsat mange af de mindre øer har både asfalterede veje og lyskryds.
Dette til trods er der masser af østemning på Vaxholm. I lystbådehavnen blandt andet med en række uprætentiøse butikker, som i virkeligheden bare er en samling træhytter, hvor skodderne hver morgen slås op, og is, juice og Ilse Jacobsen-gummistøvler med mere langes over diskene.
Hytterne ligger som et rødmalet træhegn mellem lystbådehavnen og molen, hvorfra færgen mellem Vaxholm og Rindö med minutters mellemrum afgår og lægger til, og danner på den måde et fint værn mod synet af evindelig færgetrafik.
Mere eller mindre konstant færgetrafik er der også rundt om pynten, hvor Vaxholmsbåtarna har anløbshavn. Vaxholm er knudepunkt mellem Stockholm og skærgårdsøerne længere ude, og man kan få hele dage til at gå med at sidde på en bænk på den brede havnepromenade og se på de mange både og passagerer, der kommer og går.
Meget belejligt er det også her, Vaxholms Hotell ligger – og fra hvis restaurant Matsalen på 1. sal man har byens bedste udsigt over havnen. Er man tilfreds med udsigt fra gadeplan (som også er fin), kan man skifte den lidt fornemme stemning i Matsalen ud med en mere afslappet og livlig i Kabyssen.
Snup et bord udenfor, og vælg en af fiskeretterne, hvis der skal mere end drinks på bordet.
Vaxholm er ikke kun havnen; byen er også værd at gå en tur i. Den gamle bydel har smalle, snoede gader og skæve huse, et hyggeligt lille torv, og ikke mindst den lillebitte og uturistede havn Norrhamn. Den ligger som et beskedent indhak på den nordlige side af Vaxholm og er omkranset af et hyggeligt grønt område på den ene side (perfekt til en picnic), og gamle fiskerhuse på den anden.
Det er også denne vej, man skal bevæge sig, hvis man vil drikke kaffe ved et hvidt havebord under æbletræer få skridt fra havet. Det foregår på Hembygdsgård, en tidligere gård, nu omdannet til café med plads til +200 mennesker i den store hyggelige have.
Det største ved Hembygdsgård er imidlertid ikke omgivelserne, men at man i disse omgivelser kan fylde sig med flere end 20 forskellige hjemmelavede kager – bagt fra bunden hver eneste morgen og serveret fra et kagebord så imponerende, at det er svært at vælge. Skal man have kokostærte, citronmarengs, kærlighedsmums? Eller det hele plus en kanelbulle og fire småkager og en muffin?
Orker man mere efter dette kagehimmerige, kan man tage den få minutter lange sejltur til Vaxholm Fortet på sin egen lille ø – det blev bygget af Gustav Vasa i 1500-tallet med det formål at forsvare Stockholm mod fjender, der kom ad søvejen. I dag fungerer det som museum.
Den populære
Grinda
Halvanden times sejlads fra Stockholm ligger Grinda. En af de mest besøgte øer i skærgården. Hvilket ved første øjekast kan virke lidt sært – i forhold til de mange både og butikker og mennesker på Vaxholm er her ingenting.
På begge sider af betonmolen er der skov, inde mellem træerne kan man skimte et par hytter – ellers er her bare en grusvej væk fra molen.
Grusvejen er Grindas hovedfærdselsåre, øen er mindre end to kvadratkilometer stor, og de eneste biler er dem, som øens ene hotel benytter til at transportere tungere gods.
Turister går. Fra færgelejet gennem skoven forbi en stor plæne og en iskiosk til et stort åbent område, domineret af en enkelt bygning. Det er øens omdrejningspunkt, Grinda Wärdshus, en smuk art deco-bygning, som blev bygget af Nobelkomiteens første formand, Henrik Santesson, i begyndelsen af 1900-tallet.
Senere blev den – sammen med øens vandrehjem og teltplads – brugt af stockholmere på ferie i skærgården, og i dag fungerer den som hotel og restaurant.
Bygningen ligger på en blød bakketop og danner en smuk baggrund for de turister, der har slået sig ned på den store plæne foran bygningen med madpakker, is eller bare med det formål at ligge i græsset og slappe af. For det er det, man gør på Grinda. Slapper af på en af plænerne eller bader fra en af øens tre strande.
Er man aktiv, går man også en tur ad den knapt tre kilometer lange natursti gennem skoven, eventuelt med en afstikker til øens højeste punkt på 35 meter.
Og er man sulten, slår man sig enten ned på terrassen på Grinda Värdshus til en lækker (men dyr) frokost, køber lidt ind i øens lille (og eneste) butik, der sælger alt, hvad især overnattende på vandrehjemmet, i hytterne og på campingpladsen måtte have brug for, eller finder vej til Hemviken, øens lille lystbådehavn, hvor caféen Hamnkrog ligger.
Det sidste er der mange, der gør. Caféen er bygget ovenpå klipperne langs havet, så når man enten sidder ved borde eller flyder på sofaer på den hyggelige træterrasse, er der bølgeskvulp under en.
Det er den slags ø-liv, der får ens puls helt ned.
Den - meget - rolige
Gallnö
Hvor Grinda er velbesøgt, er Gallnö, et kvarters sejlads væk, lidt overset. Og det selv om konceptet stort set er det samme: ingen trafik, ingen natklubber, ret beset intet andet end ro. Så meget ro, at man føler, man er havnet midt i en af de Astrid Lindgren historier, hvor solen altid skinner, og verden er ejegod.
Man hopper af færgen og bevæger sig hen ad det knasende grus på vejen, forbi vajende græsmarker, grønne skove, drøvtyggende køer og knaldrøde træhuse med det svenske flag i flagstangen. Det bliver ikke mere idyllisk.
Gallnö er cirka 10 kvadratkilometer stor. Den kan prale af godt 25 fastboende samt en hel del private sommerhuse, ejet af blandt andre stockholmere, der i sommerhalvåret skifter bykaos ud med øliv. Ligesom på Grinda er her en natursti, man kan gå en tur på, selv om det er sjovere bare at følge en af de små stier og se, hvor man ender – sandsynligvis på nogle klipper ved havet, man kan bade fra, og hvor der ikke er andre mennesker.
Og så er her vandrehjemmet og baren. Begge steder – samt en café og en lille butik – er drevet af to unge svenske gutter, som for nogle år siden overtog turismen på Gallnö. Turismen i bogstaveligste forstand, for butikken, cafëen, baren – der også fungerer som restaurant – og vandrehjemmet ér, bortset fra en campingplads, turisters eneste mulighed for at handle, spise og sove på Gallnö.
Og det er alt rigeligt.
Det hyggelige vandrehjem er øens tidligere skole, caféen er indrettet i en charmerende lavloftet hytte, og baren ligger fem skridt fra havet og under åben himmel.
De to unge svenskere mødte hinanden på en rejse i Østen, og hvor man på resten af Gallnö føler sig hensat til 1950ernes Sverige, giver baren her associationer til en strandbar i Thailand. Dæmpet loungemusik. Stribede liggestole i sandet ved vandet, hvori man kan nyde sin mojito (som her hedder »voksenlemonade«). En bar spækket med sjove loppefund og med detaljer som menuen skrevet på en gammel vinduesrude med sprosser.
Det kunne være kikset, men det er det ikke, den afslappede Østen-stemning går ualmindeligt godt i spænd med svenske detaljer som varmrøget laks på menuen, hvide borde og bænke under æbletræerne, og den gamle fiskerhytte på badebroen, der fungerer som overdækket restaurant, hvis vejret er dårligt.
Efter maden bliver man hængende i baren med en øl eller drink, småsnakker med de andre gæster, ser dagens sidste solstråler farve sivene i vandkanten orange. Gallnö er sådan et sted, man har lyst til at blive – udelukkende med det formål at lave ingenting.
Den for sejlerne
Sandhamn
Sandhamn ligger så langt ude i skærgården, at bevæger man sig længere østpå, er næste stop Litauen.
Det betyder dog ikke, at øen (som i parentes bemærket hedder Sandö, mens Sandhamn blot er navnet på havnen), er en forladt og vindomsust klippe. Tværtimod er der masser af liv i Sandhamn, både fra de godt 100 fastboende på øen, fra turister, der har taget den cirka tre timer lange sejltur gennem skærgården fra Stockholm, og fra de mange, der er kommet hertil i egen båd.
Især sidstnævnte fylder meget i øbilledet. Sandhamn er kendt som en sejlerfavorit på grund af den store lystbådehavn, de gode forhold for sejlere og de derfor hundredvis af sejlskibe i alskens størrelser og modeller, der om sommeren ligger side om side i lystbådehavnen.
Af samme grund er der en del leben på øen. På den afslappede måde. Hovedgaden er en grusvej på godt 500 meter fra Sandhamn Seglarhotell og lystbådehavnen i den ene ende til den flere end 300 år gamle restaurant Sandhamns Värdshus i den anden.
Undervejs passerer man et par butikker (primært med mærketøj til sejlerfolket), caféer og ikke mindst molen, hvor færgerne fra fastlandet med jævne mellemrum lægger til med nye passagerer og gods – og er byens naturlige samlingspunkt, hvor man kan bruge lang tid på bare at sidde på en bænk og studere de nyankomne.
Selv om hovedgaden er hyggelig, er Sandö dog mere end bare den. Øen er en sandø (deraf navnet), og tager man en gåtur forbi den lille by Trovill på den sydlige del af øen (turen er cirka to kilometer hver vej), kan man bade fra sandstrande - lidt af et særsyn i den ellers meget klippefyldte skærgård. Og vil man have uforstyrret natur, er det bare at følge en af de små vandrestier ind i skoven midt på øen.
Man kan også tage en slentretur væk fra hovedgaden i selve Sandhamn, her er små, røde træhuse og blomstrende træer i haverne. Kun Sand Hotell på toppen af bakken stikker med sin elegante fremtoning i hvidt murværk og sort tegltag lidt ud fra den øvrige bebyggelse.
Man kan, hvis man er her på en dagstur, se hele byen på to timer, inklusiv kirkegården og fiskerhytterne på den anden side af pynten og et besøg hos bageren. Som i øvrigt laver voldsomt gode kanelbullar – det er alle turister dog tilsyneladende blevet informeret om, så undgå at komme samtidig med en større gruppe; der er kun plads til fem mennesker i butikken ad gangen, så det bliver hurtigt klaustrofobisk. Og spring kaffen over, den er ikke pengene værd.
Det er til gengæld et besøg på det lille museum, anlagt i det, der tidligere var et vaskeri, og som fortæller om øens historie. Blandt andet, at øen i 1920erne var centrum for spritsmugleri, og at forfatteren August Strindberg var vild med Sandö og fandt inspiration til mange af sine romaner og teaterstykker her. Gå i den forbindelse ikke glip af et besøg på Strindbergsgården – en café på »hovedgaden« med en vanvittig charmerende have.
Fokus på overnatningen
Island Lodge
Island Lodge er meget langt fra traditionel Astrid Lindgren-idyl. Her er konceptet luksuriøse safaritelte, måltider af lokale råvarer – og ro.
Meget ro, for Island Lodge er eneste »beboer« på den lille ø Bergholmen, og her er ikke andet at lave end at være i naturen. I skoven eller ved vandet.
Lodgen består af syv 18 kvadratmeter store eksklusive safaritelte med brændeovn, luksussengetøj og kig til stjerner, hav og fyrretræer, en »badestue« i havkanten, samt et fælles spiseområde under en stor teltdug, som fjernes, når vejret er godt, så man spiser under åben himmel.
Og netop maden er en essentiel del af opholdet. Brugen af lokale råvarer er som nævnt et gennemgående tema, og er man ikke allerede kommet ned i gear af fraværet på byliv og -larm, kommer man det, når man går ombord i en forrygende omgang varmrøget laks med nye kartofler og kun forstyrres af lyden af bølger, der slår mod klipperne, og skræppende havfugle.
Bag den på disse breddegrader usædvanlige boform står norske Torkild Berglund og svenske Kristina Bonde, sidstnævnte har i mange år boet i det sydlige Afrika, hvor idéen til safaritemaet kommer fra.
Som en ekstra krølle på halen er Bergholmen en tidligere militærø, hvilket man ved selvsyn kan konstatere, hvis man går en tur om på øens nordside og ser de vældige ståldøre bag hvilke, der gemmer sig depotrum sprængt ind i klipperne.
Pris per nat inkl. forplejning fra 3.000 kr. per person. 10 minutter i taxibåd fra Vaxholm.
Djurönäset
Vil man gerne kombinere den fine natur med de faciliteter, der hører til et »rigtigt« hotel, er Djurönasset på øen Djuro et godt bud.
Hotellet er ganske vist primært et konferencehotel med alt, hvad dertil hører af halvsterile møderum og anonyme hotelværelser, men man har tydeligvis forsøgt at gøre stedet specielt – på den gode måde – med flere forskellige tiltag, der tager udgangspunkt i hotellets fabelagtige beliggenhed øverst på en skrænt og med udsigt til skærgård alle vegne fra.
Gå (eller løb) for eksempel en tur ad en de tre anlagte stier rundt på hotellets område, snup en lur i en af hængekøjerne i haven, spis fisk eller skaldyr på den uprætentiøse Sjöboden helt nede ved havet (og tag en drink i den udendørs bar bagefter) eller book den hyggelige Badstuen med sauna, hot tub og direkte adgang til det kolde dyp i havet.
Herudover er der på hotellet blandt andt en indendørs swimmingpool og en prisbelønnet spa-afdeling – og en fin restaurant. Tag eventuelt kaffen eller et glas vin ude på terrassen foran restauranten, udsigten er næsten overjordisk.
Djurö er forbundet med fastlandet via en (smuk) bro. Der kører busser til og fra Stockholm, turen tager under en time. Pris per nat fra 800 kr.
