Vi danskere bliver stadig vildere med ferier, der er fysisk udfordrende. Rejseliv.dk har her samlet fire oplevelser, der nok skulle kunne få pulsen op.

01 Mountainbike i Pyrenæerne

Når sneen forsvinder fra det andorranske skiområde Vall-nord, fortsætter skilifterne med at køre. Hen over sommeren forvandles Pyrenæernes største ski-destination til et mekka for downhill mountainbikere.

Næste: 02 Rafting i Beitostølen

Jeg når lige akkurat at dreje styret på min mountainbike tids nok til at vige uden om et kæmpe fyrretræ, der står solidt plantet på jorden.

I hastig fart drøner jeg videre, mens jeg ånder lettet op, men 20 meter længere fremme får jeg pludselig øje på næste udfordring.

Forude truer en smal træ-bro, som snor sig mellem skovens tætte træer, og inden jeg når at trække bremsen, befinder jeg mig i balancegang på den nervepirrende forhindring. Broen er ikke mere end en halv meter bred, og jeg kommer hurtigt ned i fart, så jeg undgår at køre af de sammentømrede stykker træ og falde ned.

I løbet af ingen tid har broen hævet sig tre meter over skovens hårde bund, men efter kort tid har jeg igen fast grund under hjulene og kan lige få pulsen ned, inden jeg bliver kastet hovedkulds ud i næste udfordring.

Iført integralhjelm og skinnebensbeskyttere har jeg givet mig i kast med én af de mange ruter, der løber fra hovedliftens endestation mod dalen i skiområdet Vallnord.

Som i alpint skiløb indikerer rutens farve, hvilken sværhedsgrad der er tale om, og mens de grønne og blå ruter er relativt lette at gennemkøre, er de røde mere avancerede. De sorte ruter, som er direkte skræmmende for førstegangsbesøgende, byder blandt andet på nervepirrende hop, skarpe og uventede sving samt halsbrækkende nedfarter. Og så er det også her, man har mulighed for at stifte bekendtskab med én af de såkaldte woodparks, der er opført i området.

Min guide, Oscar, fører an, mens vi drøner ned ad en rød rute, og da han pludselig laver en afstikker, er jeg nødt til at følge med.

Inden jeg får set mig om, befinder jeg mig midt på en sort rute, og forude ser jeg, hvordan sving, kurver, hop og broer i træ rejser sig. Underlaget på disse trækonstruktioner er hurtigt, men også særdeles glat, så under passagerne gælder det om at holde balancen og retningen og samtidig røre mindst muligt ved bremsen, så cyklen ikke skrider ud.

Woodparks er især kendt fra canadiske Whistler, som af mange anses for det absolut ypperste inden for downhill mountainbiking. I Andorra gør man også meget for hele tiden at designe nye ruter og svære forhindringer til de mest krævende ryttere, og dette har resulteret i, at Vallnord af mange kaldes Europas Whistler. Men det er ikke kun eksperterne, der tilgodeses i Vallnord, her er nemlig ruter for alle, og vælger man en grøn nedfart, kan man sagtens komme helskindet ned og samtidig få en sjov oplevelse.

Det rette udstyr gør det endnu lettere at komme sikkert ned ad de smalle singletracks. Med sit lave tyngdepunkt, lange stel og effektive suspensionsystem forcerer downhill-mountainbiken uden problemer sten, V-formede fordybninger og tværgående rødder, og selv i meget vanskeligt terræn er det forholdsvist let at holde retningen.

Hurtigt opdager jeg, at der skal meget til, før cyklen for alvor kommer ud af kurs, og i takt med, at min fortrolighed øges, begynder jeg at lege med terrænet og de indbyggede forhindringer i træ.

Da woodparken er tilbagelagt, søger vi tilbage til den røde rute, og her fortæller Oscar, at sikkerheden prioriteres højt i Vallnord. Han pointerer, at folk generelt kører fornuftigt, men skulle uheldet være ude, kan man hurtigt tilkalde én af de fire cyklende pistekontrollører, der altid er til stede i området.

Alle nedfarter har navne, og hvert sving har bestemte koordinater, så den firhjulede redningscrosser eller helikopteren kan hurtigt dirigeres hen til ulykkesstedet.

Grundet pålideligt udstyr, en dygtig guide og ikke mindst en god del ærefrygt, når jeg heldigvis helskindet i bund, og jeg forstår med det samme, hvorfor området i weekenderne er flittigt besøgt af gæster, der valfarter hertil fra Spanien, Andorra, Schweiz og Frankrig.

Vallnord er én kæmpe legeplads, og stedet er uden tvivl et besøg værd for alle, der søger adrenalinkicks, sjove udfordringer, høj fart og tekniske passager.

Mountainbiking i Vallnord


Udlejning af cykler: Det koster omkring 50 euro pr dag for cykel samt det obligatoriske beskyttelsesudstyr. Liftkort koster omkring 20 euro dagligt i sommersæsonen.

Web: picnegre.com

Hotel i Andorra: For eksempel Hotel Magic i La Massana, der ligger under 100 meter fra skiliften. Hotellet har alle tænkelige faciliteter til afslapning efter cykelturen: pool, jacuzzi, restaurant, bar og massage.

Parkens hjemmeside: vallnordbikepark.com og vallnord.com

Andorras andre aktiviteter: skiandorra.ad

Næste: 02 Rafting i Beitostølen