Harry Potter er for længst blevet til mere end litteratur og biograffilm. Her er fem steder, hvor du kan opleve alt fra filmkulisser til forlystelser i troldmandens navn.

1. De originale filmkulisser

Siden sidste år har man i Warner Brothers Studio nord for London kunnet se nærmest ALT, hvad der blev kunstigt skabt til den populære filmserie.

Alle indendørsscenerne i serien blev indspillet i filmstudierne ved den lille by Leavesden 40 km nord for London centrum, og det er ren nørdet fryd at bruge flere timer på stedet.

Først ser man en kort introduktionsfilm, og når lærredet ruller op, inviteres man direkte indenfor i den store spisesal på Hogwarts. Ærefrygtindgydende detaljeret bygget op ligesom miniaturemodellen af Hogwarts, som man møder senere på turen. Modellen er lavet i størrelsesforholdet 1 til 24, hvilket betyder, at den fylder en gymnastiksal.

Der er også mulighed for at se Dumbledores kvarter og en masse andre steder på Hogwarts. Man har virkelig gjort sig umage med at gemme parykker, monster make-up, biler, motorcykler og dobbeltdækkerbus, og man kommer så tæt på tingene, at man næsten kan røre dem, men det må man naturligvis ikke.

Man skal booke billet på forhånd til et givent tidspunkt, hvilket sikrer stedet mod at bliver alt for oversvømmet af fans fra hele verden, hvoraf ganske mange er klædt ud som Harry og vennerne.

2. Locations i London

Indendørsscenerne i filmserien er optaget i filmstudier, men udendørs blev man nødt til at bevæge sig rundt i Storbritannien for at få en troværdig baggrund til det fantasifulde fantasyunivers.

Hovedstaden London spiller en stor rolle. Det er f.eks. på King’s Cross Station – den flotte gamle togstation fra 1852 – at Harry Potter og vennerne finder platform 9 ¾, så de kan tage toget til trylleskolen Hogwarts. Ikke meget af selve filmen er indspillet her, men sjæle med flair for turisme har lavet et sjovt lille moment, hvor en bagagevogn stikker ud af en mur a la den, som Harry Potter forsvinder ind i for at begive sig mod Hogwarts.

Af andre steder i London, der optræder i Harry Potter filmene, er bl.a. Big Ben og London Zoo, hvor Potter for første gang møder slanger, og undergrundsstationen Surbiton, der i en af filmene er forvandlet til en undergrundscafé.

Over floden Themsen går i dag stadig The Millenium Bridge, der ellers blev vredet midt over af de mørke kræfter i den sjette film »Harry Potter og halvblodprinsen«.

Energien i scenen er naturligvis skabt med special effects, og netop effekterne er vigtige i Harry Potter filmene som den kraft, der kan få både studieindspilninger og scener i den virkelige verden til at blive magiske. Hvis man har scenen, hvor Millenium Bridge bliver til krummer, i hukommelsen, når man går over broen, går man en smule hurtigere.

3. Locations i hele Storbritannien

Harry Potter blev ikke kun optaget on location i London. En stribevis af scener er filmet uden for ældre bygninger i f.eks. Oxford. I universitetsbyen har man også brugt Christ Church på Oxford University som inspiration til spisesalen på Hogwarts.

Og for at give billetkøberne en idé om, hvordan Hogwarts var inden for ringmuren, men uden for stuer og sovesale, brugte man også flere steder i haver og smågårde på Gloucester Cathedral, der også før Harry Potter kom til, var værd at besøge.

I dag er besøgstallet på Gloucester Cathedral fordoblet på grund af filmserien, men da der blev ansøgt om at optage her, var mange i menigheden i tvivl, fordi man ikke anså indholdet i Harry Potter som foreneligt med kirkens tro.

Der blev dog i sidste ende sagt ja, og især de overdækkede gange ved kirkens kloster kom i spil i film nummer et, to og seks.

Af mere moderne lokaliteter i filmserien er bl.a. tunnellerne under Mersey-floden i Liverpool, hvor en del flugtscener i de sene film blev til.

4. Forlystelsespark på japansk

»Pirates of the Caribbean«-filmene blev til en hel filmserie med inspiration fra en forlystelse i Disneyland. En unaturlig vej i fødekæden, skulle man mene.

Så er der mere raison i, at Harry Potter-filmene har født idéen om »The Wizarding World of Harry Potter«, der åbnede i forlystelsesparken Universal Studios i Osaka i Japan i sommer.

Som en helt ny del af Universal Studios er Harry Potter parken et stort område, hvor man kan gå amok i troldmanden. Man kan smage butterbeer – eller ingefærøl, som det blev oversat til på dansk – og shoppe vittigheder, tryllestave, slik og naturligvis få taget billeder til scrapbogen med et tog, der ligner Hogwarts ekspressen.

Der er en rutsjebane til de mindre børn, mens hovedattraktionen er »Harry Potter and the Forbidden Journey«, hvor man i en 4D forlystelse flyver med Harry Potter.

Universal Studios i Hollywood åbner i løbet af 2016 en forlystelsespark i stil med parken i Japan.

5. Med toget i Skotland

Man skal helt til Skotland for at finde det lokomotiv og tog, der er blevet oftest vist i Harry Potter-filmene, og man skal også derop, hvis man vil prøve at køre i mange af de scenerier, der vises i filmene.

The Jacobite Steam Train kaldes lokomotivet, der over gamle broer og forbi grønne bjerge kører en distance på 65 kilometer fra Fort William til Mallaig i The Highlands of Scotland, og man kan altså køre den dobbelte distance, hvis man tager med hele vejen tilbage igen.

På vejen vil man komme forbi steder som Loch Eil og Glenfinnan Viaduct med sine 21 flotte buer. Det er ved Glenfinnan Viaduct, at Harry Potter og Ron kommer for sent til deres tog, og i stedet flyver af sted i en bil. Det er også på denne viadukt, Harry og Ron kommer i kamp med Voldemorts dementorer.

Man har brugt mange locations i samme område i filmene, bl.a. vandfaldet Steal Falls, hvor Harry slås mod en drage i »Harry Potter og flammernes pokal«.

Scenerne ved Hagrids sten er indspillet ved Glencoe bjergene, der også flere steder i serien gør det ud for udendørsområderne tæt på Hogwarts. Og det er på Loch Eilt, at Hagrid skiber sten på tværs af vandoverfladen.

Toget kører mellem maj og oktober. En returbillet koster cirka 320 kr.

Info om de 5 oplevelser:

1. Warner Brothers Studio Tour

2. King’s Cross Station m.m.

  • Hvor: Euston Road, London

3. Gloucester Cathedral m.m.

  • Hvor: 12 College Green, Gloucester

4. The Wizarding World of Harry Potter

5. The Jacobite Steam Train