Den græske ø kan prale af mindst 300 årlige solskinsdage. Rhodos kan udover det prale med krystalklart badevand, historiske monumenter og lave leveomkostninger.

1. Den historiske

  • Hvad: Middelalderbyen/Den gamle by
  • Hvor: Bag de gamle fæstningsmure ved siden af Mandráki-havnen og den nye by.

Rhodos er ikke bare sol, strand og charter. Øen har en lang historie bag sig og har blandt andet Europas bedst bevarede middelalderby, bygget af Johanniterordenen tilbage i 1300-tallet.

Bag byens mure finder man et utal af turistboder, som sælger alt fra souvenirs til kopi- og lædervarer. samt adskillige caféer og restauranter, der typisk serverer fisk, klassiske græske retter og pasta/pizza.

Efter en lang dag på stranden er den gamle by et oplagt sted at gå på opdagelse efter et godt aftensmåltid i charmerende omgivelser. Tjenerne står side om side ud til gaden og forsøger ihærdigt at bænke de mange forbipasserende turister.

Kunsten er at navigere udenom de mange turistfælder og finde de lidt mere afsides taverner, hvor man til generelt lavere priser kan nyde alt fra tzatziki til dybstegt blæksprutte. Et godt udgangspunkt er, at en græsk salat ikke skal koste meget mere end 5 euro.

Bevæger man sig lidt væk fra de travle hovedtorve, er det let at fare vild i de mange labyrintiske, smalle sidegader og stræder – pludselig vil man støde på en mindre overrendt plads med små familiedrevne restauranter, og færre turister.

I den gamle by finder man desuden stormestrenes palads, som korsridderne i sin tid byggede. Det er dog mere en kopi af det oprindelige palads, som blev restaureret af Del Vecchi i 1937-1939, da store dele af det originale palads i 1856, under osmannernes herredømme, blev sprængt og beskadiget.

2. Den til søs

Mandráki havnen.
Mandráki havnen. Foto: Monica Steffensen
Vis mere

  • Hvad: Mandráki havnen
  • Hvor: Den nordligste havn på øen, beliggende på østkysten.

Ved indsejlingen til Rhodos’ Mandráki-havn ses i hver side to hjortestatuer; en hjort og en hind. Hjortene er øens vartegn, da det siges at de med deres lugt har drevet slangerne væk fra øen, der tidligere var plaget af dem.

Langs havnen finder man udflugtsbåde, der dagligt sejler til andre øer som Kos og Sími, langs kysten og til Tyrkiet. Alle øer er forbundet med bådtransport, så man bør ikke snyde sig selv for et besøg på en af de nærliggende græske øer.

Priserne varierer en del, så det kan betale sig at se sig omkring, før man betaler overpris for den første og den bedste.

Blandt andre sejlturen til Lindos er utrolig smuk og er en mulighed for at spotte delfiner undervejs langs østkysten. Det er typisk en heldagsudflugt, da sejlturen i sig selv varer et par timer, med stop langs kysten undervejs. Der er ca. 40 minutter til Sími med katamaranfærge og to og en halv time til Kos.

Der er også mulighed for at tage med en af dykkerbådene ud at dykke i Det Ægæiske Hav under ledelse af erfarne dykkerinstruktører.

Hvis man ikke er til de lange sejlture, kan man nøjes med en aftensejltur langs kysten ud for Rhodos by og se den gamle by og havnen med lys på – som på postkortene.

Ved siden af Mandráki ligger markedspladsen Nea Agora samt Emborio- og Akantia-havnen, hvor krydstogtskibene lægger til.

3. Den undersøiske

Rhodos akvarium.
Rhodos akvarium. Foto: Monica Steffensen
Vis mere

  • Hvad: Rhodos akvarium
  • Hvor: På spidsen af øen, hvor Windy Beach og Elli Beach mødes.

Designet af Armando Bernabiti og opført i 1935 under det italienske styre; det daværende institut for hydrobiologi er i dag museum, akvarium og forskningscenter, og her kan man få et indblik i livet under overfladen af Det Ægæiske Hav og Middelhavet.

Museumsdelen byder på en udstilling af hajer, mindre hvaler, mm., og når man fortsætter ind til akvariet, føles det som at træde ned i en undersøisk grotte eller drypstenshule. Gulvet er belagt med småsten, og væggene er dekoreret med ægte konkylier og muslingeskaller.

Herinde kan man i bassinerne se muræner, rokker, søstjerner, søanemoner, havskildpadder og en række forskellige fiskearter; store som små. Her kan man se rokkernes nærmest smilende, søde ansigter, når de nysgerrigt svømmer op langs glasset og hilser på.

Et besøg på akvariet er et sjovt og lærerigt lille indslag på ferien, som både voksne og børn vil finde spændende.

Har man ligget på stranden det meste af dagen, er en lille gåtur langs strandpromenaden og op til akvariet rart til en afveksling. Entré koster 5,50 euro, og 2,50 euro for børn og studerende. Akvariet syner ikke af så meget udefra, men er bestemt et besøg værd.

4. Den græsk-idylliske

Lindos.
Lindos. Foto: Monica Steffensen
Vis mere

  • Hvad: Lindos
  • Hvor: ca. 55 km langs østkysten fra Rhodos by.

Lindos, også kendt som den hvide by, er sammen med Den Gamle By en af Rhodos’ hovedattraktioner. Den ligger på østkysten ca. 55 km fra Rhodos by. Her finder man den berømte, idylliske by med de hvidkalkede huse, og selvfølgelig Akropolis, som rager op over byen på en klippetop.

I 1904 blev området omkring Akropolis udgravet af de to danske arkæologer Christian Blinkenberg og Karl Frederik Kinch, som blandt andet fandt den lindiske tempelkrønike.

Lindos er billedskøn, og selvom vinden er svag, varmen bider, og her kan synes mere hedt end på spidsen af øen og i Rhodos by, er den hvide by og det gamle Akropolis en oplevelse man ikke må snyde sig selv for.

Man kan komme hertil via land og vand, enten ved at tage med en af udflugtsbådene fra Rhodos by eller leje en bil og køre selv. Der kører også bus hertil, men det kan godt blive en varm fornøjelse.

Når solen brænder allermest, og man er faret vild i de små gader og stræder tilstrækkelig mange gange, kan man søge ned mod bugten og tage sig en dukkert ved den smukke, lille sandstrand for foden af bjerget. Her lægger de små både til, når de kommer sejlene med turisterne fra Rhodos by.

Restaurant-priserne er generelt en anelse højere, end de er i Rhodos by, men her er mange fine tagterrasser at vælge imellem, og udsigten over bugten og klipperne er fantastisk. Gaderne i den hvide by er bilfri, så man parkerer (gratis) et lille stykke herfra og går det sidste stykke vej.

5. Den eksotiske

Tsambika stranden.
Tsambika stranden. Foto: Monica Steffensen
Vis mere

  • Hvad: Tsambika strand
  • Hvor: ca. 26 km langs østkysten fra Rhodos by.

Har man fået nok af de to stenstrande ved Rhodos by, Windy Beach og Elli Beach, og sukker efter eksotisk sandstrand, bør man pakke en strandtaske og drage mod Tsambikas azurblå badevand og naturskønne omgivelser.

Stranden er en af øens absolut bedste, og kommer man for eksempel som familie med små børn, bør man leje en bil (ca. 50 euro pr. dag) og gøre stop her.

Tsambika er også et oplagt stop på vejen til Lindos, da den ligger lige midt imellem Rhodos by og Lindos.

På Tsambika er vandet krystalklart, sandet fint og stranden omgrænset af smukke bjerge. Stranden er desuden familie- og børnevenlig, da man skal et langt stykke ud i vandet, før der bliver dybt, og samtidig oplever man små fisk, der svømmer omkring i stimer.

Man kan leje solsenge, nyde godt af de mange vandsportsfaciliteter, stranden byder på, eller samle kræfter i varmen til at gå de ca. 300 trin op ad bjerget til Tsambika-klostret, hvor en fantastisk udsigt venter.

Langs stranden finder man et udvalg af restauranter, caféer og endda et lille supermarked. Her ligger ingen store hoteller, så turister kommer til fra hele øen, typisk med bus, lejet bil eller scooter. Også de lokale grækere tager hertil for at nyde det fantastiske badevand.

Er man i bil, bør man standse ved en af de charmerende små taverner, der ligger ud mod hovedvejen, kort efter hvor man drejer ned mod stranden. Herfra kan man nyde en is på terrassen med udsigt over stranden og bjergene. Der er gratis parkering lige ned til stranden. Sandet brænder, så husk sandalerne!

Bemærk, at priserne i denne artikel er fra før den nylige momsforhøjelse i Grækenland.