Las Vegas er ikke kun for de spilleglade, men også de madglade. Byen er kendt for at tiltrække berømte kokke, og med sine mere end 4.000 restauranter har byen noget for enhver smag – og budget

1 Byens bedste buffet

Hvad: Bacchanal Buffet

Hvor: Caesars Palace, 3570 Las Vegas Boulevard South

Info: caesars.com/caesars-palace/restaurants/bacchanal-buffet

Las Vegas er kendt for sine enorme buffeter – en af dem er brunchbuffeten på Caesers Palace, Bacchanal Buffet, som flere gange er blevet kåret som byens bedste buffet. Normalt er jeg ikke stor fan af buffeter, fordi mængden af mad gør det uoverskueligt, man henter maden i etaper og spiser sjældent sammen, og kan man nu være sikker på, at maden er frisk? Det sidste kan man være rimelig sikker på her på Bacchanal, hvor der hele tiden bliver fyldt op i buffeten for at kunne bespise de 600 gæster, der er plads til i den 2.000 kvadratmeter store, moderne indrettede og lyse restaurant. Det kan anbefales at bruge tid på at gå hele buffeten igennem, inden man tager for sig af de mere end 500 retter fra hele verden. Her er alt fra Eggs Benedict, miniburgers, havregrød og gnocchi til empanadas, sushi, nuddelsuppe og forårsruller samt en gigantisk fiskebuffet med skaldyrssalater og hummere og krabber, der ligger smukt stablet på is.

Når man har spist sig gennem de forskellige etniske køkkener, er der et overdådigt kagebord at kaste sig over - og er der ikke plads til mere, er det en oplevelse bare at iagttage de smukke konditorkager i alverdens farver.

2 Middag med udsigt

Hvad: Top of the World

Hvor: The Stratosphere, 2000 Las Vegas Boulevard South

Info: topoftheworldlv.com

Den højeste bygning i Las Vegas er et 350 meter højt tårn, som, udover casinohotellet Stratosphere, rummer restauranten »Top of the World«. Det er helt fantastisk at sidde 243 meter over jorden og opleve spillebyens imponerende lyshav i aftenmørket, mens man nyder en veltilberedt steak og et godt glas rødvin.

Og eftersom restauranten roterer, får man mulighed for at se Las Vegas fra alle sider. men det betyder også, at man lige skal være opmærksom på, at man ikke sætter sin taske på det niveau, der roterer, hvilket jeg åbenbart gør, men den flinke tjener henter den diskret tilbage, inden den er kommet særlig langt. Men der er flere overraskelser:

Midt under middagen kommer en person pludselig susende forbi uden for vinduet, og vi er lige ved at få bøffen galt i halsen, men det viser sig – heldigvis – at vedkommende hænger i en elastik og springer bungy­jump fra toppen af tårnet.

Efter 80 minutter har vi drejet 360 grader og er tilbage, hvor vi startede, og det passer lige med, at vi kan tage endnu en runde sammen med desserten. Maden er udmærket, men det er absolut udsigten, der gør stedet til noget særligt.

3 Gourmet-burger

Hvad: Gordon Ramsay BurGR

Hvor: Planet Hollywood Resort & Casino, 3667 Las Vegas Boulevard South

Info: caesars.com/planet-hollywood/restaurants/ramsay

Godt nok sidder der et brudepar midt i restauranten – de er overalt i Las Vegas – men umiddelbart er Gordon Ramsay BurGR ikke stedet for en candlelight dinner for to. Man fornemmer det høje energiniveau i det øjeblik, man træder ind i restauranten, som ligger i åben forlængelse af casinoet i Planet Hollywood på The Strip. Der er fuld knald på musikken, kokkene råber fra det åbne køkken, der kører amerikansk fodbold på de store tv-skærme, flammerne i den ti meter lange gaspejs slanger sig i bedste Vegas-stil fra side til side og unge servitricer i meget korte kjoler vimser omkring. Vi bliver placeret ved et bord i meget bløde og lave stole, og en af servitricerne stikker os menukortet i form af en iPad. Vi vælger en af den kendte koks gourmetburgere, Hell’s Kitchen Burger, med hans meget populære pomfritter med parmesan og trøffel. Uhm! Egentlig er vi mætte, men vi kan ikke modstå fristelsen til at prøve en af de hvinende, søde buddinger – en crème brûlée-budding med ’Oreo Shake’ og ’Oreo Cookie’ på toppen. Udover Gordon Ramsay BurGR står den berømte kok bag to andre restauranter på The Strip: Gordon Ramsay Pub & Grill på Caesers Palace og Gordon Ramsay Steak på Paris Las Vegas.

4 Sydstatskylling

Hvad: Yardbird

Hvor: The Venetian, 3355 Las Vegas Boulevard South

Info: runchickenrun.com

Man skal vide, at den er der. Yardbird. En sydstats-restaurant, som ligger anonymt mellem de mange restauranter, cafeer og butikker i Venetian-hotellets labyrint-agtige arkade. Men stedet er absolut værd at stifte bekendtskab med, for her oplever man en helt særlig autencitet. Indretningen er rustik med mursten, brede træplanker, solide træborde, blues-ikoner på væggene og »Get Rhytmn« med Johnny Cash i baggrunden. Det rustikke går igen i maden, som f.eks. ’Chicken ’N’ Watermelon ’N’ Waffles’, som er en kyllingeret med stærk honningsauce, krydret vandmelon, vafler med gedeost, Bourbon whiskey og ahornsirup. Kylling og whisky er særlige kendetegn for Yardbird. Sidstnævnte har de mere end 100 af – alle fra USA –, og kyllingen, som selvfølgelig er uden steroider og hormoner, har gennemgået en 27 timers lang saltningsproces, inden den bliver tilsat en hemmelig krydderi- og melblanding, som stammer fra ejerens bedstemors opskriftssamling. Endelig er kyllingen klar til sidste step i processen – stegningen, som, kombineret med den særlige tilberedning, gør, at den lander sprød og lækker på tallerkenen. Og også her skinner det rustikke igennem, idet portionerne bestemt ikke er for folk på slankekur.

5 Amerikansk diner

Hvad: Little City Grille

Hvor: 825 Nevada Highway, Boulder City

Info: littlecitygrille.com

Er man i Las Vegas, må man ikke snyde sig selv for at opleve en af verdens mest imponerende bygningskonstruktion­er, Hooverdæmningen, som ligger tre kvar­ters kørsel fra Las Vegas. Kør dertil tidligt om morgenen, og gør stop i Boulder City og spis morgenmad på Little City Grille. Sted­et er en typisk amerikansk diner, hvor ejerparret, Lee og Michelle Bennett, gør meget ud af, at folk skal føle sig velkomne. Den er hjemmeligt indrettet med familiefotografier på væggene, plasticblomster i vindueskarmene og en smilende servitrice, der gladeligt fylder de store kaffekrus op. Stedet serverer traditionel amerikansk morgenmad, og en »The Grille’s Signature Breakfast«, som består af tykke skiver Texas toastbrød rullet i cornflakes, drysset med sukker og serveret med smør og ahornsirup.