Tapas er identisk med den spanske madkultur, og den opleves bedst på de farverige madmarkeder i Madrids unikke kvarterer.

1. Det berømte


Hvad: Mercado de San Miguel
Hvor: Plaza de San Miguel
Kvarter: Palacio
Info: mercadodesanmiguel.es

Æblerne poleres og stables fint hos grønthandleren, og de lækre iberiske skinker skæres frisk fra benet.

Mercado de San Miguel er lig med kvalitet og delikatesse, og nok det mest populære tapas-hotspot i hovedstaden. Indenfor oser der lige så meget af hygge som af paella, tortilla og andre magiske mundfulde, og en tur gennem dette marked er en stor oplevelse i sig selv.

Her er lagt vægt på færdiglavet tapas og guddommelige godbidder, som nydes ved barbordene i midten af den summende markedshal. Lige fra sushi til Sangria og søde sager. Der findes dog også stande med friske råvarer to-go – som for eksempel sværdfisk og søpindsvin hos fiskehandleren.

Med sin beliggenhed i den gamle bydel og som nabo til storslåede Plaza Mayor er Mercado de San Miguel et naturligt stop for mange turister.

Derfor kan der være godt pakket henover sommeren og op til jul. Der er dog også masser af liv resten af året, hvor lokale nyder den ekstra plads, mens andre kommer til byen langvejs fra for netop dette marked.

2. Det hippe


Hvad: Mercado de San Ildefonso
Hvor: Calle Fuencarral 57
Kvarter: Malasaña
Info: mercadodesanildefonso.com

Newyorker-inspirationen fornemmes tydeligt indenfor hos det nye Mercado de San Ildefonso, som byder på tapas og samvær over tre etager. Det kan næsten også kun blive trendy, når man placerer et tapas-marked på den hippe handelsgade Fuencarral – i det yderst populære Malasaña-kvarter.

Dog ikke mere end at stemningen stadig er afslappet og tilbagelænet, og derfor er dette hurtigt blevet en favorit for fyraftens-snacks og drinks hos de lokale.

Her er 19 individuelle stande (i parentes bemærket alle med et meget imødekommende personale), hvor man kan finde alt fra friskbagte crêpes til gourmet-burgere og klassisk spansk tapas. Det sværeste er faktisk at vælge.

Når det lykkes, kan maden nydes på den livlige førstesal – i vinduespartiet ud mod gaden, eller på terrasserne under glødelampernes varme skær.

Indretningen er på én gang rå og simpel og hyggelig, og med et stort træ af tovværk som bygningens midtpunkt. Træets krone strækker sig mod øverste plateau, hvor man fra den store bar kan kigge ned på boderne.

3. Det multifunktionelle


Hvad: Mercado de San Antón
Hvor: Calle Augusto Figueroa 24
Kvarter: Chueca
Info: mercadosananton.com

Vil man slippe for de største turistmasser, skal man udforske Mercado de San Antón – endnu et eksempel på en succesfuld renovering af et af Madrids ældre markeder.

Et tre-etagers mad-mekka med alt fra supermarked til restaurant, beliggende i det skønne, regnbuefarvede Chueca-kvarter.

Rulletrappen fører op til en verden af indbydende delikatesser som fisk, kød, brød og svampe, som kan købes med hjem til hjemmelavet tapas.

Udvalgte varer er special-mærkede og kan tages med til »La Cocina de San Antón« på øverste etage. Her kan man få dem tilberedt på forskellige måder (man vælger selv), hvorefter man kan gå om bord i dem som »medbragt« mad i den hyggelige restaurant.

Uden for ruderne byder den 400 kvadratmeter store tagterrasse på lækker lounge-stemning, og en formidabel udsigt over Chuecas tage.

Mellem markedet og restauranten ligger etagen med frisklavet tapas til at nyde på stedet. Prøv for eksempel den spanske kartoffelomelet »tortilla« med et godt glas vin eller Madrid-øllen Mahou. Som en unik kombination indeholder San Antón-komplekset også et mindre kulturcenter, som benyttes til workshops, foredrag og udstillinger.

Mercado de San Antón er et af Madrids ældste renoveret marked. Det er et tre-etagers mad-mekka med alt fra supermarked til restaurant.
Mercado de San Antón er et af Madrids ældste renoveret marked. Det er et tre-etagers mad-mekka med alt fra supermarked til restaurant. Foto: Brian Schæfer Dreyer
Vis mere

4. Det historiske


Hvad: Mercado de la Paz
Hvor: Calle Ayala 28
Kvarter: Salamanca
Info: mercadolapaz.es

I det mondæne Salamanca-kvarter ligger Mercado de la Paz – gemt lidt af vejen mellem mode- og interiørforretninger i den dyre ende af skalaen. Her ses flere jakkesæt end Real Madrid-trøjer på gaden, men indenfor i den hyggelige markedshal er stemningen helt nede på jorden.

Med over 130 år på bagen har markedet en stor plads i Salamancas historie, og her handles delikatesser til tapas i kvarterets pæne hjem.

En håndfuld af fiskehandlere frister med alt fra blæksprutter til kæmpekrabber, men der er også flere slagtere, grønthandlere, cafeterier og non-food stande. Vil man selv smage på La Paz, tilbydes også færdig tapas, som kan spises på det lille torv midt på markedet.

Dette smukke marked har stande både uden- og indendørs, hvor der er luft og god plads til at nyde den mere autentiske atmosfære.

Vil man have en spiselig souvenir med hjem fra Madrid, findes også et bredt udvalg af oliven på dåse eller glas – lige til at smide i kufferten.

5. Det vidunderlige


Hvad: Mercado de Maravillas
Hvor: Calle de Bravo Murillo 122
Kvarter: Cuatro Caminos
Info: mercadomaravillas.eu

Nær fodbold-katedralen Santiago Bernabeu, i bydelen Cuatro Caminos, findes det ubetinget største tapasmarked: Mercado de Maravillas.

Navnet, »Marked af vidundere« forpligter, men det er svært ikke at blive imponeret, når man træder ind i den enorme markedshal.

Her er nærmest tale om en hel lille by bestående af mere end 200 stande, der breder sig over næsten 9.000 kvadratmeter. Ydermere er det kun få turister, der finder vej hertil, og derfor får man her den lokale atmosfære.

Spanske familier har handlet råvarer til hjemmelavede tapas i Mercado de Maravillas gennem generationer – ikke så underligt, for her findes tilsyneladende alt. Deraf det gamle lokale ordsprog lyder: »Hvis du vil have noget, så tag til Maravillas. Hvis du ikke finder det, så findes det ikke«.

Markedet er oplagt at gå på madjagt på, hvis man bor i en lejlighed under sit ophold i Madrid og gerne vil lave sine egne tapas af gode råvarer. Og fordi Mercado de Maravillas ligger noget uden for den slagne turistvej, er priserne absolut rimelige.