Axalp i Schweiz har velfungerende lifter, en halv snes flot præparerede pister, hyggelige cafeer og snebarer til aldeles rimelige priser.
Man får en varm velkomst af bjergets mest charmerende hund, Zulu, i det lokale og idylliske skisportsområde Axalp i Schweiz.
Læs også: Skiløb - fra A til Z
Først skal du løbe lidt rundt og lege i sneen, for at få ham med på at lave sjov. Og så er han – som regel – frisk til at lave Zulu-tricket: Et imponerende hundehop efter den snebold, som du kaster højt op i luften, så han kan gribe den mellem fortænderne.
Zulu er en skøn, glad og pjusket hund med sneklumper i pelsen omkring snuden fra sneboldene, og han har nemlig påtaget sig hvervet at byde gæster hjertelig velkommen til familiens alpe-gæstgiveri »Hilten Hütte«, som ligger i det idylliske skisportsområde Axalp i Berner Oberland, midt i Schweiz.
Hvis gæsterne så også vil lege »Kast og hundehop« i sneen, er han henrykt. En meget gæstfri hund, der i reglen har »vagt« de dage, hvor datteren af hyttens ældre værtspar er på arbejde. Det er nemlig hendes hund.
Zulus varme velkomst er karakteristisk for dette imødekommende og afslappede skisportsterræn.
Den reneste sø i hele Schweiz
Hvis du vil flashe den nye designerdragt med rhinstene eller studere medlemmer af udvalgte kongehuse, så find omgående et andet terræn. Det fashionable er der ingen af de lokale, der rigtig går ind for – og det er dem, der kommer her. Med deres børn, venner, naboer og hunde, sågar.
Her er ikke skyggen af en eneste lille paparazzi fra sladderbladene, mink i gaden, moderæs på pisten eller Beluga-kaviar til frokost.
Til gengæld er der solid stemning, schweizerkvalitet, velfungerende lifter, en halv snes flot præparerede pister, hyggelige cafeer og snebarer. Det hele til aldeles rimelige priser.
Helt specielt er det enestående vue ud over den intenst turkisfarvede Brienzersø dernede i bunden af dalen. Det er den reneste sø i hele Schweiz.
De dybe slugter som bjergkæderne danner, er fyldt op af det pureste mineralfyldte smeltevand fra gletsjeren i 4.000 meters højde, hvorfor farven er smuk og intens, som var den malet med skinnende oliefarve.
Men den er ægte nok, og dens klare, næsten Middelhavs-turkise flade står stærkt mod de hvide glitrende snedyner, der til overflod dækker området på denne perledag.
Ægte alpe-smuk oplevelse
Vejen til Axalp, nede fra søen, er ellers en rigtig gang snirkle-snørkle. En ægte alpe-smuk oplevelse, med små landsbyer, vinter-chokoladekøer bag rustikke bjælkehegn og kik til dalen mellem skovstykkerne.
Hvis det er seriøst vintervejr, kan sneen og de stejle smalle veje i forening kan være en udfordring, hvis man ikke kører robust forhjulstrækker, som de lokale har forkærlighed for. Eller har rutine i påsætning af snekæder.
Det er straks værre med køresygen Men bedst som vejen vrider sig allermest, er det overstået: Den lille parkeringsplads dukker op, og man kan myldre ud, lettet, i den stærke friske luft og indtage Axalp.
Det er ikke de vildeste udfordringer, mest rødt og blåt skiløb, men der er dog mulighed for lidt off-pist og en glimrende sort pist, man kan varme op til, ved at tage stoleliften til toppen af terrænet. Heroppefra starter man med den blå Chrutmettli-pist, ned forbi gemseskoven, hvorefter sværhedsgraden stiger til sort, resten af vejen ned.
Gullaschsuppen dufter hedt
Det er her Zulus restaurant, »Hilten Hütte«, dukker op: Man suser ned fra topliften, og halvvejs nede runder man en flok små hyggelige bjælkehytter i sneen, drejer om hjørnet og, blif, dukker den op. Helt ude ved kanten af bjergkammen.
Ofte står Zulu i svinget og tager imod nye gæster, men ellers kan man se efter ham ved de udendørs borde, hvor man sidder i første række til et vue, der får en passioneret skiløber til at spørge sig selv, hvorfor man i grunden ikke bor i Schweiz altid. Lige her!
Inden døre har den ældre gråhårede værtinde, Zulus mormor, travlt med suppegryden. Hendes gullaschsuppe dufter hedt og paprikakrydret. Ilden blusser i brændeovnen, mens folk tør deres frosne næser op og studerer spisekortet med lokale retter. Og når solen er fremme, er der kamp om pladserne på bænken op ad det gamle træhus, under de kæmpestore koklokker på facaden.
Man Kan kun spise, ikke bo i »Hilten Hütte«. Men området har flere overnatningsmuligheder som »Skihaus Axalp«, »Schyberg Hütte« – en slags vandrerhjem – og det rustikke bjælkehus, »Bärghuus Axalp«, der har pension og en sød lille butik, kaldet »Lädeli«, hvor man også kan booke privattimer i ski og snowboard hos værten.
Vil man hellere bo på hotel, ligger »Chemihüttli Hotel« for foden af terrænet, mens Hotel Brienz ligger helt nede ved søen.
»Jeg bor nede i Brienz. Der er jeg vokset op, så jeg har altid stået på ski her. På sådan en solskinsdag som i dag, med perfekt føre, er der alt for mange mennesker på de andre anlæg derude.
Axalp er langt hyggeligere. Det vil altid være mit yndlingsterræn«, fortæller den unge mand i Dotzweg slæbeliften, mens vi bliver halet op gennem granskoven, hvis tykke snepuder glitrer i solen, som havde en hel flok bjerg alfer netop været ud og drysse det hele med diamantstøv.
Man forstår ham så godt!
