Alhambra-paladset i sydspanske Granada er et af Europas smukkeste og bedst bevarede eksempler på islamisk arkitektur. Stedets mange paladser kan være en stor mundfuld, men Rejseliv.dk giver her et bud på en god og overkommelig rute gennem prægtige Alhambra.
Af Kasper Krogh og Anna Rossman Thejsen
Allerede da vi ankommer tidligt på formiddagen, er køen alenlang og snor sig flere gange, før den når billetlugen. De første stiller sig normalt i kø kl. 7.30 for at sikre sig en plads blandt de 6.600 personer – og ikke flere – der hver dag lukkes ind i Alhambra-paladset.
Tilstrømningen til en af Spaniens mest kendte attraktioner er så stor, at det er nødvendigt at sætte loft over antallet af besøgende. Rart for os, der har reserveret billet via internettet, men skuffende for de mange, der hver dag går forgæves. At den slags tiltag er nødvendige, vidner om, at Alhambra, godt 700 år efter dets opførelse, fortsat virker som en magnet på folk.
De strømmer til paladset i byen Granada for at se et af Europas vel nok smukkeste og bedst bevarede eksempler på islamisk arkitektur og byggekunst.
Alhambra har i århundreder været valfartssted for digtere, malere, forfattere, fotografer og arkitekter, der har tanket kreativt brændstof i stedets overdådighed. De er svømmet over i begejstring og har forsøgt at beskrive det som et »jordisk paradis«, »barbarisk storslået« eller et »orientalsk delirium«.
Men mange har måttet indse, at ord alene ikke kan beskrive Alhambras paladser, slanke søjler, sirlige arabiske inskriptioner og opfindsomme haveanlæg.
Det var maurerne – de muslimske indbyggere på den iberiske halvø i middelalderen – der med deres håndværkstraditioner og viden om arkitektur og haveanlæg skabte Alhambra. Fra 900-tallet og frem byggede og udbyggede skiftende sultaner Alhambra, og under Nasrid-dynastiet (1232-1492) blev de paladser opført, der har gjort Alhambra verdensberømt.
I århundreder boede de muslimske herskere i noget nær den smukkeste bolig, man kan forestille sig, med udsigt til byen Granada på den ene side og det mægtige Sierra Nevada-bjerg på den anden.
Men lykken vendte for de muslimske herskere, og den kristne, spanske hær fordrev maurerne fra den iberiske halvø, indtil de kun havde Alhambra tilbage af deres hidtidige territorium. Men 2. januar 1492 var det slut, den spanske hær tvang maurerne ud af paladset i en sejr, der skulle blive startskuddet på det spanske riges storhedstid.
Legenden siger, at da Boabdil, den sidste sultan i Nasrid-dynastiet, den dag forlod Alhambra, vendte han sig en sidste gang om i porten, kiggede tilbage på Alhambras storslåethed og drog et dybt suk – maurerens sidste suk – over at skulle forlade det skønne palads.
I dag lyder der fortsat dybe suk hver dag i Alhambras paladser, både af overvældelse og anstrengelse, når tusinder af turister bevæger sig rundt i komplekset, der med sine mange paladser, store areal, ofte høje temperaturer og skarpe sol kan være en stor mundfuld.
Men det er hele sliddet værd, og Rejseliv.dk giver her sit forslag til en god Alhambra-rute, der tager mellem tre og fire timer at gå igennem.
Læs om hele ruten på de følgende sider.
Næste: 1. Alcazaba, 2. Det kristne palads & 3. Haverne ved El Partal
