Hævet over London bydelen, Kensington, ligger en gamle taghave. Taghaven er ejet af iværksætterkongen Richard Branson, her kan besøgende både nyde udsigten og få sig et måltid mad.

Union Jack vajer stolt over den Alhambra-inspirerede bygning i den farverige blomsterhave, men det gør Virgin-flaget også.

Det er nemlig den ukronede iværksætterkonge Richard Branson, som har den »hemmelige« have på toppen af et forhenværende stormagasin i Londons pulserende Kensington-bydel. Men bortset fra den røde flagdug med det hvide logo, er alt næsten, som da han overtog tagetagen i 1981.

Man skal lægge nakken godt tilbage for at se Virgin-flaget fra gaden, for ellers er der ikke nogen indikation af, at her på adressen ligger gennem årtier Europas største taghave på 6.000 m2, medmindre man ved det på forhånd. Nu hedder den The Roof Gardens, men tidligere var den kendt som først Derry and Toms Roof Gardens og senere The Kensington Gardens.

Selv om navnet har ændret sig undervejs, er meget ved det gamle i haven oven på art deco-bygningen, som fra 1933 lagde etager til Derry & Toms stormagasin. Nogle år efter blev landskabsarkitekten Ralph Hancock sat på anlægsarbejdet, da han var færdig med sine opgaver på Rockefeller Center i New York.

Det var allerede dengang meningen, at haven skulle være offentlig tilgængelig, men de besøgende måtte betale 1 shilling i entre, som efter ejernes ønske gik til velgørenhed, og over 30 år var de haveinteresserede med til at rejse over en million kroner til lokale hospitaler.

Nu er adgangen gratis, men man skal lige skrive sig ind i gæstebogen, inden man får lov til at tage elevatoren op til 6. sal, hvor det virkelig er en aha-oplevelse at træde ud til rislende vandfald og fornemmelse af grøn ro, mens trafikken kæmper videre dernede.

Tematiseret have

Haven er delt op i tre temaer. Den mest markante er The Spanish Garden, som er inspireret af arabisk havekunst og Alhambra i andalusiske Granada med oliven- og palmetræer, farvestrålende dahlia og andre kulørte sommerblomster, vandfald og skyggefulde balkoner med loungesofaer.

En søjlegang fører derfra ind til den mere stringente Tudor Garden med karakteristiske buegange og inddelte rum af søjler og mursten, der er plantet til med blåregn, roser, liljer og lavendel som hyldest til 1970erne, hvor modehuset Biba havde lejet sig ind i stueetagen, og dens intimitet gør den velegnet og meget populær at leje til receptioner og bryllupper.

Den sidste, English Woodland, er en romantiske udgave af den engelske have i miniature komplet med Cotswold-stenbro og en rød japansk træbro, som kendt fra Monets malerier, samt en lille dam med indbyggere, der tiltrækker sig lige så stor opmærksomhed som den imponerende samling af træer og buske med kun en meter jord at vokse i. Det er fire lyserøde flamingoer, der spankulerer rundt mellem ivrigt dykkende spidsænder, og som nok er havens mest fotograferede.

Ved siden af den botaniske oplevelse har taghaven gennem tiden også været et populært underholdningssted med alt fra dinner-and-dance-restaurant til diskotek og domæne for den franske natklubdronning Regine.

Det var også her, Roy Orbison indspillede »Oh Pretty Woman«-videoen i 1964 som kompensation for, at han ikke kunne nå til Top of The Pops-studierne i Manchester, da hans sang gik ind på hitlisten.

Haven har været fredet siden 1986, og et fast team på tre gartnere har ikke kun renoveret den efter de gamle forskrifter, men holder den ved lige året rundt, så alt står, som det skal, og derfor gør haven interessant for besøg i alle sæsoner.

Til gengæld har Richard Branson fået lov til at bygge til, så siden 2001 har der været en 7. etage med restauranten og udebaren Babylon, hvor man har delvis udsigt over haverne og Londons skyline. Her kan man nyde en drink til 60-120 kr., afhængig af antallet af procenter, og småretter og østers fra 100 til 250 kr., mens menukortet er mere omfattende til frokost og middag indendørs.

Rejseinfo:

Hvor:

The Roof Gardens ligger på 6. etage i Kensington-bydelen. Adressen er 99 Kensington High Street, men der er indgang fra Derry Street rundt om hjørnet med den officielle postadresse på muren som eneste skiltning. Der er gratis adgang hele ugen kl. 9-17.

Transport:

easyJet flyver til London for fra 1.280 kr. t/r. District og Circle line kører begge til undergrundsstationen High Street Kensington, der ligger få skridt fra The Roof Gardens.

Bedste tidspunkt:

Hele året, når vejret tillader det, men da både haverne og restauranten ofte er lejet ud til private arrangementer, er det en god idé at ringe i forvejen på tlf. 0044 0207 937 7994.

Info: