Unges dannelsesrejse efter gymnasietiden er blevet kortere og mere jobfokuseret, og digitaliseringen spiller en større rolle på rejserne end nogensinde før.

Rejs ud, få erfaring, se verden. De unge får gang på gang beskeden, at udlandserfaring er et must for fremtidsudsigterne i en globaliseret verden. Men samtidig er det blevet sværere end nogensinde at tage sabbatår.

Tidligere undervisningsminister Bertel Haarder sagde i 2008 om sabbatår, at ét er ok, to er dumt og tre er torskedumt.

Siden da har en gymnasiereform og en fremdriftsreform forsøgt at få de unge hurtigere gennem systemet, og tallene viser da også, at det har virket. Men de unge vil stadig gerne lave noget lidt andet, inden de skal videre til den næste skolebænk.

»Sabbatperiodens længde er faldet. Normen er, at de unge tager et enkelt sabbatår, hvor det tidligere var to, men mange når stadig ud på jordomrejsen, hvis de vil,« siger Peter Præstgaard, der er centerleder på Studievalg Fyn.

I 2014 kom 25 procent af de optagede på landets videregående uddannelser direkte fra en ungdomsuddannelse. I 2006 var det tal kun 20 procent.

Der rejses stadig i sabbatåret

Peter Præstgaard fortæller, at de ikke prøver at tale de unge fra at tage til udlandet i sabbatåret, for det kan være utrolig gavnligt for mange. Der er til gengæld én ting, de vil gøre helt klart for de unge, der tager af sted.

»Vi har endnu aldrig hørt, at du lige pludselig, når du står på toppen af Himalaya, hører en stemme ovenfra, som fortæller dig, hvad du skal bruge resten af dit liv på. Det kan være en lang proces og sommetider også hårdt arbejde,« siger han.

De unge skal helst ikke – hvis det står til regeringen – vente mere end en sommerferie efter, at studenterhuen lander snorlige og fyldt med 12-taller på hovedet, før de sidder på universitetsstolene på jura, medicin eller økonomistudiet, og det kunne måske mistænkes for at have taget rejselysten helt fra de unge mennesker.

Det er imidlertid ikke tilfældet ifølge Kilroy, som er Danmarks største formidler af sabbatårs- og studierejser.

»De unge tager af sted i lige så høj grad som for fem år siden. Rejsen er ofte bare mere komprimeret, så de oplever mere på mindre tid,« siger Michael Atzen fra Kilroy.

Målrettede unge på rundrejser

Flere unge er aktive på sociale medier, mens de rejser rundt.
Flere unge er aktive på sociale medier, mens de rejser rundt. Foto: Iris
Vis mere

I forhold til tidligere er det dog langt mere varieret, hvor rejsen går hen.

»Vi har stadig klassikerne som Australien og Sydøstasien i top, men de unge vil også til Sydamerika, og så er frivilligt arbejde blevet meget populært,« siger Michael Atzen.

Martin Trandberg Jensen, der er turismeforsker på Aalborg Universitet, mener ikke, at de unge laver frivilligt arbejde for at retfærdiggøre turen til Full Moon Party, men de unge er i stigende grad blevet opmærksomme på, at selv deres dannelsesrejse er et led i en selv-branding, man ikke har set før.

»Rejsen som et politisk statement er vokset støt. Før sagde man: Du er hvad du spiser, i dag taler man om: du er, hvordan du rejser.

For mange unge mennesker tror jeg faktisk, at der ligger et politisk fundament eller en vis ideologi bag deres måde at rejse på og den måde, som de kommunikerer deres rejse på ved hjælp af forskellige medier,« siger han.

Selviscenesættelse igennem sociale medier

De unge lægger billeder op fra rejsen på Instagram og Facebook og skriver spændende beretninger om, hvad de oplever, mens det sker.

Selviscenesættelsen foregår lystigt på de sociale medier, og selv om de unge er meget bevidste om at sælge sig selv positivt både overfor venner og familie, men også over for fremtidige arbejdspladser, skal man ikke tro, at de unge kun laver frivilligt arbejde for at blære sig, mener Lasse Jensen, der er ansvarlig for programmet Global Contact under Mellemfolkeligt Samvirke.

De sender årligt 300 unge mellem 18-25 år afsted på sabbatårsrejser, der har fundament i frivilligt arbejde.

»Om det er Roskilde Festival, eller de er ude at se en solnedgang, viser de det frem. De unge tager billeder af deres mad og deres fødder, så rejsen skal da også dokumenteres. Det er helt naturligt,« siger han.

Lasse Jensen mener til gengæld, at de unge mennesker, der tager af sted med Global Contact, ved hjælp af digitaliseringen kan bruge de sociale medier til at forstå den situation, de står i, bedre. Det hjælper med at sætte ens egen oplevelse i perspektiv, at man nemt kan komme i kontakt med mor og far og gå på Instagram og følge med i, hvad der sker derhjemme.

Digitalisering bag større frihed på rejsen

Digitalisering har medført, at det er nemmere at rejse på egen hånd.
Digitalisering har medført, at det er nemmere at rejse på egen hånd. Foto: Iris
Vis mere

For 20-30 år siden var unge på dannelsesrejse i langt højere grad afskåret og overladt til nogle tilfældige backpackerfællesskaber.

At de unge har adgang til Skype og Facebook under rejsen, har ikke gjort rejsen mindre dannende, mener Martin Trandberg Jensen, men det har i endnu højere grad været med til at støtte de unges udvikling af en individuel identitetsskabelse.

»Digitaliseringen har gjort det nemmere for de unge at definere deres rejse. Før var det forholdsvist topstyret. Du bookede din rejse gennem et bureau, og både rejsen, transportformen, hotellet og oplevelserne var forholdsvist kortlagt på forhånd.

I dag kan unge mennesker med nogle enkelte klik med en mus kortlægge og definere deres egen rejseform, og det gør det alt andet lige nemt at få de her meget kondenserede og personaliserede rejser,« siger Martin Trandberg Jensen.

I dag bruger de unge måske i mindre grad tid på at købe togbilletter eller finde vej til hotellet, fordi de kan finde billetter og kort på smartphonen, men til gengæld udnytter de også de digitale muligheder til at komme mere ind under huden på det sted, de besøger.

De bruger applikationer og hjemmesider til at finde nye netværk, møde lokale og finde oplevelser i nærområdet, hvor de i fortiden måske bare havde hængt i baren på deres hostel.

Søgningen mod det frivillige arbejde er den største ændring i de unges sabbatårsrejser de seneste år, mener både rejseselskaber og eksperter. De unge vil ikke kun rejse ud på roadtrip eller på druktur til Thailand.

Nye tendenser for rejserne i sabbatåret

I 2014 kom 25 procent af de optagede på landets videregående uddannelser direkte fra en ungdomsuddannelse.
I 2014 kom 25 procent af de optagede på landets videregående uddannelser direkte fra en ungdomsuddannelse. Foto: Iris
Vis mere

En stor del af dem kombinerer nu den populære backpackertur i Australien eller Sydøstasien med et frivilligt ophold på et børnehjem eller i et dyrereservat.

Magnus Schack Axelsen på 22 år er en af de unge, der helt droppede backpackerturen til fordel for et ophold med frivilligt arbejde. Han læser i dag geografi på Københavns Universitet, men på hans sabbatår tog han en rejse, der gav mening for ham.

Han var surfinstruktør for børn mellem 8-14 år i Cape Town i tre måneder af 2012, og han mener, at turen har givet ham mange brugbare kompetencer.

»Det var godt i forhold til at få den sydafrikanske kultur ind under huden. Opholdet har udvidet min horisont i forhold til andre kulturer, og at bruge tid med den samme gruppe mennesker i længere tid og se dem udvikle sig, tror jeg, er en god idé,« siger William Schack Axelsen.

Mellemfolkeligt Samvirkes Global Contact er en af mulighederne for de unge, der vil frivilligt arbejde, og hele 22 lande kan være mål for de unges frivilligrejse.

Ifølge Global Contact er der langt større efterspørgsel efter den slags rejser, og det har resulteret i, at en lang række private aktører er begyndt at tilbyde nogle rejser, der har frivilligt arbejde som en del af indholdet.

»For 10-15 år siden backpackede folk meget, og man troede, man fik en unik oplevelse. Når folk har prøvet det, har de fundet ud af, at de går i fodsporet på alle de andre backpackere med Lonely Planet-guidebøger.

Så det er ikke så unikt, og folk vil gerne have den der oplevelse af faktisk at blive en del af lokalsamfundet,« siger Lasse Jensen.

Rejsen skal også nydes

En lang række rejsearrangører er gået ind på markedet for kombinationen af frivilligt arbejde og backpackertur, og dermed er det blevet nemmere for de unge at komme afsted på den slags ture.

Peter Præstgaard, centerleder ved Studievalg Fyn mener, at de unge laver mere frivilligt arbejde af forskellige grunde.

»Vi kan mærke, at de unge er mere interesseret i frivilligt arbejde. Det er ikke kun for at score kvote 2-point. De gør det af et godt hjerte, men er også opmærksomme på, at det kan bruges,« siger Peter Præstgaard.

For William Schack Axelsen var opholdet som frivillig i Sydafrika ikke et bevidst valg om at pynte på cv’et, og han fik da heller ikke nogen større åbenbaring om studievalget, mens han var af sted.

Han vil opfordre det til andre at gøre, som han gjorde, og så skal man ikke tænke for meget over at sælge sig selv til det fremtidige drømmejob, mens man er af sted.

»Skift iPhonen ud med en ældre model, brug de sociale medier så lidt som muligt og gør en indsats for at tilpasse dig det lokale samfund. Det gjorde en forskel for mig.«