På verdensplan ventede flypassagerer forgæves efter 24 millioner stykker bagage sidste år. 80 pct. var forsinket, resten enten beskadiget eller helt forsvundet. Se, hvad du skal gøre, hvis din ikke når frem.

Flyet er landet, og passagererne trænges omkring bagagebåndet. Spændingen stiger, når de første kufferter viser sig: Er min med - eller?

Langt det meste flybagage forenes i ankomstlufthavnen med ejerene. Faktisk 99.6 pct. opgøres det i luftfartsindustriens bagagerapport 2015 fra SITA (Société Internationale de Télécommunications Aéronautiques).

Men bliver man en af de passagerer, som spejder forgæves efter kufferten, er det rart at have forberedt sig på situationen. Og selv om procentandelen af forsvundet bagage er lille, er det dog tusindvis af passagerer, det går ud over.

»Sidste år modtog vi knap 5.000 anmeldelser om forsinket bagage,« siger skadedirektør Carsten Vraa-Jensen, Codan Forsikring.

Læs også: Se hvor meget bagage du kan få gratis med flyet

Det er irriterende at skulle vente en dag eller to på sine ejendele og skulle bruge tid og penge på at finde erstatninger i stedet for at kunne slappe af og nyde ferien.

»Derfor bør man pakke det mest nødvendige i håndbagagen, for eksempel tandbørste og badetøj og altid nødvendig medicin. Og det er også en god idé at have mobilopladeren i håndbagagen,« råder Carsten Vraa-Jensen og tilføjer, at uerstattelige ting samt skrøbelige sager også altid skal i håndbagagen, f.eks. smykker og kameraer.

Det kan også gøre situationen lidt lettere at være forberedt og vide, hvad man skal gøre, og hvordan man er forsikret.

Her er en række gode råd til, hvad man bør gøre inden rejsen og på rejsemålet, hvis bagagen ikke dukker op.

INDEN AFREJSE

Tjek forsikringerne: Nogle kreditkort har også bagageforsikring, men som regel gælder forsikringen kun, hvis flyrejsen er betalt med kreditkortet. Mange indboforsikringer omfatter også rejseforsikringer med bagageforsikring. Tjek, hvornår forsikringen træder i kraft, efter hvor mange timers forsinkelse, og hvor stor erstatning der ydes pr. stykke forsinket bagage pr. dag, samt om der er et maksimumsbeløb. Nogle forsikirnger dækker også leje af forsinket udstyr, f.eks. klapvogne. Husk, at forsikringen kun dækker bagageforsinkelse på udrejsen.

Pak sammen: Hvis flere rejser sammen, så fordel jeres tøj og toilettasker i bagagen, så I bliver mindre ramt, hvis en kuffert bliver forsinket. Og husk at have det mest nødvendige i håndbagagen.

HVIS BAGAGEN IKKE ER MED

Anmeld det: Henvend dig i bagageservice i lufthavnen med din bagagekvittering. Personalet udarbejder en PIR-rapport (Property Irregularity Report) om den manglende bagage. Du får en kopi, og pas på den. Dem er bevis for den manglende bagage og skal blandt andt bruges, hvis der skal søges erstatning hos fly- og forsikringsselskaber.

Langt det meste forsinkede bagage kommer frem inden for 48 timer, og som oftest tilbyder bagageservice at bringe kufferten ud til dit hotel. Spørg om proceduren, hvornår man regner med, at kufferten til ankomme, og få et telefonnummer, så du ved, hvor og hvornår du kan henvende dig, hvis der bliver problemer.

Ofte opfordrer personalet i bagageservice til, at man kontakter sit forsikringsselskab, som så orienterer om, hvordan man er dækket. Men har du selv undersøgt det i forvejen, behøver du ikke anmelde skaden til kreditkort-/forsikringsselskabet, før du kommer hjem fra rejsen.

Gem alle kvitteringer for køb af de erstatningskøb, der er nødvendige, indtil bagagen når frem. De skal bruges, når skaden anmeldes. Gem også boardingkort og eventuelle kuffertkvitteringer, som forsikringsselskabet kan bede om.


HVIS BAGAGEN ER ØDELAGT

Anmeld det: Henvend dig med den skadede bagage i bagageservice i lufthavnen - og det skal være, inden du forlader lufthavnen - som bevis på, at skaden er sket under rejsen. Det gælder både ud- og hjemrejse. Husk at få dokumentation for anmeldelsen, og smid ikke ødelagt bagage ud. Den, eller foto af den, kan blive nødvendig som dokumentation.

Ofte kan personalet i bagageservice klare erstatning af det ødelagte eller proceduren omkring det. Ellers skal erstatning søges hos flyselskabet. Vær opmærksom på, at der kan være korte tidsfristerr. Erstatningskrav til flyselskaber for skader på bagage skal stilles, inden syv dage efter man har modtaget den beskadigede bagage.

Man kan også søge erstatningen fra flyselskabet via sit forsikringselskab, som så skal have kopi af anmeldelsen og om nødvendig også dokumentation af den ødelagt bagage.


HVIS BAGAGEN ALDRIG NÅR FREM

Anmeld det: De fleste flyselskaber har en 30 dages grænse, før den forsinkede bagage anses for at være mistet. For erstatning af kuffert med indhold skal man udfylde en Passenger Property Claim-formular. De kan findes på flyselskabernes hjemmesider. Kontakt evt. flyselskabet om proceduren.

Man kan også søge erstatningen fra flyselskabet  via sit forsikringsselskab. Her vil forsikringsselskabet ud over PIR-rapporten ofte også have en bekræftigelse fra flyselskabet om, at det anerkender bagagen som mistet.