Hvorfor ikke kombinere det bedste? Verdensberømte vine og lokale madlækkerier med cykelture i bjergene, vandring ad trøffelruter og mellem vinranker? Og så til sidst fyre den af med rafting nedad en brusende flod? På fire aktive feriedage i Piemonte kan det hele nås og opleves.
Dag 1.
31 kilometer på flyvende cykler, vin og blåskimmelost under oliventræer samt en bjergby ved navn Mango.
Lad bare de »rigtige« landevejsryttere stege som var de grillkyllinger på spyd. Pruste og stønne og sejre sig opad Barolo-bjergenes stejle stigninger, når de er på cykelferie med vennerne i Piemonte.
Lad dem bare.... for her kommer vi.
Et lille flyvende cykel-team, der giver »de rigtige« racerdrenge og lidt færre racerpiger baghjul.
Vi kører ikke på cykel, vi flyver på cykel, el-cykel.
Mens vi overhaler rytterne på de »rigtige« landevejscykler, nyder vi udsigten over Barolos vinmarker. Med adskillige liter luft i lungerne og tonsvis af overskud til at tale sammen undervejs.
Hvis man ikke har prøvet en el-cykel før, særligt i bjergene, er det lidt af en magisk oplevelse. Dagens tur med stigninger på op til 700 højdemeter kan være krævende. Og ville have været umulig for nogle, hvis det ikke havde været for el-cyklen.
Et par klik på »snyde-cyklen«, og man har en fornemmelse af at være »over alle bjerge« på et splitsekund.
Pludselig er det muligt at begive sig op i Piemonte-regionens bjergrige terræn andet end i bil eller iført vandrestøvler. Indsnuse dufte og mærke luften. Lade varmen kilde let på de bare arme og ben, mens det går opad og opad. Og indimellem nedad.
I spidsen for vores cykel-team har vi Davide Pasquero, født og opvokset i Langhe-området, som vi kører igennem. En veluddannet fyr med universitets-grader indenfor en række vinspecialer. På cykel har han gennemtrawlet regionen de seneste 15 år. Og som noget relativt nyt kombinerer han nu sin store viden om vinproduktion med sin interesse for landvejscykling i bjergene og mountainbike, når han inviterer turister med på tur.
Davide siger, at han ikke forstår, hvorfor så mange danskere tager til Toscana.
»I skulle meget hellere tage til Piemonte«, lyder det ikke overraskende.
»Toscana er store industrielle vinproducenter, mens Barolo og Barbaresco er små lokale vingårde, der er langt mere dedikerede. Og så er landskabet bare smukkere her,« siger han.
Efter 31 kilometer er vi fremme i Mango. En siesta-stille by som de fleste andre, vi er kørt igennem. Cyklerne parkerer vi foran »Castillo di Mango«, et slot fra 1600-tallet, hvor vi skal smage på Moscato d’Asti, som er mousserende vine fra Piemonte og Dolcetti Mango.
Det trækker ikke ligefrem smagen af de gyldne dråber ned, når de indtages under et kæmpestort oliventræ i slottes baghave med høje mure omkring.
En hæs hund gør et sted i det fjerne, ellers ikke en lyd. Man får næsten lyst til at hviske. Hvorfor egentlig? Måske af respekt for en gylden time en sen eftermiddag, hvor smag og atmosfære går op i en højere enhed?
Roberta, der har taget imod os på slottet, serverer lunser af hjemmelavet blåskimmelost, skinke og pølse med brød. Efterfulgt af hasselnøddekage med abrikos.
Og hvis man troede, at byens læskende navn har noget med mangofrugten at gøre, bliver man klogere.
»Ved I ikke, at det sner i Mango om vinteren?« spørger Roberta.
Der kan ikke gro mangofrugter i Piemonte-regionen. Punktum.
Middagen indtager vi i en anden lille romantisk bjergby, Neive, hvor vi spiser på Restaurant L’Aromatario på torvet. Der er noget »Lady og Vagabonden« over aftenskumringen.
Vi spiser vitello tonnato og bagefter pasta, hjemmelavet selvfølgelig.
Klokken har passeret 22, da vi sætter os til bords, temperaturen er faldet til 23 grader.
Dag 2.
17 kilometer i vildt terræn, picnic med lokale lækkerbidskner og historien om en engel.
Bløde, runde bjerge, grønne vinmarker, huse med brune tegltage og middelalderbyer med et højt kirketårn, der stikker op lige i midten af byen.
Dét er Piemonte.
Og det er langsomhed og balsam for sjælen. I skarpt sollys og med let dis kan landskabet minde om animation og computergrafik. Men dagens cykeltur viser sig at være alt andet end rund og ren. De 17 kilometer føles som det dobbelte. Mindst.
I dag er en »rough« dag i Alta-området. På støvede veje, opad skrænter, nedad skrænter og gennem vildt skovterræn. Men smukt, hele tiden smukt. Nogle kan lide modstanden som en kontrast til dagen før med regulære bjergstigninger på jævn asfalt, andre vil helst hjem til hotellets swimmingpool.
Til frokost byder dagens guide, Fabrizio Bissaco, på picnic i skoven. Grøn-ternede duge rulles hen over et par borde, og fra de store mørkebrune picnic-kurve trækker han frokost-delikatesser frem: Salami, barolo-pølse, oliventapenade, cremet brieost og gedeost, skinke, chutney og courgetter. Alt fra lokale producenter.
Og selvfølgelig lokal vin: Dolcetto di Dogliani fra Anna Maria Abbona.
Den dybt rubinrøde vin, mandelagtig og harmonisk, er udelukkende produceret på dolcettodruer. Duften er frugtig, og karakteristisk for vinen er, at den er tør, forklarer Fabrizio Bissaco.
Efter frokost disker han op med sprøde makronkager og stærk kaffe.
En engel tager imod os, da vi senere om aftenen glider ind i endnu en by. I Bossolasco er englen byens vartegn. En fem meter høj aluminiumsskulptur af Daniele Gazzato. Kunstneren bor her, er selv til stede og forklarer idéen med sin engel.
»Alle mennesker har indimellem brug for at blive taget under vingerne af andre et øjeblik,« siger han og inviterer til, at man jo lige kan prøve at stille sig hen til englen og mærke, om det ikke skulle virke.
En bil glider langsomt hen over torvet med kunstneren og hans engel som centrum, bag skodderne i huset overfor lyden fra noget, der kunne være et radioprogram med en hurtigsnakkende italiener.
Skulle man slå sig ned her et stykke tid?
Dag 3.
På vandring til hemmelige trøffel-steder, en gudstjeneste i det fri og en magisk creme-ost med akaciehonning.
Cyklerne har hviledag i dag, men det har vi ikke. Vi skal ud og vandre. I første omgang ad fine, små stier med snorlige vinranker så langt øjet rækker. Og langs frugtplantager med figner og ferskner, hasselnødder og valnødder. Inde på markerne dyrker bønderne kål, kartofler og majs.
En tur på fire kilometer, hvor vi undervejs bliver helt høje af al den frodighed, vi er omgivet af.
Udgangspunktet er Grinzane Cavour, en charmerende by med noget mere liv, end i flere af de andre byer, vi har besøgt. En gruppe børn leger og griner på kirkepladsen, hvorfor ikke stoppe op, lukke øjnene og lytte til noget af det mest livsbekræftende, der findes?
En lille times tid senere er vi nået frem til Castello di Grinzane Cavour. Slottet, der er det første i Piemonte-regionen, som etablerede et enoteca for vin og grappa – »Enoteca Regionale del Piemonte« med nogle af verdens bedste vine. Det var i 1967.
Klokken har knap passeret 11, og det er »endnu en dag på kontoret«, da vi smager på dagens første glas vin, lavet på druen nebbiolo.
Er man til Michelin-restauranter og har guldmønter i lommen, er det bare at booke et bord i slottets restaurant med udsigt over bjerge til den ene side og slotsgården til den anden. Restaurantchefen er ikke hvem som helst, men den prisbelønnede gourmetkok Marc Lanteri.
Dagens anden vandretur er i Roero-området med udgangspunkt i byen Montà. Og her er der nok at vælge mellem: 200 kilometer naturlige, afmærkede vandrestier med forskellige temaer, som en del af et open air-museum: The Ecomuseum of the Rocche del Roero.
Skal vi tage trøffelstien, hasselnøddestien, ølstien, frugtstien, honningstien eller en af de andre tematiserede vandrestier, hvortil man kan downloade en GPS-rute eller som noget nyt blive koblet til en audioguide via mobilen.
Men det er ikke kun vandrestier, der er open air. Også en gudstjeneste, som vi tilfældigt kommer forbi, er trukket uden for den lokale kirke. En gruppe ældre italienere sidder i skyggen ved picnicborde med blikket fast rettet med pateren. Det er ikke ualmindeligt at støde på udendørs gudstjenester i området, får vi at vide.
Dagens sidste vandretur er vild. I et terræn med op til 100 meter dybe bjergkløfter, »climber« vi os med tungen lige i munden gennem et tæt vildnis, som mest minder om junglevegation. Indimellem må vi klamre os til tykke stammer af bambus og få godt fat i den næste, inden fødder, krop og hjerne koordineres, og det fortsætter stejlt nedad.
Det er i området her, trøffel-jægerne har deres hemmelige steder, hvor de med hjælp fra særligt »universitets-uddannede« hunde – jo, der er et universitet for trøffelhunde i Barolo-byen Roddi – finder de verdensberømte sorte Alba-trøfler.
Vi får ikke serveret trøfler efter vandreturen, men andre lækkerbidskner. Serveringen foregår i en såkaldt »ciabot«, en meget lille bygning, hvor landarbejderne tidligere trak ind i skyggen om eftermiddagen og spiste merenda siniora. En speciel sammensætning af forskellige madprodukter fra Piemonte-regionen.
Måske de samme cremede oste, som vi sidder og nyder? Med nogle stænk af akacie-honning med stykker af hvid trøffel?
Vi taler om ostene og om honningen og vender hele tiden tilbage til dem som en smagsoplevelse, ingen af os har haft før. En ost er åbenbart ikke bare mild elle stærk, god eller dårlig.
Så vidste man dét: At en ost ligefrem kan være sanselig, og at man kan bruge så mange ord på at beskrive den.
At landskabet udenfor vinduet minder om en scene i Bernardo Bertoluccis berømte film »1900« med Robert De Niro og Gérard Depardieu i hovdrollerne, gør ikke oplevelsen dårligere.
Dag 4.
To gange Eros Ramazzotti, en gammel smuglerby og rafting ned ad en brusende flod.
Hvorfor er det, man kommer til at tænke på den italienske smørsanger Eros Ramazzotti? Er der noget med italienske mænd? Eller er det bare gamle stereotyper, der ikke holder længere?
Vores to cykelguider, der skal sørge for, at vi kommer i mål oppe i den lille grænseby mellem Italien og Frankrig, Ferrere, er i hvert fald meget »italienske«.
Med Gianluca Macheto og Daniele Nardi i front begynder vi opkørslen til byen i næsten 2.000 meters højde. Seks kilometer med stigninger på op til 400 højdemeter. Stadig på vores flyvende cykler. Her er betydeligt mere vildskab over naturen end i Barolo og Barbaresco.
Ferrere, der er en gammel smuglerby, er det første sted, det begynder at sne i regionen. Byen kan på grund af dens beliggenhed ikke nås fra november til april og er derfor isoleret seks måneder om året. I sommermånederne er det primært velstillede familier fra Milano, der bruger de gamle charmerende bjerghuse som sommerhuse.
Og så går det ellers i flyvende tempo, da vi skal nedad igen. Og videre til en ny disciplin, der hverken er på to hjul eller på to ben.
Riverrafting nedad Stura-floden eller Stura di Demonte, som den hedder. 115 kilometer brusende flod med vandfald undervejs.
»Er det farligt?« vil en australier fra vores cykelteam gerne vide. Stefano skal være vores guide de næste par timer, og hans svar er nej. Ikke hvis vi gør præcis, som han siger. Det er ham, der bestemmer, ham, der er kaptajn på skibet.
Han taler højt med en kommandotone, som var han uddannet i US Army. Men bag den autoritære facon fornemmer man tydeligt humoren. Selv om han mener det alvorligt, når han siger, at vi skal gøre, som han siger.
»Vi inddeler floden i seks niveauer, og vi skal rafte på floden fra niveau et til tre,« forklarer Stefano.
Så er vi ombord. Solen skinner, temperaturen er i nærheden af de 34 grader, det er en perfekt dag til riverrafting.
»Go, go, go!« råber Stefano.
Og kort efter:
»Backward, backward!« når vi skal padle baglæns.
Og »forward, forward!« når vi skal fremad og passerer udenom store sten. Eller de små, der er sværere at få øje på.
Vi er som otte små maskiner i våddragter, når Stefano kommanderer fra bagenden af gummibåden.
En rafting-tur nedad Stura-floden er en oplevelse i særklasse. Naturen er varieret og fuld af kontraster. Grøn og jungle-agtig nogle steder, andre steder dominerer rå klipper, vandfald og slugter.
Og som endnu en kontrast i Piemonte flænser skarpe lyn med kort varsel himlen og bryder ud i en eksplosion af et tordenvejr. Vi er lige akkurat nået at op af raftingbåden, før vandet fra himlen står ned i tykke stråler, og vi må kaste os ind i den bus, der venter på os.
Piemonte er ikke kun bløde bjerge, gyldne solstråler og sanselige oste, når uvejret først bryder løs.
