Det var her i Selma i staten Alabama, de sorte amerikanere for 50 år siden vandt slaget om deres grundlovsbestemte stemmeret i en krig, der endnu er lang fra at være vundet.
Først en byge af tåregas fra politiets rækker ind mellem demonstranterne. Så blæser sheriffen til angreb.
Beredne hvide bøller sætter sporene i siden på hestene. De stormer op ad broen som et dragonregiment, der jagter en flygtende fjende. Med trækøller omviklet med pigtråd. Holdt i slaghøjde.
Ubevæbnede sorte demonstranter løber i rædsel. Midt på broen indhenter rytterne de langsomste af de flygtende. Gamle kvinder og teenagere bliver slået i asfalten, mens hele gruppen af anslåede 600 demonstranter panisk søger de 800 meter igennem Selmas kvadratiske gadegeografi tilbage mod kirken, hvorfra marchen startede.
Da tåregassen har lagt sig, og myndighederne trækker sig tilbage, er der 50 sårede. 17 så hårdt, at det kræver hospitalsindlæggelse.
Det var scenen 7. marts 1965 her på Edmund Pettus-broen, der leder hovedvej 80 ud af Selma i retning mod Montgomery, Alabamas hovedstad. Dagen, som den amerikanske borgerrettighedsbevægelse døbte Bloody Sunday.
50 år er gået, men broen ligner sig selv. Et ældre sort par takker ja til tilbuddet, om at få taget deres billede på broen. Dette sted betyder noget. Specielt for dem.
»Bloody Sunday«
I 1960erne kunne myndighederne i Sydstaterne slippe af sted med meget. Men med landsdækkende tv på sidelinjen blev begivenhederne på broen 7. marts transmitteret direkte hjem i de amerikanske stuer. Og mens de lokale i Alabama var galvaniseret og måske ligefrem bifaldt den slags sammenstød, så medførte tv-billederne et nationalt ramaskrig.
Bloody Sunday var begivenheden, som udløste vedtagelsen af Voting Rights Act i 1965, som blev godkendt af kongressen i Washington 6. august i 1965. En lov, der forbød de statslige myndigheder at udøve begrænsninger på sortes stemmeret. Alt sammen på grund af marchen den søndag for 50 år siden lige her i Selma.
Ud over det ældre ægtepar er det ikke til at se, at Selma er slagmarken, som Martin Luther King Jr. valgte at udkæmpe slaget om sortes stemmeret på tilbage i 1965. Men Selma var perfekt. Borgmesteren var halvsvag og sheriffen en sydstatstyran af den gamle skole.
Martin Luther King Jr. og resten af borgerrettighedsbevægelsen var sikret en konfrontation i Selma, og konfrontationer var, hvad der skulle til, hvis deres dagsorden skulle op på præsidentens prioritetsliste.
I starten af februar var Martin Luther King Jr. blevet arresteret sammen med en gruppe andre demonstranter i Selma for at have overtrådt en lokal lovgivning mod ikke-godkendte demonstrationer. Arrestationerne havde ikke været uden håndgemæng, og historien var havnet i de landsdækkende medier.
Sherif Jim Clark var en hård hund. Alabamas guvernør bad Selmas borgmester om at få Jim Clark til at drosle den hårdhændede behandling af demonstranterne ned. Borgmesteren svar skulle have lydt: »Even if Jesus told Jim Clark to treat them niggars nice, he would beat him up, and throw him to jail.«
Det var den modstander, Martin Luther King Jr. havde brug for, hvis han skulle skabe drama og mediedækning. Og drama blev der.
En eksplosion af følelser
Sorte var med afslutningen af den Amerikanske Borgerkrig i 1865 blevet sikret deres frihed og samme rettigheder som hvide. I teorien. Men nationen var krigstræt, og hurtigt fik en række sydstater arrangeret sig, så realiteten blev et apartheidsamfund med de sorte som andenrangsborgere.
Fra borgerkrigens ophør og frem til 1950erne, var der ikke sket synderlige fremskridt i de sortes rettigheder. Men busstrejker og sit-ins, havde dog langsomt ændret tingene.
Tre måneder efter mordet på John F. Kennedy i november 1963 sprængte Ku Klux Klan en bombe ved Sixteenth Street Baptist Church i Birmingham i Alabama, hvor fire små skolepiger i deres søndagskirketøj døde. Ovenpå attentatet på præsidenten var USA træt af vold og mord. Nationen krævede ændringer. Også for de sorte medborgere i Sydstaterne.
I 1964 blev raceadskillelsen i Sydstaterne officielt forbudt med vedtagelsen af Civil Rights Act. Men sorte var stadigvæk ikke sikret stemmeret, og myndighederne i blandt andre Selma gjorde alle mulige og umulige krumspring for at forhindre sorte vælgere i at blive registreret.
Nu skulle det endelige slag stå i foråret 1965, som skulle sikre dem stemmeretten.
I demonstranternes fodspor
Da demonstranterne forlod Zion United Methodist Church om morgenen 7. marts, vidste de, at Jim Clark og hans horde af bøller ventede på dem.
Kirken ligger i et område med toetagers socialt boligbyggeri. Jeg parkerer bilen og stiger ud. En statue af Martin Luther King Jr. til venstre for hovedindgangen minder om kirkens rolle i begivenhederne for 50 år siden. Det var her, de lokale organiserede kampen mod myndighederne.
To børn løber og leger. I bare tæer. Måske de har fået stemmeret, men den sorte befolkning i Selma ligner ikke en gruppe, der nyder frugterne af deres forældres og bedsteforældres kamp.
Jeg stiger atter ind i bilen og kører langsomt ned mod broen. Byen er slidt. Lukkede og forladte butikker vidner om fordums »størrehed«. For stor har Selma aldrig været.
Parkerer på hovedgaden og går ind på en diner. Den sorte servitrice smiler og tager imod bestillingen af kaffe. Herinde læser jeg op på marchen, inden broen bestiges.
Går bagefter af sted langs hovedgaden. Op ad betonfortovet på Edmund Pettus-broen. Samme vej og i samme tempo som demonstranterne.
Broen er stejl og hæver sig højt over floden. Først helt oppe på toppen kan man se ned på den anden side. Demonstranterne må have følt et gys, da de så rækken af politi, beredne bøller og en gruppe hvide samlet i en mod- demonstration, der råbte: »Niggers go home!«
Politiet gav demonstranterne ét minut til at opløse demonstrationen, og så fløj tåregassen.
Kigger ud over kanten på broen. Der er i hvert fald 35 meter ned til vandoverfladen. Der er ingen steder at flygte hen. Kigger over skulderen. Der er omtrent 100 meter bag mig, før broen rammer Selmas gadenet.
Demonstranterne har været fanget med kun én flugtvej. Til fods var de chanceløse mod de beredne køllesvingere. En kuldegysning kravler fra nakkehårene ned ad ryggen.
Det er der, jeg ser det sorte par stå og bøvle med en selfie. Tilbyder dem min hjælp. Som en slags bodshandling selv om jeg ingen aktie havde i slaget. De lyser synligt overrasket op i et smil og poserer sammen.
Troen på et bedre og samlet USA
Slaget på broen rejste en bølge af national sympati, og hundredvis strømmede til Selma i dagene efter. Blandt andre den hvide pastor James Reeb fra Boston. Om aftenen 9. marts blev han tævet ihjel på gaden i Selma af en flok lokale hvide.
Efter slaget og Reebs død bliver præsident Lyndon B. Johnson nødt til at reagere. 15. marts holder han en tale i kongressen, hvor han præsenterer Voting Rights Act med ordene:
»There is no negro problem. There is no southern problem. There is no northern problem. There is only an American problem.(...) This bill will strike down restrictions to voting in all elections – Federal, State, and local – which have been used to deny Negroes the right to vote. (...) We shall do this. (...) We shall overcome.« – den sidste vending som en slet skjult hyldest til de sortes protestsang af samme navn.
En sang, som de sang på vej op ad broen før slaget.
Realiteterne i dagens USA
23. marts 1965 har borgerrettighedsforkæmperne fået rettens ord for, at de må marchere fra Selma mod statshovedstaden Montgomery med deres krav om stemmeret. 300 marcherer af sted med Martin Luther King Jr. i spidsen, og denne gang kan Jim Clark ikke stoppe dem.
Fem dage senere ankommer marchen til Montgomery, og demonstranterne tæller nu over 25.000 mennesker. Senatetet og Kongressen i Washington hverken kan eller vil stoppe vedtagelsen af Voting Rights Act med sådan en folkebevægelse på barrikaderne i Syden, og 6. august 1965 vedtages loven.
Det var lige her, på denne asfalt og beton, slaget udspillede sig for 50 år siden. Men det er samtidig i byer som Selma, at krigen tydeligvis langt fra er slut. De sorte har fået rettigheder, men Selma er ikke en lykkelig lomme af tværracelig harmoni.
Efter gåturen lander jeg på en karakterfuld rockcafé. Bestiller en balje med iste, der på disse kanter ikke fås i under en liter. Efter ti minutter går det op for mig, at den eneste sorte herinde, er ham, der stak hovedet ud fra køkkenet. Selma i Alabama har stadigvæk langt igen, før race spiller samme rolle som hårfarve. Men uden slaget på broen havde der været endnu længere.
