En millionby som Paris bliver aldrig affolket, men hvis man ellers kan holde varmen ud, er det en meget anderledes Byernes By, der venter i juli og august.

Paris Plage
Man kan bade i Københavns Havn. Det kan man ikke i Seinen, men man kan til gengæld gå på stranden på den berømte flods højre bred i hele juli og august. Paris Plage blev lanceret af bystyret i Paris i 2002 og har siden været til stor glæde for såvel turister som parisere, der af den ene eller anden grund er strandet i storbyen, mens alle andre franskmænd er på ferie.

Tonsvis af kridhvidt sand og en betragtelig sjat palmer fragtes for en stund til hjertet af Paris og forvandler de brede stier langs vandet til et yndet frirum for solbadere i dagtimerne – topløshed frabedes, og det er forbudt at bade i Seinen. Alligevel blev Paris Plage angiveligt besøgt af godt fire millioner mennesker alene sidste år.

Men Paris Plage er måske i virkeligheden allersjovest ud på aftenen, hvor hele strækket mellem de centrale broer med Pont Neuf som centrum summer af liv.

»Black trombone« hed et af Serge Gainsbourgs tidlige numre, og netop trækbasuner, men også trompeter, saxofoner i alle størrelser fra sopran til baryton, slagtøj, kontrabasser og alverdens andre instrumenter er i spil, når mørket falder på en lun sommeraften langs Seinen, og Paris Plage forvandles til en stor jamsession. Et andet sted er der tangoundervisning, og et tredje stop byder på fransk visesang, så ikke et frankofilt øje er tørt, af en lille akustisk trio med harmonika, kontrabas og guitar.

Næste: Paris på cykel