Fra næste uge spørger vi danskerne, hvor de skal hen på ferie og hvad de laver i lufthavnen, mens de venter på flyafgangen. I denne uge svarer vi selv.

Leif Poulsen
Hvor skal du hen, næste gang du skal ud at flyve?

»Jeg skal på lang golfweekend i Island. »

Hvad laver du, mens du venter på flyet?

»Jeg ofrer 600 kr. om året på et Diners Club-medlemsskab, så jeg altid har adgang til en lounge. Jeg hader støjende og stressende lufthavne og elsker stilheden i en lounge.«

Voxpop: Hvad laver I i lufthavnen?


Jan Hedegaard
Hvor skal du hen, næste gang du skal ud at flyve?

»Medmindre jeg skal på job et eller andet sted, skal min kone og jeg på sommerferie, men først sidst på sommeren.«

Hvad laver du, mens du venter på flyet?

»Jeg tjekker altid udvalget af non-fiktion engelske paperbacks. Det er en gammel vane fra dengang, boghandelen i lufthavnen havde et fremragende udvalg af billigbøger på engelsk. Ellers sidder vi og prøver på at komme i tanke om, hvad vi har glemt.«

Lars Johansen
Hvor skal du hen, næste gang du skal du at flyve?

»Jeg skal til Kiev i Ukraine.«

Hvad laver du, mens du venter på flyet?

»I lufthavnen køber jeg altid Weekendavisen og en latte hos Starbuck’s og nyder så at kunne sidde og slappe af med godt læsestof og god kaffe. Hvis jeg ved, at jeg skal til en fin middag eller lignende, når jeg når frem, sker det også, at jeg køber en ny skjorte, så jeg er sikker på, at jeg kan se pæn ud, selv om min kuffert ikke skulle nå frem.«

Mikkel Mayner Lind

Hvor skal du hen, næste gang du skal ud at flyve?

»Jeg skal til Cypern med min hustru. Vi rejser efter solen og skal bare slappe af.«

Hvad laver du, mens du venter på flyet?

»Jeg går altid en tur forbi de dyre forretninger bare for at kigge. Herefter runder jeg lige WH Smidt, hvor jeg shopper lakridser, en rulle Mentos til tygge på under takeoff og et udenlandsk magasin om musik, jeg normalt ikke køber.«

Gitte Holtze
Hvor skal du hen, næste gang du skal ud at flyve?

»Jeg skal til Korsika og vandre, klatre, cykle og snorkle«.

Hvad laver du, mens du venter på flyet?

»Jeg køber en kop kaffe i Starbucks og Euroman i en kiosk, og så tjekker jeg som regel også om min yndlingsparfume pludselig skulle være kommet på tilbud i taxfree-shoppen. »

Judith Betak

Hvor skal du hen, næste gang du skal ud at flyve?

»Jeg holder sommerferie i Danmark, så min næste ferierejse med fly er først i oktober, hvor jeg skal til La Santa på tennisskole.«

Hvad laver du, mens du venter på flyet?

»Har jeg lang ventetid i transferlufthavne i udlandet, køber jeg mig ind i en lounge, hvor der er fred til at slappe af eller arbejde. Men her i København behøves det ikke. Der er mange fredelige hjørner, og i det hele taget er vores lufthavn en af verdens mest behagelige at opholde sig i.«

Nina Rølle
Hvor skal du hen, næste gang du skal ud at flyve?

»Jeg skal til Spanien.«

Hvad laver du, mens du venter på flyet?

»Jeg elsker lufthavne, men er typen, der altid kommer lige til øllet. Men jeg når som regel lige at teste en parfume og købe et blad eller en bog, inden jeg drøner ud til gaten«.