Pas på løse tablets, mobiltelefoner og vandflasker. De bliver som missiler ved hårde opbremsninger, advarer Børneulykkesfonden.

Der er fokus på sikkerhed, når de danske børnefamilier drager på bilferie.

Dæktryk og oliestand tjekkes, og rigtig mange har i forvejen sat sig ind i forsikringsforhold og fundet nummer til vejhjælp, hvis uheldet skulle være ude.

Det viser en undersøgelse, som Epinion har foretaget for Børneulykkesfonden og SOS Dansk Vejhjælp.

»Det er positivt, at mange familier undersøger bilens tilstand inden afgang. Det betyder meget at forebygge ulykker, men også at man kan nemt kan komme videre med ferien, hvis uheldet skulle være ude,« siger Ellen Trolle, salgs- og marketingdirektør i Dansk Autohjælp.

Statistik fra SOS International viser, at i de tre sommermåneder sidste år havde mere end 8.000 danskere brug for vejhjælp under ferien i udlandet. Flest i Tyskland, Sverige og Italien.

Men mens bilerne bliver mere og mere sikre mod skader udefra, øger vi selv risikoen for at blive skadet inde i bilen.

Samme Epinion-undersøgelse afslører nemlig, at hver fjerde familiebil, som fuldt pakket ruller ud på vejene, er pakket forkert og dermed er farlig i kritiske situationer.

Vi tager flere og flere ting med os, bl.a. løs bagage og småting som vandflasker, mobiltelefoner og løse tablets, som kan gøre stor skade på personer i bilen. De kan i værste fald blive dødbringende ved en hård opbremsning eller i et trafikuheld.

»Der er grund til at råbe vagt i gevær, hvis så mange børnefamilier drager ud på de europæiske motorveje uden at have sikkerheden i orden,« siger Henriette Madsen, Generalsekretær i Børneulykkesfonden.

SÅDAN PAKKER DU BILEN

  • Tunge ting skal placeres lavt og bagerst i bagagerummet mod sæderyggen.
  • Hold bagagen i en højde, så hattehylden over bagagerummet kan holde bagagen nede ved en evt. kollision. I et stort åbent bagagerum, f.eks. en stationcar, er det en god idé at købe et gitter til at sætte mellem bagagerum og bagsæde.
  • Tagboksen er kun til lette ting, og overhold altid vægtangivelsen.
  • Begræns mængden af bagage. Er der brug for mere plads end bagagerummet, skal bagage placeres på gulvet bag forsæderne.
  • Læg ikke bagage på hattehylden, heller ikke småting som f.eks. en drikkedunk, men brug lommer bag på forsæderne til opbevaring.
  • Fastgør DVD-afspiller på nakkestøtten.
  • Hold ekstra afstand og kør langsommere med en fuldt pakket bil. Kør ikke mere end otte timer, da risikoen for uheld fordobles herefter, og husk at holde pauser undervejs.
  • Husk sikkerhedsvesten. Den er obligatorisk i mange lande, og skal bæres ved motorstop på motorvejen.

Kilde: Børneulykkesfonden og SOS Dansk Autohjælp