Følg tigerens spor og oplev smukke paladser, basarernes mylder, landsbyernes åbenhed og ikke mindst Taj Mahals uudgrundelige skønhed. En rundrejse i Indien slår dig omkuld.
Bussen rumler derudad på bumlede, støvede landeveje, hvor lokalbusser og lastvogne pyntet med glitrende guirlander og plasticfigurer styrer direkte mod os, indtil køretøjerne er få meter fra hinanden og trækker ud til hver sin side, så vi lige akkurat undgår kollision.
Vi suser forbi rismarker, hvor kvinder i farvestrålende sarier trimmer rismarkerne, passerer kameler foran trækvogne med grøntsager, mænd, der sidder på hug i hvide kjortler med turbaner, overskæg og en cigaret i flaben og sludrer under skyggefulde træer.
Vi er i Indien – på en klassisk rundrejse for at se nogle af Indiens mest enestående byer og bygningsværker. Og samtidig for at mærke det Indien, som man skal ned og lugte til selv, før man aner, hvad der tales om.
I Delhi, hvor rejsen begyndte, gjaldt det om at komme ud af millionbyen i en fart – her hvor biler, lastvogne, busser, motor- og cykelrickshaws gnider sig mod hinanden – for så at have en lang køretur foran os. By bliver til land, og land bliver til ørken, inden vi havner i ørkenstaten Rajasthans hovedstad, Jaipur – eller The Pink City, som man også kalder den.
Se også: Venindetur til Rajasthan
Husene er ganske vist terrakottafarvede, men en gang tilbage i 1800-tallet var Prinsen af Wales i staden i en lettere besoffen tilstand og roste byen for dens smukke lyserøde huse, og så tog man navnet til sig, for man skulle jo nødigt fornærme den fine gæst.
Ved ankomsten til Jaipur bliver vi mødt af en miniversion af den kinesiske mur, der bugter sig på bjergskråningen. Den er bygget af en tidligere maharaja – en af Rajasthans små konger, som havde al den magt og rigdom, man kunne ønske sig. Vi kører ind til midtbyens mylder og op til City Palace.
Et smukt bypalads, der blandt andet rummer en masse guldbroderede beklædningsstykker fra de tidligere maharajaer – deriblandt et par ekstremt store bukser, der ligner pasformen til en elefant, men altså tilhørte en maharaja i en ualmindelig stor krop. På slottet bor slægtningene fra den sidste maharaja i byen, og når familien er hjemme, er flaget hejst.
Ude på gaden ryger vi durk ind i et mylder af tiggere, som forsøger sig med alle kneb. Det er første møde med »de kasteløse« på vores rejse og en ekstrem voldsom oplevelse efter den beskyttede tur rundt på det æstetiske palads med de kølige, lyse stengulve. De er fattige og forarmede.
Børnene tigger penge, shampoo og chokolade, de voksne nøjes med at bede om penge ved blandt andet at udstille små slappe børn i trækvogne. Derfor er det også svært at rumme den lange handelsgade efterfølgende, for det virker helt umuligt at begynde at købe souvenirs efter at være blevet konfronteret med al den armod. Men tiggerne er altid ved turistattraktionerne, og man vænner sig – desværre – mere og mere til dem over de næste par dage.
Handelsgaderne i den gamle bydel byder på ørkenstatens broderede og spejlbesatte kjoler, tasker, dukker og tæpper med en stærk duft af de mange farvestoffer, der er hældt i for at opnå de intense farver. Den blander sig med en sød lugt af – ja, undskyld – tyndskid, som man finder rigtig mange steder i Indiens tætpakkede gader.
Længere oppe i basaren ligger Vindenes Palads; en husmur tætpakket med vinduer og små reposer bag. Her sad kongehusets kvinder bag hvert deres franske vindue og kunne ubeset følge med i gadelivet, som de ikke selv var en del af. Skønt det minder om en kulisse fra Hollywood, er det en ualmindelig smuk mur, som i dag giver adgang til en fantastisk udsigt ud over byens mylder.
Da mørket har lagt sig over Jaipur, bliver vi indlogeret på et godt hotel, bliver mødt af dansende børn i foyeren og får hver vores blomsterkrans om halsen – en hilsen til guderne lige som alle mulige andre hverdagshandlinger beror på. For inderne sørger for at holde sig gode venner med de højere magter. For eksempel er dekorationerne på bilerne en stille bøn til guderne om, at de gerne må sørge for, at man kommer helskindet gennem trafikken.
Her er indisk buffet på terrassen med al den godt krydrede mad, man drømmer om at sætte tænderne i, når man er havnet i Indien: raita, chapati, papadum, tandori chicken, dahl og alt det andet. Rundt omkring i gadens mørke, kan man høre hunde gø. De holder vagt på tagene af husene og sætter en hel koncert i gang, der fortsætter langt ud på natten.
Næste dag begynder med et besøg på Amber Fort. Vi er tidligt oppe, og køreturen gennem Jaipur, der langsomt vågner, er en oplevelse i sig selv. Der bliver hevet garageporte op, fejet, lavet chai, renset ører, køerne strækker sig, gigantiske stabler af varer bliver transporteret på cykler, biler bliver vasket og dækkene pumpet op.
Et kig ind i elskovskammeret
De hjemløse ligger indhyllet i tæpper som sommerfuglepupper og sover endnu, og forbi passerer en blankpoleret personbil, hvor kvinderne på bagsædet tynger bilen med deres læs af guld og diamanter, mens børnene på skødet bidrager med deres elektroniske bip-spil. En gruppe turister er tidligt ude med et rend af tiggere efter sig – kvinder med børn på armen og små børn med hovedet på skrå, der med fagter viser, at de har brug for mad.
Ved Amber Fort skal vi ride på elefanter op til selve fortet. Man kan sagtens gå, men vi tager oplevelsen på de flot bemalede elefanter med. I gamle dage fragtede man alle varer op til fortet på elefantryg, og det vil man gerne give turisterne en oplevelse af. Det er faktisk også en fin tur, skønt min elefant ikke rigtig gider, men så får jeg mulighed for at lade blikket dvæle ved Rajasthans fredfyldte landskab.
Fortet er smukt. Her er tårne og kamre, balsale og meget mere i det enorme palads til kongefamilien og deres nærmeste, som bestod af 300 mennesker.
Vi ser blandt andet maharajaens private gemakker med spejlindsatser overalt i murværket, der skulle glimte noget så eventyrligt i fordums tider, når man om aftenen tændte olielamperne i loftet.
I en lille gård er et firkantet hul i jorden, der engang rummede et bad, som blev forskønnet med rosenblade og parfume. Det var forberedelsesrummet til elskovskammeret, og her kunne en af maharajaens 12 koner dykke ned og komme i den rette stemning ved at kigge op under loftet, hvor en fin lille kamasutra-tegning stadig kan ses.
Tiger-spotting
Vi skal videre til en nationalpark sydpå i Ranthambore. Endnu en lang køretur, hvor vi sidder og lader Indiens land- og byliv gøre sit indtryk på os for så at havne i nogle bungalows tæt på selve parken, som er den nationalpark i Indien, hvor der skulle være størst sandsynlighed for at opleve tigre.
Der er i dag kun 1.000 tigre i hele Indien. Tidligere var der mange flere, men maharajaerne holdt af tigerjagter, og man mener, at hver maharaja i gennemsnit har skudt 22,5 tigre – så der er røget et par stykker på den konto. I Ranthambore er der omkring 35 til 40 tigre tilbage. Siden 1979 har det været forbudt at gå på tigerjagt, men krybskytter kan stadig ikke nære sig.
Vi er af sted på to ture og sidder alle sammen i jeepen og forsøger at tune ind på falkeblik. Vi ser rådyr, vildsvin, aber og alverdens fugle i en natur, der minder om landskabet fra »Indiana Jones« – men kun skyggen af en tiger. Et sted er der tigerspor, som vores guide mener desværre er en dag gamle, og så får vi via telefonkontakt til en anden jeep at vide, at en tiger er gået forbi en vej, vi passerede ti minutter tidligere. Suk!
Der er også leoparder og læbebjørne i parken. Dem får vi desværre heller ikke fornøjelsen af at se. Til gengæld er naturen betagende, og vi når på et tidspunkt til en sø, Paradise Lake, hvor et smukt gammelt jagtslot står og knejser ved søbredden. Det er dét sted, hvor BBC jævnligt optager tigerudsendelser fra, når de er i Indien. Og synet af det smukke vinduesparti, hvor tigrene normalt ligger i sommervarmen og køler sig på de skyggefulde mure, er nok den nærmeste fornemmelse af de gule og sortstribede katte, vi får på denne rejse.
Der er hyggeligt på hotellet. Vi spiser ude om aftenen under åben himmel og bliver siddende til klokken to om natten underholdt af flammeslugere og dansende piger med klirrende ankelkæder.
Landsbyernes åbenhed
Dagen derpå kommer vi forbi en landsby, Todadhama, som gæstfrit byder indenfor. Det er første gang, de har besøg af turister, så vi bliver bedt om ikke at give noget som helst til børnene, for de kender endnu ikke til tiggeri og skulle nødig få en idé om, at det skulle blive deres fremtids-geschæft.
Skoleundervisningen er i gang, og klasserne fyldt til bristepunktet med børn, der sidder på gulvet i blå uniformer. Efter fem minutter har vi skabt totalt virvar, og alle er ude af lokalerne, løber rundt og fjoller foran os og vores kameraer. Lærerne står i baggrunden og skæver lidt, og et par af byens spidser kommer hen og fortæller om deres by.
Der bor 200 mennesker, man lever af landbrug, og vi vader rundt i kolort på byens jordveje. Børnene følger med os videre, mænd sidder på hug og deler cigaretter og snakker, kvinder passer børn, poster vand, og en lille butik sælger godter til hele byen.
Vi køber nogle »bidier« – de indiske cigaretter rullet sammen af blade – til et par kroner. Dem, som selv tiggerne smider på jorden, hvis man byder dem én. De smager faktisk hæderligt og er pakket fint ind i kræmmerhusformede lilla pakker.
I et hjørne ved et nedlagt hus med skrald foran sidder byens landsbytosse, en gammel syg kvinde, og virrer med hovedet. Ingen ænser hende. Da vi forlader byen, har vi en hale af børn efter os, som vinker og løber efter bussen. Børn, som formentlig aldrig kommer til at forlade Todadhama og videreuddanne sig. For selv om man gør meget for at højne uddannelsesniveauet i Indien, så tynger det ellers afskaffede kastesystem stadig de små samfund.
Fantastiske Taj Mahal
Flere timer senere ankommer vi til Agra. Byen, der er kronet af et af verdens syv vidundere, Taj Mahal. Her besøger vi Red Fort, hvor stormogulen, Shah Jahan, som byggede Taj Mahal til sin elskede kone, sad indespærret den sidste del af sit liv.
Shah Jahan havde planer om at opføre et identisk gravmonument til sig selv, blot udført i sort marmor. men det fik hans søn sat en stopper for, da han under et oprør overtog magten og satte sin far i husarrest. Blandt andet fordi han mente, at faderen brugte for mange penge. Og på en af paladsets terrasser står vi og forsøger at fornemme, hvordan det måtte være for Shah Jahan at sidde netop her og se over på Taj Mahal, hvor hans elskede hustru, Mumtaz Mahal, hvilede på verdens nok mest prestigiøse gravplads.
Og Taj Mahal kan få enhver til at stoppe med at trække vejret midlertidigt. Som den tidligere amerikanske præsident Bill Clinton sagde, da han besøgte Taj Mahal i 2000: »Der findes to slags mennesker i verden. Dem, der har besøgt Taj Mahal og elsker det, og dem, der ikke har set Taj Mahal og elsker det.«
Hvad han præcis mente med det, kan man kun gætte sig til, men man kan i al fald videreføre hans sætning med, at Taj Mahal sætter sine spor i sin beskuer. Man glemmer det aldrig – og det var også det mål, Shah Jahan havde med gravmonumentet.
Da Mumtaz Mahal var gravid for 14. gang, fik hun blødninger, og vidste hun skulle dø. Shah Jahan kom ind for at sige farvel og spurgte, hvad han skulle gøre.
»Du kan bygge et mindesmærke over vores kærlighed, som verden aldrig vil glemme,« lød hendes svar.
Det kan de tusindvis af mennesker, der besøger Taj Mahal hver dag, bevidne. Vi besøger Taj Mahal fra morgenstunden, hvor tågen stadig hænger ind over den hvide marmorbygning belæsset med ædelstene. Det kan ikke beskrives med ord, hvor smukt det er, men forestil dig en hvid lilje mod en blå himmel, forstør den flere hundrede gange op og omgiv den med ro og rindende vand, så vil du måske havne i nærheden.
Og med denne oplevelse i bevidstheden vil vi forlade Indien for denne gang. Vores tur sluttede i Old Delhis hæsblæsende mylder, der har sin helt egen meget anderledes tiltrækningskraft, men det var Taj Mahal, der stoppede åndedrættet... midlertidigt.
