Tager man til Sal – en af Kap Verdes 13 øer - er der dømt opadgående oplevelseskurve i bølgerne.
Sal minder om en humlebi. Den burde egentlig ikke fungere. Øen er en stor gold ørken, hvor der ikke dyrkes noget, alt bliver importeret og drikkevandet skal sejles ind. I tidernes morgen eller bare omkring Columbus’ tid, blev den dengang portugisiske ø brugt som rasteplads for de store skonnerter. Senere blev den et knudepunkt i den store slavehandel, da den belejligt ligger 500 km vest for Afrikas kyst.
Læs også: 10 af de smukkeste strande
Her kunne sømændene strække ben og fylde lasten op inden sejlet atter blev hejst og stævnen rettet mod de ukendte vidder.
Ukendte vidder er for længst en saga blot, men som berejst dansker er der alligevel mulighed for at føle sig udenfor rækkevidde af civilisationens lange arm. Selvom det kun tager syv og en halv time at flyve dertil, er det stadig ikke en velbesøgt ø. Men befolkningen er mere end optimistisk og overalt i det sandede landskab kan man se byggeprojekter, der vidner om store turist drømme.
Indtil da: No stress.
Og det er mottoet på Sal. Overalt er det malet på mure og det ender ofte i en sætning. Den første dag griner man lidt af det, for selvfølgelig slapper man af på sin ferie. Men det går hurtigt op for en, at det ikke kun er henvendt til en selv, det er en måde kap verdianerne lever på. Ingen stress. Overhovedet.
Og hvad skulle man også stresse med?
Der er meget lidt at foretage sig på øen, og dermed meget lidt at skulle nå. Tænker man på at lade ferien indeholde store kulturoplevelser og eventyrlige vandringer, så bliver man slemt skuffet. Eller utrolig fattig.
Men er man til lange hvide sandstrande, azurblåt hav og sol nok til helt år, så er øen lige præcis den rette medicin til en forjaget dansker.
En typisk dag består af en morgendukkert i det lune Atlanterhav, en god morgenmad i palmeskyggen og så udvælgelsen af dagens lekture til stranden.
Hygge i Santa Maria
Man kan slentre ind til hovedbyen Santa Maria, kigge på kunst fra »moderlandet« Afrika og tage en let frokost på torvet, som får en til at tænke på Cuba. Eftermiddagen kan passende bruges blundende til tonerne af øens soundtrack, en komposition af havets brusen, fiskernes diskussioner og fjerne trommer. Og når solen begynder at pynte sig i lyserødt, kan man smide en gin og tonic indenbords – hvilket er god medicin mod myg, da kinin holder kræene væk – tage middagen på stranden og måske forfalde til noget af den underholdning, som barerne kaster efter de tørstige.
Og så slut, for man sover virkelig godt, når man ikke kan andet.
Men lad nu ikke en doven journalist kaste et dasende lys på ferien. Atlanterhavet byder nemlig på mere end farverige koraller og mindeværdige måltider. Der er et hav af aktiviteter til de vandglade og det er et helt kapitel for sig selv.
Slå dig løs i bølgerne
Bølgerne ved Sal kan være enorme. De kan sågar være frygtindgydende. Lægerne på øen ser dagligt skader a’la brækkede ben og bøjede ribben, efter at hovmodige turister har trodset advarslerne og kastet sig ud der, hvor bølgerne brækker og vandet skændes. Tager man de lokales forholdsregler til sig, ser efter advarselsflagene og ellers bruger sin sunde fornuft, er der intet at frygte for de almindelige badegæster. Men for bade-bæster er der lagt i oplevelseskurven til en af de helt store omgange. For når man er færdig med at mavesurfe sig øm, så er der rig mulighed for at leje udstyr og lege med de store drenge.
Mulighederne for Windsurfing er optimale. Det blæser altid og verdens professionelle surfere, blandt andet den tidligere verdensmester i windsurfing Josh Angulo, træner lige ude foran de måbende turisters strandstole. Det er flot, det er farefuldt og det er faktisk lige til at lære.
Man kan få undervisning og leje udstyr til fornuftige priser. Om man vil have hele pakken og blive semiprofessionel på en uge, så er det stedet. Ønsker man bare at teste sin balance nogle timer en eftermiddag, så er det et barsk sted at begynde, men en lektie man kan tage med sig hjem.
Og vil man at udvide ens talenter, så er – det herhjemme dyre - kight-surfing ligeså tilgængeligt som trådløst netværk i København. På strandene bugner det med stande, der udlejer udstyr og instruktører.
Er det ikke adrenaliniveren som mangler stimulation, så er der mulighed for dykkerkurser. Nybegyndere kan starte i hotellets pool og ende i koralrev på samme dag, men der er også mulighed for større kurser, som kan udmunde i »licens to dive« i resten af verden. Der er koralrev udenfor Sal og hvis man gerne vil se det, men helst vil undgå at blive våd, så har de fleste rejsebureauer kontakt til den sjove gule båd Neptun.
Båden er ejet af en franskmand, som iklæder sig det fineste kaptajn sæt og guider turisterne ned i kahytten hvor boven af skibet er udskiftet med store glasruder. I denne nærmest psykedeliske setting kan man læne sig tilbage og dykke med under havet uden at få så meget som en dråbe vand på kroppen.
Der er masser af farvestrålende fisk og havarerede skrog under overfladen, men hvis havet er uroligt kan man være uheldig og nøjes med at se en sandstorm i vand.
Turen er spændende, men bliver man søsyg af dybderne, så er der også muligheder for at leje sig en plads på et katamaranskib og bare flyde ud til dj’en, gafle madpakken i sig, drikke læskende drikke eller kaste sig i vandet.
Lystfiskere er også velkomne. Der er mulighed for private sejlture, hvor udstyr til den ivrige fisker er tilgængeligt. Her sejler mændene af sted om morgenen med lokale fiskere og plukker et udbud af Atlanterhavets tag selv buffet med hjem til molen. Men da sundhedssystemet på Sal – og i resten af landet – ikke er så udbygget som i Danmark, må man ikke beholde fiskene. De går direkte til skoleungernes kantine, hvor dagens fangst serveres til landets fremtid. Idealistisk turisme.
Priserne på disse aktiviteter varierer en del og et godt råd er, at man forhører sig om turene hos sine guider og derefter selv går ned og bestiller turen. En familie kan spare adskillige kroner ved at booke selv.
Og ja, det handler primært om livet ved, i og på havet på Sal, da den 40 km lange og 12 km bredde ø består af sten, sand og knap 18.000 indbyggere. Men ønsker man at være landkrabbe for en dag, så er det også muligt.
Øen er set på nogle timer. Udover Santa Maria, hvor de fleste mennesker bor, er der nogle turistghettoer at kigge på. Især italienerne er glade for øen og bygger lejlighedskomplekser med hjem der koster to millioner euro. Ingen lokale vil få mulighed for at bo der og grundet krisen står byerne nærmest spøgelsesagtigt hen. Hvad angår shopping for de købelystne, så er udvalget også begrænset.
Når man har bladret sig igennem de første mange plastiksolbriller, reggae farvede saronger og kopivarer, så er det næsten det. Ganske som i andre turistmagneter lærer sælgerne hurtigt, at hvis de hager sig fast på et bytte, så køber de nok et eller andet for at slippe væk. Men det er langt fra grelt.
De fleste forstår et nej og hvis ikke, så forstår de det, når man går. Der findes i Santa Maria et marked, hvor overskuddet går til lokale projekter og hvor turisterne kan gå helt i fred og lure på den skandinaviske vis. Udbudet er lokale produkter såsom likører, malede kopper og små flettede sager, som mest af alt ligner afgangsproduktioner fra en folkeskoles billedkunst hold.
Men der er også lokal musik og gode råd at få til udvælgelse af cd’er fra genren, som for mange mennesker er indbegrebet af afslapning. Flere vil nok nikke anerkendende til den lokalt fødte sangerinde Cesária Évora, hvis dybe stemme ledsaget af legende guitarer får de fleste til at lade tankerne svømme sydpå.
Og sydpå det er man i Kap Verde. Det regner næsten aldrig. Temperaturen ligger konstant over 20 grader året rundt og oftest nærmere de 30. Havet er varmt, vandet krystalklart og stemningen afslappet.
Så det kan anbefales at drosle ned på oplevelses ambitionerne og lade sig forføre af det for os så uvante klima, hvor sne er noget i fryseren, fygning sker i ørkensandet og kulde er, når man glemt at slukke for aircondition.
Og så bare slappe af og ikke stresse. Så bliver ferien en gave for sjælen.
