Himlens sole og planeter stråler over Atacama-ørkenen, verdens tørreste sted. Rejseliv har oplevet de mange muligheder med Explora.
Der er ikke andet end mørke.
Jeg rykker mit øje lidt. Først lidt op og ned, så til siden.
»Kan du se noget? Det kan være svært til at begynde med,« siger vores stjerneguide.
Pludselig er den der. I stjernekikkerten kan jeg pludselig se stjernehimlen med et mylder af lysende sole – langt flere end jeg selv havde set uden for observatoriet. Og det siger ikke så lidt, for himlen over Atacama er det sted i verden, hvor man bedst kan se stjerner.
I Andesbjergene ved Atacama-ørkenen i Chile ligger der flere store observatorier. Blandt andet ALMA, som officielt blev åbnet i marts sidste år.
Alma er det spanske ord for sjæl, hvilket er lidt mere poetisk end den forkortelse for »Atacama Large Millimeter Array«, det retteligt er. Et stort jordbaseret astronomisk observatorium bestående af flere store radioteleskoper og det største astronomiske samarbejde af sin art, som Chile, USA, Japan og EU står bag.
Mindre forhold er der i det observatorium, som Explora hotellet byggede for seks år siden, og hvor jeg står, overvældet af det stjernemylder, jeg pludselig kan se derude i det store intet.
Observatoriet er rundt med drejetag og en åbning til stjernekikkerten. Det er en af de største stjernekikkerter til amatørbrug. En såkaldt Meade 16" f/10 LX200R Advances RD.
Inden vi kom ind i observatoriet, stod vi udenfor og udpegede selv Mælkevejen. Og guiden havde med laserlys vist flere stjernetegn og planeten Mars, som også, selv om den ikke selv lyser, tydeligt kunne ses.
Gennem stjernekikkerten står det hele lysende klart.
Rid ud i ørkenen
Mødet med stjernerne er bare en af de oplevelser, som Explora hotellet, Ayllu de Larache, i den lille oaseby San Pedro i Atacama-ørkenen tilbyder. For oplevelser er hele idéen bag Explora hotellerne, og det især oplevelser, hvor man bruger sin krop. Både oplevelserne og alt andet under opholdet er inkluderet i prisen. Det er bare at vælge og vrage.
Vi møder den første aktivitet, allerede da vi i bilen fra lufthavnen drejer ind gennem åbningen i muren langs den smalle støvede jordvej.
Alle huse og ejendomme i den lille bys udkant gemmer sig bag røde lermure, så det gør hotellet også. Det består af en række nye bygninger, der er opført med inspiration fra en traditionel estancia, en større bondegård.
På den store hotelgrund havde 20 atakameňo-familier engang deres huse og marker. En stor del af murene omkring disse små jordlodder er bevaret i det grønne område omkring hotellet, og hver mark har fået den oprindelige families navn på kortet over hotelområdet, som gæsterne får udleveret.
Inden vi når så langt, møder vi åbne hestestalde med smukke veltrimmede dyr. De er til rådighed for gæsterne til rideudflugter. Er man mere til udflugter på cykler og til fods, kan man også det – i forskellig længde og sværhedsgrad.
Bag staldene ligger den hvide hovedbygning med bl.a. reception, bar og restaurant. Og bag hovedbygningen ligger værelserne på række i lange »staldbygninger«. Det er rustik luksus med hvidmalede stenvægge, store vinduer med udsigt til bjergene, men intet TV eller radio på værelserne. Det er alt det udenfor, det handler om. Og først for nylig har Explora-hotellernes ejer måttet overgive sig og installere wifi til gæsterne. Men kun i receptionsområdet.
Allerede ved ankomsten står lederen af Explora-holdet klar med forslag til udflugter samme eller den følgende dag.
Jeg drister mig ud på en ridetur i det golde landskab uden for ørkenbyen. Jeg kan ikke ride, men der er også heste til nybegyndere. Og havde jeg tid, kunne jeg også få rideundervisning.
Hestene er opdrættet i den hesteglade hotelejers stutteri nær Santiago. Sammenlignet med de traditionelle små seje chilenske heste er det her store heste. Der er både chilensk, arabisk og britisk blod i dem.
Vi skridter mageligt ud af hotellet og byen med en gaucho i front og en guide som bagtrop. Ud i støvet og de mange grå- og pudderfarvede nuancer. Rider gennem flade vidder op på en smal bakkekam, hvor udsigten til den grønne San Pedro i alt det tørre ørkenfarvede er markant.
Lang og spændende historie
Byen har siden 1990 satset på turisme og er nu udgangspunkt for ture og udflugter til seværdighederne i ørkenen omkring den. I dag har byen mistet sin uskyld, står der i min guidebog. Set med mine øje er det nu en lille fredelig by, hvor turisterhvervet ganske vist fylder en del.
Jeg har hørt, at der i højsæsonen er pakket med turister i byen, men her i foråret er der hyggeligt i de smalle gader, hvor småforretninger med masser af souvenirs, strik og vævede ting og restauranter er flyttet ind i de tidligere små byhuse. På pladsen ved kirken er der stadig lokalt liv med børn, som spiller fodbold, og ældre herrer, der sidder på bænkene i skyggen under træerne og diskuterer dagens emner. Det er også her, det lille indendørs marked med lokalt håndværk ligger.
Der har boet mennesker i Atacama-ørkenen i tusinder af år. Licán Antai kulturen blomstrede, Atacama, kaldte spanierne den. Ørkenen var dengang mere vandrig og frodig, og byen, som i dag er San Pedro, var centrum for handel mellem Bolivia og det nordlige Argentina.
I det 15. århundrede blev området kontrolleret af det store Inca-rige, og i 1536 kom den første spanier til Atacama-ørkenen. Diego de Almargo kom rejsende fra Peru, krydsende Andesbjergene, hvor halvdelen af hans ekspeditionsdeltagere omkom, i jagten på de mystiske guldskatte, han havde hørt om.
I dag er der 3.000 direkte efterkommere af atacama-folket, og San Pedro kaldes Chiles arkæologiske hovedstad. Der er flere store udgravninger, blandt andet Tulor-byen lige uden for San Pedro. Atacama arbejder mod at komme på UNESCOS World Heritage liste, og er foreløbig på »tentative listen«.
Museet i San Pedro har en glimrende udstilling, der giver overblik over både historie og natur. Et større museum er på vej. Efter planerne skulle byggeriet sættes i gang omkring årsskiftet, og det nuværende museum lukke imens. Men lad os nu se, som de siger i byen.
Ti kilometer syd for San Pedro ligger Chiles største saltslette, Salar de Atacama. Det er en 30.000 kvadratkilometer stor gold slette med et lag af salt og mineraler fra aflejringer fra de omgivende bjergkæder Andesbjerge i øst og Cordillera Domyko mod vest. Vand fra bjergene er endt i bassinet mellem bjergene, hvor det er fordampet under den bagende sol.
Der er et par saltsøer på sletten, og her holder flokke af langbenede lyserøde flamingoer til.
De mange bjerge og udslukte vulkaner giver masser af vandremuligheder og -udfordringer. Både korte lette ture og de mere krævende med fem-seks timers vandring.
Vulkaner i tynd luft
Fra hotellet er der udsigt til områdets højeste vulkan, Sairecabur. Et smukt kegleformet bjerg, hvis top ligger 6.010 meter over havet. Sairecabur kan bestiges, men for turister er der andre af de høje bjerge over 5.000 meter over havet, der er lettere tilgængelige, hvor toppen kan nås på en dag, og turen gennemføres som almindelig vandring, hvis man altså kan klare den tynde luft.
Men først skal man akklimatiseres til højderne. Udflugtsprogrammet gør tydelig opmærksom på, hvornår man må vandre hvor, og hvilke vandringer, man skal have gennemført, før man rykker op i højalpint terræn. Både kontoret og guiderne registrerer ens udflugter og tjekker, at reglerne følges.
Hvor vigtigt det er, at man går langsomt frem, opdager jeg, da jeg er på den sidste af de forlangte ture, inden man må begive sig helt op i højderne. En ung chilensk kvinde bliver på sidste stigning på turen syg og må hurtigt ned til transportbilen, hvor der er iltflaske. Hun får det heldigvis hurtigt bedre, men både hun og hendes mand melder straks fra turen til toppen af Cerro Toco, som vi ellers har talt om, at vi skulle bestige sammen dagen efter.
Inden da skulle vi gennemføre turen omkring Copa Coya bjerget, der er 4.800 meter over havet. Vi var flere gange under turen op over 4.000 meters højde og ned igen i dalsænkinger med små vandløb, grønt græs og mos og så opad igen. En heldagstur med fem timers vandring med selskab af både Vicuňa, den lille vilde lama, og vizcacha, et lille dyr, hvor forenden ligner en hare og bagenden en kænguru. De hopper lynhurtigt op ad bjergsiderne, når vi kommer for tæt på.
Dagen efter venter Cerro Toco og den tynde luft 5.604 meter over havets overflade.
Toco er en ideel introduktion til »high mountain climbing«, som det udtrykkes i omtalen af udflugten. Vandringen til toppen er nemlig ikke så lang, da der er en bumpet jordvej højt op i bjergområdet, hvor Toco er den højeste top.
Jeg gruer lidt for den tynde luft – så tynd, at den også mærkes på bilens motor. Den slæber sig opad til lidt over fem kilometer, hvor vi bliver sat af. Derfra er der stier op til toppen.
Min guide Juan har et apparat, som kan måle iltindholdet i blodet. Det er kun 78 pct. af det normale. Vi begiver os langsomt opad, virkelig langsomt. Heropper er kun sten, ral, grus og lavasten, og jeg kikker på mine støvede støvler.
Et skridt. Et til. Kontrol over åndedrættet. Det er helt meditativt.
Vi holder jævnligt pause. Drikker vand og nyder udsigten til kegleformede Sairecabur og langt ind i Bolivia, mens åndedrættet falder lidt til ro. Videre opad. Stien er tegnet som et tydelige zig-zag op ad bjergsiden, og langsomt snegler vi os opad.
Endelig. Efter halvanden time. Et sving og endnu en stigning, og vi er på toppen.
Der er en forrygende udsigt over bjergene omkring os heroppe 5.604 meter over havet – lidt tættere på stjernerne.
Rejseliv var inviteret af Explora og Airfrance
