Sporvognene er en stor turistattraktion, og det er med god grund, for det er nemlig en helt speciel måde at opleve Lissabon på. Hop med på vognen, hvor du bliver ført gennem byens attraktioner.
Det gælder om at være det rigtige sted.
Det er jeg denne forårsformiddag i Lissabon. På pladsen Praca Luis de Camoes, opkaldt efter Portugals berømte digter, der ofte sammenlignes med Shakespeare. Pladsen ligger uhyre centralt midt i det gamle kvarter Bairro Alto med alle restauranterne, højt hævet over Tejo-floden.
Det er en plads efter mit hjerte. En kæmpe statue af digteren i midten, bænke til fordybelse, en ældre dame med mad til duerne, unge forelskede, der slikker sol, og ældre, der drikker kaffe. Læg dertil de velholdte ejendomme i jordfarver, flere dækket af kakler, der omgiver pladsen.
Og så har man det rigtige udgangspunkt for at kigge på mennesker og nyde livet.
Når man har siddet der og kigget på mennesker, bør man bevæge sig ud i den portugiske hovedstad og kigge på byen. Og den allerbedste måde at gøre dét på er med Lissabons vidt berømte og meget karakteristiske transportmiddel, sporvognen. Det skrumler og hyler rundt om hjørnet, og dér dukker den op – som taget ud af en ældgammel film.
Det kører på skinner
Der har kørt sporvogne i Lissabon siden 1873, i elektrisk udgave siden 1901. Da der var flest, i midten af 1950erne, var der 27 forskellige linjer – i dag er der bare fem tilbage. Som modsat de nu nedlagte linjer ikke har kunnet erstattes af bus og metro, fordi de er den mest effektive offentlige transport i Lissabons smalle og stejle gader.
Og så er de af de særegne elementer ved byen, der tiltrækker turister og deres penge. Linie 28 stopper med et hvin, og vi myldrer ind. Der er fuldstændig stoppet med passagerer i en skøn pærevælling af lokale og turister.
Vognen sætter i gang med et ryk, og mens vognstyreren hiver i håndtag og drejer på hjul, rykker vognen frem og besejrer under stort ståhej de stejle gader – nærmest som i trods.
Det er den helt rigtige måde at blive fragtet på, men det ved lommetyvene også, så hold godt øje med værdierne og hinanden.
Sporvognen kører mod øst mod Baixa-kvarteret, der er et de vigtigste shopping-kvarterer i Lissabon. Vi rumler mellem de skæve huse med vasketøjet blafrende fra altanerne over sporvognen og folk, der trykker sig mod murene for at lade os passere.
Så er vi nået ned til havets overflade, og gågaderne breder sig ud i snorlige rækker. Komplet med caféer, restauranter, alverdens mærkevarebutikker – og sågar en butik, der udelukkende sælger sokker.
På toppen af byen
Fra sporvognen kan vi se ned til den enorme plads Praca do Comercio, planen er dog at fortsætte op til borgen Castelo de Sao Jorge på den højeste top i Lissabon.
Borgen er en vigtig brik i Lissabons historie, det var maurerne, der opførte fæstningsværket i 1100-tallet, og borgen har huset kongefamilien, men det, der virkelig slår én, når man har besteget de sidste trapper, er udsigten. Manner, manner, man kan bevæge sig det meste af vejen rundt om borgen, og alle steder er der denne fabelagtige udsigt over Lissabon, de jordfarvede tage, Tejo-floden, den røde bro og den gigantiske Kristus-figur på den anden side af floden.
Vi skrumler ned igen om bord i sporvognen og hopper af ved gågaderne. Med det særlige formål at prøve Elevador da Gloria, der ligner en sporvogn, men altså er en elevator, der bringer en op til Bairro Alto igen og således skåner ens stakkels lægmuskler i de stejle gader. Og så er det sjovt. Der er tre af disse elevatorer i Lissabon.
Mad og musik
Det er blevet aften, og vi er på jagt efter en lokal fado-restaurant. Altså et mindre lokale med kakler på væggene og lysstofrør i loftet. Og hvor Portugals karakteristiske fado-musik – med sange, der altid handler om skæbne og tabt kærlighed – er inkluderet, bare for oplevelsens skyld.
I den lille gade Rua do Diario de Noticias ligger Adega do Ribatejo, et lille familiedrevet fado-sted. Løjerne begynder kl. 20, hvor to gentlemen sidder klar med guitarerne ved bordene. Chefkokken, en ældre dame iført kittel og forklæde, forlader gryderne, stiller sig op ved de to herrer og bryder ud i sang, så man er af bare forskrækkelse er ved at styrte ned fra stolen. Og sådan bliver det ved. Dørmanden synger, servitricerne synger, chefen synger, ja, de fleste ansatte giver et klagende nummer, mens mad og vin glider ned. Efter middagen finder vi, nu på gåben, sporvognen er primært en dagsoplevelse, vej til den kinesiske pavillon i Rua Dom Pedro v 89. Hvor over 4.000 udstillede genstande – porcelænsfigurer, hatte, tinsoldater og stålhjelme – udgør indretningen. Alt sammen indsamlet af en købmand i fordums tid.
Her i den kinesiske pavillon er det genialt at slutte en dag i Lissabon – i et hjørne med udsigt til mærkværdige genstande, et drinks-kort med over 100 cocktails og og en helt særlig stemning.
Godnat, Lissabon.
