Vi tog på ø-hop og blev så forelskede i Milos, at vi glemte at rejse videre.Her er en guide til kærlighedens ø.
Pludselig er den der i horisonten. Først de rødbrune, skarpe klipper, så de gamle vindmøller på toppen og dernæst de hvide klaser af huse på siderne. Solen blinker i det azurblå hav, hjertet hopper i brystet. Det er en fantastisk syn – endnu en gang – når færgen sagtner farten ved indsejlningen til den naturlige havn på den græske vulkanø Milos og lægger til ved den beskedne kaj. Det var kærlighed ved første blik. Det er det igen for 10.gang. Ah, vi er »hjemme«.
Næste side: 5 ting du også skal se på Milos
Milos er den sidste ø i rækken af de vestlige Kyklader. Helt ukendt for mange, noget upåagtet af andre, elsket af en del, fordi man virkelig skal gøre sig umage med at komme hertil. De fleste lærer den at kende på ø-hop i Ægæerhavet, når de tager turen via Kithnos, Sifnos og Serifos og videre til de store øer. Det gjorde vi også – vi glemte bare at rejse videre.
Milenerne selv kalder den for »kærlighedens ø«, blandt andet fordi statuen af kærlighedens gudinde Venus blev fundet her i 1820. Hun er da også et trækplaster – men det er alt det andet, man bliver lidt forelsket i: det enkle hverdagsliv på den lille ø, der ikke er postkort-perfekt som Santorini eller jetset-smart som Mykenos. Hvor nabokonen hilser på vej til korsang i kirken, kassedamen i supermarkedet stråler som en sol, hver sommer vi kommer tilbage, og buschaufføren nikker genkendende, når vi løser billet til feriens første strandtur.
Vi spørger tjeneren Elias på yndlingsrestauranten Tarantela, højt hævet over den rustikke strand ved Provatas på sydkysten, hvorfor han tror, vi kommer tilbage?
»Fordi Milos stadig er som engang. De fleste turister bliver bekræftet i, hvad græsk ø-liv er, når de kommer her, fordi meget ikke ændrer sig«, siger han med sin rolige stemme og lader os tygge på det svar. Og så lige husets specialiteter: pasta med skaldyr og langtidsstegt hane, skyllet ned med iskold retsina.
Vi har valgt at bo i havnebyen Adamas – nogle gange kalder de den også Adamantas, der på græsk betyder »diamanten« – som er øens største, for at være tæt på restauranter og barer, småbutikker og busser, og være en del af det hverdagsliv, som grækerne fortsætter med at have, selv om færgerne dagligt sætter sin del af korttids-turister fra Athen, rygsæks-rejsende på ø-hop og børnefamilier med rullekufferter af for enden af havnepromenaden.
Den næststørste by er Pollonia på nordkysten. Det blæser en del deroppe og forkorter dermed sæsonen, men byen har sin egen boheme-charme a la Ibiza med den naturlige havn, der også fungerer som by-strand. Her er også aftenliv med barer og musik, men ikke lige så meget som i Adamas.
Vi vender altid tilbage til det samme hvide byhus, men har været fristet af at have fuldstændig fred ved at bo i hus i de bløde bakker ved Provatas på den sydlige del af øen eller i de renoverede bådgarager, syrmata, i de nordvestlige landsbyer Klima, Mandrakia, Firopatomos og Mytakas, men man skal være hurtig for at få fingre i begge dele.
De lokale fiskere byggede syrmata’erne ind i klipperne i midten af 1800-tallet for at have et sted til bådene, når det stormede, og nogle gange overnattede de, mens de ventede på bedre vejr. Fra 1950’erne begyndte grækerne også at bruge dem som fritidshuse, når de skulle på strand-tur med familien, og nu bliver de fleste lejet ud til turister i højsæsonen. De dybe bådgarager er indrettet helt enkelt med køkken, toilet og soveplads – og så kan man gå direkte ud i sit private badevand.
Og det er vandet, der er noget ved på Milos. Der er 71 gode grunde til at vælge øen som feriemål; nemlig dens 71 strande. Og det er blandt andet dem, vi er kommet for at opleve igen og igen. Den første gang vi besøger øen, aner vi ikke, hvilken en af dem vi skal vælge, så vi kigger på postkortene hos kiosken og vælger bare dem, vi synes ser bedst ud. Og bliver ikke skuffede.
Der er noget for enhver smag, fra de bittesmå vige som Kapros og Fourkovouni, hvor man kun kan komme til på scooter, og hvor der dårligt kan ligge mere end to badehåndklæder på sandet, til klippegrotten Papafragas og de store brede strande, der gør det til en fest at gå i vandet, som i Paliochori og Firiplaka på sydøstkysten, hvor tavernaerne ligger tæt, lounge-musikken duver, og vandet hurtigt bliver dybt. Selv om øen er en udslukt vulkan, er der stadig varmt visse steder i undergrunden, og her kan man få dagens ret stegt over jordvarme på det bare sand.
Den varme undergrund er også kilde til adskillige aktive geysere rundt omkring på øen. I begyndelsen kan vi ikke forstå de badegæster, som ligger i vandet ved kystvejen ud til lufthavnen, når der nu er 71 smukke strande at bade fra, men vi får forklaringen, at her løber varmt, helende kildevand ud, så man kommer gratis i spa. Men midt inde på øen, mellem Adamas og Plaka, ligger Ta Bania tu Charu hos familien Makrinakis, som fandt den varme kilde ved et tilfælde for 150 år siden, da de borede efter drikkevand.
Næste side: Maden på Milos
Vi bliver mindet om det med kærlighedens ø, når vi tager ud til det sære og romantiske Sarakiniko med de hvide klipper og en lille turkisfarvet lagune, som løber ud i det frådende hav. Der bliver kysset, krammet og svømmet dagen lang i det næsten opalfarvede flade vand, og der er også noget magisk ved dette sted, som er et af de mest fotograferede i hele Ægæerhavet.
De kridhvide vulkanske klipper er rundet og slebet af vinden gennem årtusinder og ligner mest af alt et månelandskab. På den anden side af det hvide univers er der nogle fantastiske klippefremspring, som altid lokker mange af de unge ud i »manddomsprøver«, når de springer 10 meter ned i det vilde bølger – og klarer den.
Vi ser hele sceneriet igen fra søsiden, da vi tager på en af heldagsturene rundt om øen, som er et must. Der er mange forskellige tilbud på havnen i Adamas, fra moderne katamaraner til kopier af gamle træskonnerter, som man bare bestiller plads på aftenen før, men altid tjekker deres afgang om morgenen.
Hvis vinden er stærk, aflyser de. Milos har nemlig meltemi, øst-Middelhavets svar på mistralen, som plejer at komme medio juli, og så blæser det nogle gange så meget, at færgefarten mellem Pollonia og naboøen Kimolos bliver aflyst, og selvfølgelig også rundturene, men nogle gange også de store færger og katamaraner til og fra Piræus.
Heldagsturene rundt om hele øen giver en fantastisk fornemmelse for dens varierede natur, og man skal ikke være geolog for at blive forundret og begejstret over de nogle steder helt absurde klippe-formationer som ved Glaronissia. Det hele tilsat lidt sørøver-romantik, når bådene lægger til i Kleftiko, og vi alle springer i vandet og svømmer ind mod de huler, hvor Middelhavets pirater gemte sig i gamle dage.
I stille vejr er det også en fantastisk tur fra Pollonia havn med vandtaxaen til Polyagos, som er en ubeboet ø med undtagelse af nogle fugle og den fredede (og farlige) sorte hugorm, vipera lebertina, men vi har nu aldrig mødt den. Efter ti minutters sejlads bliver vi sat af på stranden i bugten, hvor flere små yachts også har kastet anker, med vores strandgrej, vand og madpakker, og her nyder vi så livet til sidst på eftermiddagen, hvor taxaen sejler os tilbage til Pollonia. Det er som at have sin egen øde ø, og vandet er krystalklart som i Caribien.
En anden god udflugt er med rutebåden fra Pollonia til nabo-øen Kimolos med kun 500 indbyggere. Der er ikke så meget nyt at se, men her står tiden lige så stille som luften på en solvarm sommerdag, og her er alting virkelig som »engang«.
Det kan man også få syn for i det lille hjemstavnsmuseum i Plaka, den gamle hovedstad på toppen af øen, som heldigvis også har aften-åbent. Her kan man se, hvordan kaptajner, menige sømænd og deres familier boede og klædte sig fra 1700-tallet og frem. Museet er sammen med nogle af de oprindelige huse i Plaka en stille tidslomme, men ellers må man sige, at når mørket falder på, bliver byen spillevende. Vi sidder i de smalle gyder og spiser ved små borde med blondeduge, mens andre spejder forgæves efter plads, bussen fra Adamas kører i fast time-fart hele aftenen, og det er den rute, som har de seneste afgange.
En af grundene er solnedgangen, som næsten er på klokkeslæt 20.45-21.00, og som ses bedst fra pladsen foran kirken. Nogle ægtepar synes, det er toppen af romantik og vælger at live gift på dette tidspunkt, så de kan komme ud efter vielsen og blive fotograferet med det naturskønne sceneri i baggrunden. Vi står en lille flok, uden at sige noget, og bliver nærmest rørt, når himlen langsomt bliver lyserød, så blå og derefter næsten sort, mens klipperne fra indsejlingen står i skarpere og skarpere silhuet.
Læs meget mere om Milos på næste side
