På en safari i Entabeni-reservatet i Limpopo-provinsen kommer man ganske tæt på dyrene, for der er langt mellem safari- bilerne med turister, der ellers kan skræmme dyrene, så de holder sig på afstand.
Elefanterne står på venstre side af vejen.
Rangeren stopper Land Cruiseren, slukker motoren, og vi kan høre dyrenes prusten i den stille skumring.
Der er seks. De tøver lidt, svinger snablerne frem og tilbage. Så går de tre første tværs over vejen, mens de tre andre drejer hen mod os for at undersøge en lav busk. Men pludselig går den ene af dem hen mod bilen. Foran højre forskærm stopper den, vifter med ørerne og svinger snablen.
Jeg sidder på et hævet sæde i den åbne safaribil og er i øjenhøjde med elefanten. Neden foran mig sidder rangeren – stenrolig. Han ser end ikke ud til at overveje at starte bilen og komme væk.
Der sker heller ikke andet, end at elefanten kigger lidt på os og derefter går videre langs bilen. Men bag den kommer endnu en, endnu større og endnu tættere på bilen. Den gnider sig næsten mod bilens side. Hvis jeg rakte armen ud, kunne jeg stryge den langs kroppen. Men dét gør jeg nu ikke.
Jeg holder i stedet vejret og forsøger at undgå at ryste på hænderne, så mine billeder bliver uskarpe. Jeg må læne mig baglæns for at få hele elefanten med i billedet – men det lykkes ikke helt. Den er bare stor.
Færre turister giver ro til dyrene
Da begge elefanter er kommet om bag bilen og fortsætter deres rolige elefantgang væk fra os, puster jeg ud: Det var tæt!
Rangeren griner af mig og den sværm af spørgsmål, jeg hælder ned over hans hoved.
Ganske vist løftede den ikke snablen og trompeterede som advarsel, men den slog da ørerne ud for at virke farlig, gjorde den ikke? Og skulle vi ikke have trukket os tilbage?
»Nej, nej,« svarer han og fortæller endnu engang, at elefanterne er nysgerrige som børn. Den skulle bare lige se nærmere på os.
Og så gentager han historien om, hvorfor dyrene her i Entabeni er helt anderledes end for eksempel dem i Kruger, Sydafrikas store nationalpark, hvor der har været nogle dramatiske sammestød mellem safarigæster og dyr.
Heroppe i Limpopo-provinsen i det private »Big Five Entabeni Safari Conservancy« er der ikke nær så mange biler med turister, som trænger sig ind på dyrene, presser dem og gør dem stressede, så de bliver aggressive.
Samme forklaring fik jeg, da jeg tidligere spurgte om, hvorfor rangerne ikke har rifler med, når vi kører »game-drive«, som disse ture i åbne Landcruisere kaldes. Det har de ellers haft andre steder, hvor jeg har været på safari i Afrika.
Den første del af Entabeni-reservatet blev skabt i begyndelsen af 1990’erne, da to sydafrikanske familier, Tucker og Cilliers, sammen købte 4.000 hektar land på højsletten omkring Entabeni-bjerget for at skabe et ferieparadis.
Hurtigt udviklede familiernes private feriedestination sig til at blive en virksomhed. Flere gårde i området med blandt andet frugtplantager var billigt til salg, og familiernes grund voksede hurtigt.
Frugttræerne blev fældet, og den vilde natur overtog områderne. I 1995/96 åbnede Entabeni Game Reserve som turistdestination.
I årene efter blev flere lodges bygget, og området blev udvidet med lavlandet neden for Waterberg-bjergkæden, hvor det højeste punkt, Hanglip bjerget, rager 600 meter op over landskabet.
Ved årtusindskiftet blev vejen ned gennem Yellow Tree-kløften åbnet. Det havde taget to år at få den snoede, stejle vej gjort brugbar igen og dermed få de to områder: højsletten og lavlandet forbundet. Flere lodges blev bygget, og et storstilet projekt uden for naturreservatet med en golfbane og et stort resort blev etableret.
Den danske »ranger camp«
Siden er der også kommet et dansk islæt i Entabeni. Albatros Travel købte nemlig sidste år en tidligere Ranger Camp, som har været brugt af ranger-elever under deres praktiktid.
Efter en gennemrenovering åbnede den i januar i år som Honeyguide Ranger Camp - en bekvem teltcamp, hvor »teltene« er store solide hytter med hævet trægulv og stråtag og vægge af teltdug. Og selvfølgelig er de indrettet med alt, hvad man kan forlange af et »hotelværelse« inklusiv et brusebad. Det er dog udendørs.
Området hedder som sagt nu Entabeni Safari Concervancy, og det er en del af det UNESCO-anerkendte Watenberg biosfære-reservat.
Det samlede areal er i dag oppe på 22.000 hektar, hvilket svarer til lige knap Møns størrelse. Ud over Albatros’ camp er der seks lodges, som familierne har i selskabet Legend Lodges, Hotels and Resorts.
Entabeni Safari Conservancy er et Big Five reservat. Det vil sige, at man her har »de fem store«, nemlig elefant, næsehorn, bøffel, løve og leopard. Udtrykket stammer fra kolonitiden, hvor kolonisterne yndede at gå på jagt og nedlægge dyr, som kunne hænge i udstoppet stand på væggen som trofæer, og de bedste havde nedlagt »the big five«, de fem dyr, som til fods var vanskeligst at jage.
På jagt kun bevæbnet med et kamera
I dag er det turisterne, som jagter de fem store – nu i safaribiler med deres kameraer, og derfor har Entabeni også indført alle fem.
Der er bøfler i højlandet og løver i lavlandet. De to områder er adskilt af hegn, og der er en færist med strøm over den snoede vej op gennem kløften.
Leoparderne hopper over hegnet, hvis det passer dem, så de er begge steder, mens hverken elefanter eller næsehorn vil gå på ristene. Der er elefantflokke både oppe og nede, men kun næsehorn nede.
Hvor mange næsehorn der er i området, taler man ikke om. For krybskytteriet synes helt ude af kontrol i Sydafrika, og ingen vil reklamere med, om der er »noget at komme efter«.
Men vi møder da tre hvide næsehorn, som vandrer tæt ved vores safaribil, og hører om, at der også er et enkelt sort næsehorn, og at der arbejdes på at finde en mage til hende.
At de hvide næsehorn kaldes hvide skyldes i øvrigt ikke kun deres farve, men formentlig deres mund, som er bred – vid/wide på engelsk – og egnet til at græsse, mens det sorte sikkert har fået sit navn som modsætning til det hvide. Det sorte næsehorn har en spids overlæbe, der som en lille snabel kan hive blade af buske.
Den faste døgnrytme
I Entabeni går dagene i Honeyguide Ranger Camp efter samme opskrift – hvis man altså ikke har arrangeret specielle udflugter eller aktiviteter.
Op tidlig morgen, mens det endnu mørkt, en bid morgenmad og så ud at kigge efter dyr. Hjemme igen ved frokosttid hvorefter der er tid til afslapning, et dyp i den lille pool, en god roman eller måske en lur.
Sidst på eftermiddagen, når det er køligere, og dyrene er mere aktive, går turen igen ud på savannen for at kigge efter dyr. Inden solen går ned, er der tradition for, at rangeren finder et sted med en smuk udsigt, hvor der dækkes op til en sundowner, som nydes mens den røde sol daler mod horisonten.
En dag efter sundowner-stoppet, hvor vi i det tiltagende tusmørke kører tilbage mod campen, lader rangeren et spotlys feje ind over en græsslette. Pludselig er der to dyr i lyskeglen: et løvepar mit i parringsakten, som for den art bestemt ikke er en langvarig affære. Til gengæld gentager de den hvert kvarter i et par døgn i træk.
De to må være på andet døgn, for da sagen er overstået tilter hannen udmattet af hendes ryg med benene i vejret og lander med et bump, som vi kan høre helt hen til safaribilen.
Det bliver dagens helt store grinehistorie, da lejrens gæster senere er samlet omkring middagsbordet.
Rejseliv var inviteret til Sydafrika af British Airways og Albatros Travel.
5 andre oplevelser i området:
1. De hvide løver
Vil du se hvide løver, skal du også konsultere Legend Wildlife & Cultural Centre, der i nogle år har kørt deres White Lion Projekt. Det blev etableret, da en ranger i Entabeni-reservatet fandt en dødeligt såret og få dage gammel hvid løveunge, som var efterladt. En hanløve havde angrebet moderen med i alt fire unger. Trods alle odds overlevede løveungen Mapimpan. Nu er han voksen og lever bag indhegning med hunnen Jess, og går det som planlagt, vil man avle hvide løver, som kan leve vildt i reservatet.
2. Safari fra luften
Golfspillerne bruger helikopter for at komme til 19. tee-sted, men helikopteren bliver også brugt til flyvende sightseeing over Entabeni-reservatet. De forskellige lodges arrangerer helikopter-safari, hvor man bliver hentet på en egnet landingsplads - nærmeste lille kommercielle lufthavn er Polokwane 90 km væk - for en fem eller tolv minutter lang tur over Waterberg og det 22.000 hektar store reservat. Turen kan også kombineres med en romantisk middag på en af Waterbergs bjergtoppe.
3. Extreme 19th
Det er golf, det er ekstremt, og det er verdens højeste og længste par 3-hul. Extreme 19th hedder det, og man kan kun komme til tee-stedet med helikopter. Det ligger på toppen af Hanglip Mountain i 1.200 meters højde, mens greenen kun ligger i 700 meters højde – og i øvrigt har form som Afrika. Ellers er Singnature Course en 18-huls konkurrencebane, den længste i Sydafrika.
4. Pedi-landsby
Pedi-folket, som i dag ofte betegnes Northern Sotho, efter den dialekt af Shoto de taler, tæller omkring 4,6 mio. mennesker. Langt de fleste er bosat i Limpopo-provinsen, men der bor også en mindre del i Zimbabwe og Botswana. Pedi Cultural Village er ikke beboet, men opført med autentiske huse, der er med til at fortælle historien om den originale pedi-kultur og stammens traditioner.
5. Big Five Marathon
... er blevet afviklet i Entabeni-reservatet hvert år siden 2005. Løbet har deltagere fra hele verden, sidste år var der 156, og vinderen var fra Japan, nummer to italiener og nummer tre dansker. Start og mål er ved Lakeside Lodge på højsletten. Løbet afvikles lørdag 25. juni i 2016. Albatros Travel sælger otte- eller seksdagesrejser til maraton-løbet.
big-five-marathon.com
