Her er seks tips til dig der vil opleve et pyramide- og menneskemylderfrit Egypten.
Først kom nubierne, romerne og Napoleon. Nu ligger ørkenen og vandet i det sydlige Egypten åbent for eventyrlystne turister, der ikke kommer til at se så meget som skyggen af en pyramide. Til gengæld byder Marsa Alam-kysten, lige nord for grænsen til Sudan, på oplevelser af stor ro og skønhed. Både under vandet og langt inde mellem de røde, rå ørkenbjerge.
Læs også: 8.000 ekstra vinterrejser til Egypten
Der findes to slags moderne Egyptensfarere: dem, der elsker Egypten, og dem, der hader Egypten. De første omfavner hjerteligheden, varmen og livet under vandet og i ørkensandet.
De sidste afskyr egypternes påtrængende opmærksomhed, heden og støvet og ørkenens trøstesløshed.
Alting afhænger som bekendt af øjet, der ser. Eller kroppen, som sanser, og intet andet sted er fordommene om Egypten så oplagte at aflive som ved Marsa Alam-kysten i det sydlige Egypten. Her er pyramide- og menneskemylderfrit. Hjerteligheden leveres, men i mindre doser end i turistbasarernes larm længere nordpå. Faktisk er her kun vand og sand. Og det er lige præcis meningen.
Rejseliv.dk giver dig her seks tips til et anderledes Egypten.
1. I kamelernes dal
Udsigten er førsteklasses. Eller rette sagt første-sals. For der er lang vej ned til jorden fra toppen af et ørkenskib. Vi er på vej ud i ørkenen, på kamelryg og med benene godt klemt sammen om blød, brun pels og sadlens groftvævede tæppe. Dyrets duven og kroppen finder hen ad vejen rytmen, og efterhånden afløses det krampagtige kram om tøjlerne af et løssluppent blik på omgivelserne. Vi er på vej ud i det, beduinerne her kalder »den hvide ørken«. På kortet hedder det Den arabiske Ørken, og vi befinder os i den sydlige del af Egypten, nord for grænsen til Sudan, i Wadi el Gemal, Kameldalen.
For 25 mio. år siden forskubbede jordens kontinentalplader sig under os og skabte bjergene og et landskab, der siden har gennemgået forvandlingen fra frodig savanne til ørken. I dag falder regnen kun sparsomt, med op til 40 år mellem hvert regnskyl, og gazellerne og girafferne, der engang græssede på savannen er afløst af ørkenens krybdyr, slanger og fugle. I kløften, hvor vi rider nu, mellem takkede klippetoppe, krydsede faraoernes karavaner engang sandet. I dag er det medlemmer af de lokale beduinstammer, der fører os gennem deres ørken.
Stammerne, der traditionelt har levet af fiskeri og handel, er med til at drive lejren Fustat Wadi el Gemal, der er noget i Egypten så sjældent som en økologisk lejr. Her bor gæsterne i rummelige, hvide telte, der sender tankerne på rejse til kolonitiden, og rider på kameler eller trekker ud i den 60 km dybe kløft.
Lejren, der er den første af sin art i Egypten, drives på beduinernes og den delikate økobalances præmisser. Og initiativet til lejren er taget i erkendelse af, at den moderne verden nu også haler ind på det sydlige Egypten. Gruppen, der driver lejren, som åbnede i 2004, har siden samarbejdet med mere end 300 stammemedlemmer om at skabe et sted, hvor turisme, uddannelse og bæredygtighed går hånd i hånd.
»I øjeblikket har vi 26 mennesker, der hjælper os i lejren. Vi tilbyder dem træning og uddannelse i form af arbejdet her eller et håndværk, som for eksempel tømrer eller murer, og så fungerer de som ørkenguider og kokke for vores gæster. Problemet her er, som altid, manglen på vand. Vi har haft en meget lang tørkeperiode, bortset fra to dage i januar, hvor det regnede, og generelt bliver det sværere og svære for de lokale stammer at klare sig på deres traditionelle levevis,« siger Yamen Ali, der er en af initiativtagerne til Fustat Wadi el Gemal og også arbejder som ranger i nationalparken, som dalen ligger i.
For os, de maksimalt 16 overnattende gæster, er betingelserne, at de eneste spor, vi efterlader i ørkensandet, er forgængelige. »Tag dine minder med, men efterlad kun dine fodspor,« er devisen i lejren, hvor alt affald, også fra de primitive toiletter, bliver fragtet ud af lejren igen.
Da vi stiger af kamelerne i det bløde eftermiddagslys, har et par af vores guider allerede tændt op under bålene. Den ene maler de sorte kaffebønner, der som grønne blev fragtet op fra Etiopien i beduinernes sadeltasker, og serverer den stærke lokale kaffe – gabana. Den drikkes af små porcelænskopper og i tre traditionelle hug: en omgang med ingefær at vågne på, en krydret kardemomme og til dessert den søde kanel. Imens har vores anden guide bredt brøddejen ud over det nedbrændte bål og dækker den nu med aske og gløder. Mens brødet bager i sin hule, får vi en briefing om biodiversiteten på stedet og de dyr og planter, det opmærksomme øje kan spotte. Lidt senere brækker vi tykke skiver af det lune brød og spiser det med kamelost og krydderurter, før vi rider hjemad mod lejren. I skæret fra den stjernehimmel, vores førere, synger frem.
Tip: Rid din kamel med rank ryg. Sammenfaldne danske kroppe er den sikre vej til ondt over det hele dagen derpå. Læs mere på wadielgemal.com om ture og priser.
2. Special price for you!
Jo, jo, her er skam mulighed for samtaler med lokale handlende efter opskriften »Oh, your name is Kirsten, very Egyptian name, I give special price for you.« Men ellers ligger stemningen i El Quesir meget langt fra virakken i turistbasarerne i Hurghada og Sharm el Sheik.
Her, i den eneste rigtige by i mange kilometers omkreds, leves livet som den slags nu engang leves i en lille egyptisk provinsby med en lang historie og eget gammelt fort, der knejser over murene. El Quesir var engang et centrum på karavanevejen igennem ørkenen og en vigtig havneby, hvorfra pilgrimme sejlede til Mekka, og varer blev udskibet til resten af Arabien og Asien. Byen var et trafikalt knudepunkt, indtil Suezkanalen, der forbinder Middelhavet og Det røde Hav, i 1869 blev indviet, og El Quesir mistede sin betydning.
Tilbage står det tyrkiske fort, der i 1500-tallet blev bygget af sultan Selim I, for at beskytte havnen. I 1799 kom Napoleons tropper til byen og overtog fortet, for senere at tabe det til briterne. I dag peger El Quesirs kanoner på ingenting, og El Quesirs virkelige attraktion er hverdagen, der leves i en sky af æbleduft fra tobakken i vandpiben og den stærke myntete i glasset på en af de mange cafeer. Især en fredag eftermiddag, når byen lægger an til festmiddag efter fredagsbønnen, er det sjovt at indsnuse livet og lytte med, når handlen med det hele går livligt i basaren.
Tip: Lad være med at vente på lokalbussen. Hvis den kører, så kører den, som vinden blæser. Tag en taxa til byen. Den ligger ca. 60 km. fra bugten ved Coraya Bay, og turen er alle pengene, omkring 50 kr., værd.
3. Under vandet og stjernerne
Havmanden har tabt sit hoved ved vandkanten i Tondoba Bay. Det samme har de dykkerentusiaster, der i mange år har holdt den lille bugt, lige syd for byen Marsa Alam, hemmelig for alle andre end de mest passionerede dykkere. Her er det hidtil lykkedes at holde stranden fri for de store hoteller, der klistrer sig til vandkanten længere nordpå, og nogle steder truer det, dykkerne kommer her for, nemlig koralrev af verdensklasse.
Dykkercenteret Deep South Diving Camp forsøger endda at holde miljøfanen højt i et land, der først i 1997 fik en miljøminister og ikke har nogen fornem tradition for at bære skraldet ud.
»Vi gør, hvad vi kan i et land, hvor vi er vant til at smide affald over alt, også direkte i havet. Kig ud, når du kører en tur, og se hvordan det flyder med plasticposer og vandflasker. Vi har meget lang vej igen, før vi kan kalde os en miljøbevidst nation,« siger Karim Noor, der driver økolodgen Deep South Diving Camp og er en institution blandt dykkere og miljøaktivister.
I dag kalder han sin lejr 80 procent miljøvenlig. Det vil sige, at han og hans kolleger forsøger at genbruge så meget som muligt, køre affald til destruktion etc. Stedet samarbejder med de lokalemiljøorganisationer – der stadig er i de meget tidlige stadier i Egypten – og engagerer også besøgende dykkere fra hele verden i oprydning på stranden og beskyttelse af revene. Det er en stædig kamp mod myndigheder og lokale lodsejere, der gerne ser endnu flere ressorts langs kysten, der udkæmpes her. Historierne om den – og mange andre – deler Karim Noor gerne ud af, når mørket falder på, og der stadig er nogle timer til, at elektriciteten dukker op igen på sandstriben ved vandet med ørkenens bjerge og fløjtefisk, bluespotted stingray og klovnefisk som nærmeste naboer.
Tip: Kig på deep-south-diving.com og colona.com og hent inspiration til dykkerturen. Star Tour har fra efteråret Tondoba Bay på programmet, med deres mest primitive »hotel« nogensinde.
