Tilbud: Pak kufferten, slå til i denne uge og kom på charterferie til populære rejsemål for under 1.000 kr.

Charterrejser til nogle af danskernes yndlingsdestinationer er de kommende uger op til 40 pct. billigere end sidste år.

Se prisforskellen i forhold til sidste år på 9 udvalgte destinationer

Charterbureauerne dumper nu priserne til populære destinationer som Bulgarien, Cypern og Tunesien.

Hvis man lægger charterferien i begyndelsen af juli, kan man lige nu få billetter, der er op til 40 procent billigere end i samme periode sidste år.

Men hvis du er parat til at rejse med det samme, kan du komme til udlandet og spare mange penge.

Både Spies og Star Tour tilbyder billige rejser sydpå, men du skal være hurtig i optrækket. Der er nemlig få af de billige rejser, når skolernes ferie rigtigt begynder.

»Priserne går op nu her. I uge 26 kan man godt være heldig at komme billigt af sted. Men i uge 27 og 28 har vi solgt ni ud af ti rejser,« siger Stig Elling fra Star Tour.

Større udbud end efterspørgsel
En søgning fra rejsesøgemaskinen Travelmarket viser, at de billigste charterbilletter til Bulgarien med hotel nær Sortehavet i den første uge af juli ligger på 1.598 kr.

Sidste år på samme tidspunkt lå den tilsvarende pris på 2.398 kr.

Hvis rejsen går til Cypern eller Tunesien, kan man i den første uge af juli få en uges charterferie for 1.998 kr., viser Travelmarkets søgning. Sidste år kostede de tilsvarende charterferier henholdsvis 3.269 kr. og 3.393 kr.

De lave priser er ifølge både Travelmarket og flere charterselskaber en direkte konsekvens af et stort udbud af billetter og en efterspørgsel, der ikke er fulgt med op i samme omfang.

»Priserne er betydeligt lavere lige uden for den absolutte højsæson i uge 28-30, men også i selve højsæsonen er der generelt lavere priser. I uge 28 til 30 ligger priserne til Italien f.eks. 40 procent lavere end sidste år,« siger adm. direktør i Travelmarket, Ole Stouby.

Solen presser prisen
Ud over det store udbud peger han på, at den seneste tids gode vejr kan spille ind.

»Det har jo været fornuftigt vejr de seneste uger. Det betyder, at man måske lige skal skrue prisen lidt længere ned for at få udsolgt,« siger Ole Stouby.

Priserne til de to mest populære charterdestinationer - Spanien og Grækenland - ligger også væsentligt lavere i år. I begyndelsen af juli ligger de billigste charterrejser på én uge til Spanien på 2.598 kr., mens man kan få en uge med hotel i Grækenland til 2.198 kr.

Fra anden uge af juli og fire uger frem er prisniveauet højere, men de fleste rejsemål er fortsat billigere end sidste år.

Næste: Se prisforskellen i forhold til sidste år på 9 udvalgte destinationer