Besøg amerikanernes egen motorcykelhimmel. Tag til Tennessee og Georgia og nyd nogle af USA’s bedste MC-veje – i selskab med nogle af nationens mest entusiastiske motorcyklister.
Tennessee kan være svær at sælge. Når folk som folk er flest taler om at køre motorcykel i USA, så handler det om Route 66 og om at køre fra kyst til kyst.
Oplevelser med stor overskriftsværdi, men man skal ikke have hængt på ryggen af en Harley i mange dage, før det bliver dræbende kedeligt blot at æde flade, lige og uinspirerende Highway kilometer.
Så drop det oplagte og tag til Sydstaterne i stedet. Både Georgia og Tennessee har i hundredvis af kilometer motorcykelveje, hvor sving, bakker og trafikforladt asfalt bare venter på at byde en velkommen. Og så er det her, man møder det rigtige USA.
Her, man finder en diner, der serverer bundløse kopper med kaffe og pandekager så tykke og sirupabsorberende, at en enkel er nok til at få en sukkerboostet i gang med dagen.
Velkommen til det gennemsnitlige USA
Springfield i Tenneesse er en af den slags byer, man ikke finder i turistbrochurerne.
Den er træt. Tobaksindustrien bragte en vis storhed til byen, men den er falmet. Mange af de gamle tobakslagerbygninger står forladte, og de fleste butikker i centrum er tomme. Tømt af økonomisk recession og de store indkøbscentre i byens udkant.
Springfield er klassisk small-town-USA. Så gennemsnitslig, at selv navnet falder i med mængden, da Springfield er USA’s mest udbredte bynavn (og en af grundene til, at Bart Simpsons hjemby hedder Springfield).
Men dens gennemsnitslighed gør Larrys Restaurant dét mere autentisk. Det er her, de lokale kommer og spiser morgenmad. Servitricen ligner en, der havde håbet på noget bedre engang i halvfemserne.
Men hun smiler for drikkepenge og skænker kaffe, da hun afleverer menukortet. To pandekager, to arme riddere og et glas med vand. Bortset fra det eurosnobbede tillægsvalg af vand, ligner ordren det, der er på de andre borde. Her er fyldt med John Deer kasketter, jeans, ternede skjorter – alt sammen i størrelse XXL. Det er kort sagt det perfekte sted at starte dagen på kværnen.
Høj på sukker og koffein triller jeg på opdagelse i de indfødtes baghave. Springfield ligger i det nordlige Tenneesse – der, hvor staten går fra flad til bakket, og hvor tobaksmarker og lader pryder landskabet.
Ud med fornuften
Tenneesse er en ”gammel” stat. Optaget i USA som den 16. stat i 1796, men gennemtrawlet af indianere, nybyggere og pelsjægere længe inden.
Det betyder, at vejnettet ikke er tegnet med en lineal. Det er formet af folk, der rejste til fods eller hest, og ligner derfor det europæiske mere end det amerikanske ude vestpå, hvor vejene er snorlige og uinspirende – i hvert fald set fra sadlen på en motorcykel. Samtidig er her markant mindre trafik end i Europa, og den der er, består hovedsageligt af pick-up trucks. De har sjældent travlt, så de er lette at komme udenom.
Min køremakker er lokal, så han agerer stifinder. Jeg ligger lunt i hans slipstrøm, med fødderne afslappet på fodhvilerne. Just cruising. Har intet, jeg skal nå. Det er sent forår, og i virkeligheden det bedste tidspunkt at køre på. Om sommeren bliver her op til 40 grader, og det er varmt – selv med fartvinden slikkende omkring hagen.
Jeg overvejer at slå et sving ind i Kentucky. Bare for at kunne tage hjelmen af lovligt, og lege rigtig easy rider. Men det vil betyde en time på en highway, og det gider jeg ikke. Selv om det ikke er et synderligt hverken fornuftigt eller familiefaderansvarligt ønske at køre uden hjelm.
Men det er motorcykelkørsel dybest set heller ikke, og hvis man skal leve op til alle spelt-normerne, er det kun golfspil badet i faktor 30 solcreme tilbage på listen over tilladte mandesysler, og det er livet bare ikke langt nok til.
På choppermotorcyklernes hjemmebane
Motorcyklen er ikke ny. Det er en bedaget Honda Shadow med modificeret styr og udstødning. Den larmer infernalsk, men støjreglerne er en anelse mere liberale i Guds eget land, og en såkaldt chopper skal også lyde af lidt.
Stifinderen øger farten, og det kræver en anelse mere koncentration. Ligesom det kræver tilvænning at køre med benene fremme chopper-style, når motorcyklen hjemme i Danmark byder på en mere traditionel knallert-agtig siddeposition.
Jeg har aldrig været fan af Harley-inspirerede choppers - de har rimet på rockerkultur, countrymusik og bukser med læderfrynser. Ikke klassiske ingredienser i mit smagsgalleri.
Men i USA er det anderledes. Ikke at jeg nogensinde kommer til at iklæde mig lædertøj med frynser, men her er choppermotorcyklerne på hjemmebane. De passer ind. Ligesom John Deer kasketterne på morgenmadsrestauranten.
Det er autentisk, og køredynamisk er cyklen ikke så håbløs som frygtet. Motorcyklen leger gerne med på de snoede småveje, og med det modificerede styr er cyklens styregenskaber ikke så langt fra en klassisk sportsmotorcykel, som man fristes til at tro.
Nashville - et møde mellem countrymusik og motorcykler
Nashville er kendt som countrymusikkens hovedstad. Som en by på størrelse med København med lidt over en million indbyggere er den også hjemsted for mange amerikanske virksomheder i sundhedssektoren.
Så selv om Tenneessee ikke er nationens rigeste stat, er Nashville en boom-by. Ifølge de lokale motorcykelentusiaster er der over 400.000 motorcykler i Nashville og omegn. Det lyder af for meget til at være sandt, men det er ikke umiddelbart til at verificere. Det præcise tal er også ligegyldigt. Det er udtryk for, at de lokale er motorcykelbegejstrede.
Nashville er først og fremmest kendt som USA countrymusik-hovedstad, og her begynder læderfrynserne, countrymusikken og chopperne at mødes i en højere enhed.
For området omkring Broadway, der er tætpakket med musikbranchens favoritvandhuller, er også tætpakket med motorcykler. Larmende og langsomt kørende triller de op og ned ad Broadway. Badet i krom og lækre detaljer. Min Shadow ser både nærig og fattig ud i sammenligningen med de lokale entusiasters nypudsede pragteksemplarer.
Sydstatsmentaliteten skaber de perfekte rammer for en motorcykelferie
Uanset om ens kværn er ny eller gammel, så lader det dog til, at det er den mest autentiske måde at ankomme til en countrybar på. Da jeg og min makker ankommer til Broadway for at skylle støvet i halsen væk, trækker motorcyklerne i hvert fald masser af opmærksomhed fra de mange unge damer i korte cowboyshorts, cowboystøvler og Stetsonhatte.
Man tror, det er løgn, men både de lokale og tilrejsende countryaficionados klæder sig akkurat så karikeret, som man skulle tro.
Motorcykelkørsel i USA er på en eller anden udefinerbar måde mere afslappende end i Danmark. Der er mindre trafik, større vidder, og vælger man den rene og målløse motorcykelkørsel uden stram tidsramme, er det balsam for enhver motorcykelentusiasts sjæl.
Mange af de amerikanske østkyststater er ligesom Tennessee og Georgia begavet med fremragende veje, og trækker man væk fra de trafikerede highways, er der masser af fantastiske veje at dyrke.
Men mens vejret i de nordlige stater ofte driller de trafikanter, der sidder i det fri på to-hjul, er vejrliget i Sydstaterne fra marts til oktober både varmere og mere stabilt. Kombineret med den mere tilbagelænede livsstil og adstadige tilgang til livet passer sydstatsmentaliteten til en motorcykelferie på ryggen af en chopper.
