Hele 20 timer tager turen i sovevogn mellem Berlin og hviderussiske Minsk, men den er spækket med specielle oplevelser.
Solens stråler falder ned gennem den store hvælving af stål og glas, højt over sporene på øverste etage af Berlin Hauptbahnhof.
Læs også: Ultra-luksus på Indiens skinner
Hvælvingen ligner en slags overdimensioneret port. Porten til Østeuropa – med direkte forbindelser til blandt andet ukrainske Odessa, ungarske Budapest, polske Krakow og tjekkiske Prag må det være et passende navn til den tyske hovedstads vigtigste banegård, der er blandt Europas største.
Denne lørdag eftermiddag afgår tog mod Minsk i den tidligere sovjetrepublik Hviderusland. En tur på næsten 20 timer venter forude.
På perronens bænke sidder allerede talrige babushkaer. Mindre bjerge af bagage omgiver dem. Poser, bylter og pakker holdes fantasifuldt sammen med remme, snore og bælter. I virvaret af tasker og kufferter står også nogle tyske studerende og venter forventningsfuldt på at indlede deres eventyr mod øst.
Toget ruller ind på spor 11 i god tid før planmæssig afgang. Vinduerne i de gamle blåhvide vogne er prydet med falmede gardiner. Flere af vinduerne dugger og har kondensvand i kanterne. I ruderne hænger også skilte med vognenes destinationer. Nogle skal til Minsk, andre videre til Moskva og andre igen helt til Saratov ved Volgas bred. Nogle vogne skal sågar til Omsk og Novosibirsk langt ovre på den anden side af Uralbjergene.
Togpersonalet giver anvisninger og tjekker billetter inden passagererne stiger ind. Kort efter smækker dørene, toget sætter i gang, rejsen er begyndt.
Som for at ære byen og give passagererne mulighed for at tage ordentligt afsked med den, er farten til at begynde med beskeden. Langsomt bevæger togstammen sig på højbanen over Berlin i østgående retning. Krydser først Friedrichstraße, så over Alexanderplatz og videre langs floden Spree gennem den tidligere arbejderbydel Friedrichshain.
Hver af togets mange vogne har to konduktører, der garanterer høj service. De serverer te af flotte glas. Mødet med dem er også en god mulighed for at øve nogle russiske brokker. Et »maladéts« med på vejen er den største udmærkelse, man kan få, hvilket betyder noget i retning af pragtkarl.
Først efter Berlins yderste forstæder sættes farten op. Her i det åbne landskab driver byger afsted, men solen prøver stadig at få sin vilje og en regnbue kommer frem. Regnen driver skråt nedad kupeens rude, presset bagud af hastigheden.
En af konduktørerne banker på og kommer ind. Han har favnen fuld af whisky og champagne. Desværre ikke bestemt til passagerernes nydelse, men flaskerne skal være i vores nærhed for at omgå først de polske, siden de hviderussiske toldere og reglen om, hvor meget spiritus man må tage med.
Mindre end en time er gået, før det bliver Frankfurt og den sidste station på tysk jord. Umiddelbart efter kører toget over floden Oder, der markerer grænsen til Polen.
Togstammen knager og giver sig i kurverne, passerer gennem landsbyer med en masse s’er, z’er og c’er efter hinanden i deres navne. Passagererne drikker mere te og taler om målet for rejsen.
De to konduktører uddeler sengelinned, lagener og håndklæder i forseglede plastikposer og hjælper med at slå køjerne ud. Med kun cirka en halv meter imellem dem kan det godt være en klaustrofobisk fornemmelse at lægge sig til at sove.
I forvejen er kupeen ikke mere end højst fire kvadratmeter. Men når man omsider ligger ned, er det behageligt at mærke hjulene og skinnernes smidige friktion og falde i søvn, mens toget i ly af natten vugger afsted mod det dybeste Østeuropa.
Udenfor vinduet bliver mørket kun afbrudt af lamperne på en hurtigt passeret perron eller den gullige projektørbelysning af et ensomt rangerterræn. Aftjente godsvogne er henstillede i endeløse rækker. Deres silhuetter danser forbi.
Klokken halv tre om natten stopper toget brat: paskontrol.
Bistre hviderussiske grænsevagter i uniformer og store hatte gør flittigt brug af bydeform og andre ord med få stavelser. Sandsynligvis ligger intet dem fjernere end at beklage, at de har afbrudt en togfuld passagerers nattesøvn. Forvirrede og forsovne viser passagererne deres pas ad tre omgange.
Derpå skal hjulene skiftes, så de passer til de bredere hviderussiske spor. Det foregår i en stor hal med alle passagerer ombord. Hver enkel vogn frakobles og hejses et par meter op i processen, der er noget omstændig. Før paskontrol, hjulskift og afgang fra den første hviderussiske station Brest er bag os, er der gået over tre en halv time.
Som eneste vågne passagerer er det en speciel fornemmelse, at se hvordan morgenen bryder frem over landet, der er fladt med mange moser og oversvømmede vandløb.
Langs banelegemet kører en enkelt hestevogn. Faldefærdige og skæve træhuse af grå, vejrbidte brædder glider forbi. Et flertal af vejene er ikke asfalteret.
Vide græsmarker ligger uopdyrket hen, strækker sig ud i horisonten og giver et barsk og øde indtryk. De afløses senere af ufremkommelige birke- og granskove. Den gennemgående farve i landskabet er uden tvivl grøn, og man forstår hvorfor, attenhundredetalsmaleren Ivan Shishkin siges at have haft mere end 200 nuancer af denne farve på sin palet for at forevige egnene her.
Toget kører gennem Minsks forstæder og industriområder indhyldet i røg og damp. Tykke, rustne rør snor og bugter sig rundt om gamle fabrikshaller.
Det er stadig formiddag da toget ankommer til hovedbanegården i Hvideruslands hovedstad. Med tanke på nattens paskontrol er alle måske ikke lige veludhvilede, men bestemt en spændende oplevelse rigere.
