Mange forældre har rod i papirerne eller glemmer børnene, når de skal have pas til ferien.

Der er mange fordele for børn og deres familier, når det gælder ferie. Mange forældre glemmer bare en detalje - at uden pas, ingen ferie, og det gælder altså også for de små, skriver 24timer.

Læs også:
Hund spiser drengs pas og spolerer hans ferie

Pasekspedition til børn har sin absolutte højsæson i øjeblikket, og det foregår ikke uden panik, for mange forældre kludrer i det og møder op med forkerte ansøgninger, uegnede billeder eller helt uden børnene, skriver 24timer.

- Alt for mange kommer i sidste øjeblik. Og rigtig mange går forgæves, fordi de ikke har taget barnet med eller glemt samtykke fra begge forældre, hvis der er delt forældremyndighed, siger Camilla Hermann, der er serviceformidler hos Københavns Kommunes Borgerservice.

14 dage for et pas
I 2004 blev reglerne ændret, så børn skal have deres eget pas og kun kan rejse i nogle lande, hvis de står indskrevet i deres forældres pas før 2004. Ifølge Lene Hartig Danielsen, der er chef for Borgerservice i Århus, har de fleste forældre forstået reglerne.

- Det er ikke, fordi forældrene ikke ved, at de skal have pas til deres børn. Men mange dukker op ugen før, de skal på ferie og har ikke altid sat sig lige godt ind i reglerne, siger Lene Hartig Danielsen til 24timer.

Det tager op til 14 dage at få lavet et pas, og børn skal selv eller sammen med en forælder henvende sig på paskontoret i kommunens borgerservice for at få lavet et gyldigt pas.