Vi holdt daseferie i Onassis’ gamle luksusresort, nød den græske mad krydret med shopping og fik en let lektion i antikkens Grækenland.
Der er noget skamløst ved at holde ferie i fred og ro uden unger og tjekke ind på et småluksuriøst hotel, der er forbudt for børn under 16 år. Så det gjorde vi.
Selvfølgelig er det livsbekræftende at omgive sig med børn i alle aldre, og at også stort set alle ferieaktiviteter udfoldes på deres betingelser, men når man nu bare vil slappe af, sole sig, bade og gøre voksenting?
Se også: Børnefri ferie i fred og ro
Miramare ligger i Ixia, på vejen når man kører fra lufthavnen mod Rhodos by, fire km før byen. Oprindeligt er det bygget af den legendariske græske skibsreder-mange-millionær Aristoteles Onassis i 1956, netop som sol-turismen var på vej op.
Han fandt dette smukke sted lige ned til Ægæerhavet, hvor der de fleste dage blæser en svalende vind fra havet, og lod hotellet opføre i hollywood-californisk stil med bungalows placeret i en eksotisk have omkring et stort pool-område, hvor tidens unge, smukke, rige og berømte foldede sig ud. Blandt andre Jackie Kennedy, der sammen med opera-divaen Maria Callas hørte til skibsrederens mest berømte romantiske trofæer. I dag er hotellet nyrestaureret og hører til Spies’ voksen-hoteller, Sunprime Resorts. For fem år siden åbnede Spies det første Sunprime-hotel; denne vinter åbner det trettende. Som gæst på et voksenhotel bliver man ekstra forkælet: Man bliver kørt direkte til og fra lufthavnen i minibus. Bungalows og værelser er indrettet efter skandinavisk smag og krav til komfort og der er gratis WiFi.
Dage med daseri i solen
På Rhodos falder dagene blødt som frugt fra træer. Vi kunne sagtens have levet hele ugen uden at forlade Miramare – og uden at bruge flere penge for den sags skyld, da vi havde købt et all inclusive-ophold.
Vi kunne ligge uforstyrret og nyde solen ved vores egen bungalow, der lå lige ud til kysten, bade i Ægæerhavet eller tage plads mellem de andre ved hotellets store swimmingpool, spise frokost og drikke kølig hvidvin, få drinks før middagen, dase og hænge ud med en ramasjang-bog eller bare sidde og falde hen over udsigten til bjergene over Marmariskysten, bugten og Rhodos by i det fjerne. Et syn, der er lige betagende dag og nat. Men efter et par dage måtte vi også lige ud og se på øen.
Så vi tog ind til Rhodos by og slentrede langs Mandraki-havnen, mens vi spiste is, og shoppede i Sokrates-gaden, hvor vi købte køkkenting udskåret af oliventræ, et par lædersandaler til fruen og til herren en lille bronzekopi af Achilleus’ hjelm (i hvert fald mage til Brad Pitts i »Troja«, hvor han spiller denne verdenshistoriens største kriger).
Familiedrevet taverne
På et tidspunkt kunne vi heller ikke længere modstå fristelsen til spise på en rigtig græsk taverne. Et par museklik på tripadvisor.com afslørede, at en af de mest roste græske familierestauranter på Rhodos – Sirtaki – faktisk lå durk på den anden side af vejen overfor vores hotel.
På Sirtaki finder man den hjertelighed og varme, man ikke kan koncepte sig til, og her rumsterer familiens kvinder kompetent i køkkenet og laver store og små retter af ypperste hjemmelavede kvalitet: tzatziki (yoghurt med agurk og hvidløg), choriátiki (græsk salat med feta), kalamáres (dybstegte blæksprutter), bedstemors dolmádes (vinblade rullet med fyld af ris eller kød), keftedés (græske kødboller), gémista (fyldte peberfrugter) og så videre og så videre.
Moussakaen (en slags græsk lasagne med kartofler og aubergine i stedet for pasta) var helt uimodståelig. Til dessert: en klat af den fede yoghurt med honning. To personer kan spise lukullisk her, for hvad der svarer til et par hundrede kroner.
Genopfrisk oldævlen
En dag lejede vi også en bil og kørte rundt til øens seværdigheder – så mange er der heller ikke – og fik samtidig genopfrisket lidt oldævl.
Ifølge mytologien fik solguden Helios øen af sin far, overguden Zeus. Helios elskede nymfen Rhodan, og fra hende fik rosen-øen sit navn, messede min kone fra guidebogen, mens jeg styrede bilen gennem en lille by og videre mod bjergene.
Rhodos ligger små 20 km syd for den tyrkiske kyst ved Marmaris og er på størrelse med Lolland-Falster (og sine steder 300 gange så høj). Her bor lige så mange mennesker som i Aalborg – ca. 110.000. Vi kørte ned ad øens vestkyst og op i bjergene til Kamiros, et af antikkens bysamfund, der for knap 2.000 år siden sank i grus under et mægtigt jordskælv for aldrig siden at genopstå. Arkæologer har afdækket cirka en tredjedel af ruinbyen, og vi så, at folk i antikkens Rhodos boede i huse, der var mindre end vores hotel-bungalow.
Kamiros var den mindste af de tre bysamfund, der i antikken udgjorde staten Rhodos, og den omtales af den store, klassiske digter Homér. (Homér, jo bedre, som man siger.) Nede ved kysten havde en lille restaurant hængt dagens fangst af blæksprutter ud foran, så kan man se frokostmenuen i forbifarten.
Hotel i tyrolerstil
Vi kørte ind over bjerget, der er opkaldt efter profesten Elias – Profitis Ilias – og fandt til vores forbavselse et hotel, Elafos, i tyrolerstil i fyrreskoven på toppen. Her spiste vi frokost. Tyskerne havde haft militærhospital her under Anden Verdenskrig.
Ved bjergets fod på den anden siden lå en smuk lille kirke, St. Nektaris, hvor en helbredende kilde mirakuløst sprang med koldt, klart vand. Også selv om der havde været tørke i måneder. Vi drak og fik det straks bedre. Mirakuløst var det, for lige ved kirken og kilden stod et hult, 600 år gammelt platantræ. Jo, der stod 600 år på et lille skilt. Et rent eventyrtræ med et hul stort nok til, at man kunne gå ind i det.
Vi skiftedes til at fotografere hinanden kikkende ud inde fra træet. En mere business-orienteret dame fristede med hjemmeslynget honning og olivenolie fra egne træer fra en lille bod lige ved siden af.
Historiske Lindos
Ude ved østkysten nåede vi den historiske by Lindos. Der er hundredevis af slidte stentrin gennem de smalle gyder i den labyrint af hvide huse, der ad snirklede veje fører frem til den egentlige trappe, der igen af endnu flere hundreder af slidte stentrin fører resten af vejen op til byens akropolis.
- Hvorfor er grækerne berømte for deres ruiner? spurgte min kone, ikke videre imponeret over den visne lilje og de tre knækkede søjler, vi fandt på toppen. - Det er vist noget med, at de først skal betale ejendomsskat, når byggeriet er helt færdigt, hev jeg efter vejret, og den hede luft rev i lungerne. Vi kørte tilbage nordpå gennem østkystens popbrølende Faliraki, hvor man ikke kan sparke sig frem for fodboldbarer og stripklubber på stribe. Forbi Anthony Quinn-bugten, opkaldt efter filmstjernen, fordi han købte et stykke land her, da man optog »Navarones kanoner«.
Tilbage på Miramare var det tid til en dry martini i hotellets bar, mens vi så Solen synke tungt ned i underverden.
Se også: Rhodos er et godt sted at fare vild
