Mange af de naturskønne scener fra musicalen »The Sound of Music« er optaget i området omkring Salzburg. I år fejrer byen, at det er 50 år siden, filmen havde premiere.

Hvem kan ikke høre de lyse engletoner fra Fräulein Maria i de østrigske alper for sig, eller nynne med på de populære sange som »Edelweiss« og »Sixteen Going on Seventeen?«

Hvis man er en af dem, der elsker musicals, har man garanteret set klassikeren »The Sound of Music« – og sikkert også mere end én gang. Filmen fra 1965 om den unge nonne, spillet af Julie Andrews, der forlader de trygge rammer bag klostrets mure for at blive guvernante for en kaptajn og enkemands syv børn, vandt fem oscars.

Selv om det er en Hollywood-produktion, er store dele af filmen optaget i østrigske Salzburg, og netop i år er det 50 år siden, den havde premiere.

Det fejres i stor stil overalt i byen, og er man inkarneret fan af fortællingen om von Trapp-familien, er det oplagt at besøge Salzburg i 2015.

Man kan for eksempel besøge en række af de steder, hvor filmoptagelserne fandt sted, og der er langt fra tale om kulisser. Filmen er nemlig baseret på de virkelige hændelser, der fandt sted, dengang familien Von Trapp måtte flygte fra Salzburg, da orlogskaptajn Georg Ritter von Trapp ikke ønskede at kæmpe på nationalsocialisternes side.

I samme øjeblik famlien forlod Østrig, blev den villa overtaget af SS-Reichsführer Heinrich Himmler. I dag fungerer Villa Trapp som hotel. Her kan man få lov at bo på et af familiens værelser, der er indrettet i samme stil som fra dengang.

En særudstilling på hotellet åbner i år op for, at besøgende kan gå rundt i villaen og mærke stemningen fra tiden op til Anden Verdenskrig. På udstillingen kan man desuden se filmen »The True Story« og blive klogere på von Trapp-familiens liv og historie. Fra hotellet er der ikke langt til en af byens største parker, hvor der ligger en velbevaret bunker fra krigstiden.

2015 er også en god anledning til at opleve showet »Sound of Salzburg«, der opføres for 22. år i træk. Showet, der kan opleves på Restaurant Sternbräu, er både en musikalsk og en kulinarisk oplevelse med musik, dans og skuespil med scener fra filmen samt en tre-retters menu serveret mellem de forskellige akter.

»The Sound of Music« er en af Salzburgs vigtigste trækplastre, og i anledning af jubilæet vil byens gæster også kunne opleve en galla-forestilling i byens store open air-teater Felsenreitschule d. 17. oktober. Showet varer halvanden time og byder på god musik og optrædener.

www.soundofsalzburg.info