Tag med på tre dages luksussejlads mellem majæstetisk klipper, oplev katedral-store drypstenshuler og svøm med i turkisgrønt vand, før du nyder en syv-retters frokost på din egen båd.

»Det her er lige præcis, hvad vi drømte om,« tænker jeg, mens jeg med hånden skygger for solen og spejder ud over den paradisisk smukke bugt, hvor vores båd har kastet anker.

Næste: En hurtig skyller og "Very nice price!"

Vandet omkring båden er 25 grader varmt og lyser krystalgrønt i solen. Op af vandet, til alle sider, rager op mod 80 meter høje limstensklipper op, hvis grå overflade er grobund for et virvar af tropegrønne træer og buske. På afstand og set i varmedisen ligner klipperne en flok kæmpeelefanter, der vader gennem havet. Tæt på træder detaljer frem og viser, at hver klippe har sine særegne karakteristika. Ligesom med skyer kan man lave gætteleg om, hvad klipperne ligner, og med lidt fantasi træder et ansigt i profil, et ørnenæb og en springende hval frem.

De smukke klipper genspejles i det blikstille vand. Eneste krusninger på overfalden stammer fra en kajak, der padles frem af et af besætningsmedlemmerne fra vores båd. Han er på vej ind mod en lille strand ved foden af en klippe for at lægge badehåndklæder og koldt drikkevand klar til os.

Sceneriet er luksus i sig selv. Oven i det hele har vi det så for os selv. Min kæreste, jeg og vores et-årige søn er eneste passagerer om bord på båden, der fragter os rundt i de yderste og mindst besøgte dele af naturparken Halong Bay, ud for kysten i det nordøstlige Vietnam. Der er plads til 15 passagerer ombord, men lavsæson og held gør, at vi har det hele for os selv – inklusive fem besætningsmedlemmer, der står på spring.

Vi hopper selv i en kajak og padler ind mod stranden, og undervejs bliver vi enige om, at det må være sådan her, stenrige Donald Trump-typer holder ferie. Med egen båd og besætning til at varte én op ved mindste vink. Luksus, ja, men også meget uvant med al den service. Men vi nyder øjeblikket, solen og vandet, mens vores søn udforsker hvert et sandkorn på vores egen lille private strand. Efter en times tid padler vi tilbage til båden, hvor frokosten venter. Kokken har forberedt ikke tre, ikke fire, men hele syv retter, bestående af små hapsere med frisk fisk og skaldyr som gennemgående tema.

Efter frokost slår vi mave på dækket i solen, mens vi igen nyder udsigten over det lille paradis. Vi ligger for anker i den yderste og mindst befærdede del af naturparken.

Limstensklipperne, der omgiver os og har dannet Halong Bay, ligner dem, som mange kender fra thailandske Krabi, hvor James Bond-filmen »Manden med den gyldne pistol« blev optaget.

Men Halong Bay er langt større og består af flere tusinde klipper, der majestætisk skyder op af vandet. Naturparken er så stor, at området ikke virker overrendt, selv om utallige turbåde dagligt fragter tusinder af turister rundt i det.

Chancen for – ligesom vi gjorde – at få det hele lidt for sig selv, stiger, jo længere ud i bugten, man kommer. De fleste turister vælger at tage et cruise med ingen eller en enkelt overnatning ombord på båden. Det betyder, at man ikke kommer så langt ud i bugten, som på turene med to eller flere overnatninger. Vi har valgt en tredags tur med to overnatninger ombord. På anden dag af vores cruise er vi blevet flyttet fra vores moderskib over til en mindre båd, som har sejlet os ud til yderkanten af Halong Bay og den lille paradisbugt med sandstrand og stille vand. Og eftersom vi var de eneste, der havde booket den større tur på tre dage, har vi nu den mindre – men stadig rigeligt store – båd for os selv. En lidt surrealistisk luksus, der varer det meste af en dag.

Næste: En hurtig skyller og "Very nice price!"